Mandag 10. maj 2021 kl: 15:15

I dette tilfælde blev den manglende pilot anset for at være en del af luftfartsselskabets virksomhed og ikke en ekstraordinær omstændighed, som defineret i førnævnte forordning. Retten bemærkede endvidere, at det ikke kunne være passagernes risiko, hvorvidt piloten for den forestående flyvning kunne tåle en rejemad eller ej. 


Baggrund 
Piloten var planlagt til at skulle flyve et fly fra Milano til London, men blev kort før indtjekning og klarmelding til arbejde syg. Dette førte til aflysning af flyafgangen, hvorefter passagererne blev overført til et andet fly med ankomst til London 2,5 timer efter deres planlagte ankomsttid. 


I den indledende retssag mellem luftfartsselskabet og passagerne, hævdede luftfartsselskabet, at pilotens sygdom kort før indtjekning og klarmelding til arbejde, udgjorde en ekstraordinær omstændighed, der måtte berettige en erstatningsfri annullering af flyafgangen. Denne påstand valgte den engelske ret i første instans at følge, og gav således luftfartsselskabet medhold.   


Passagerne anførte i ankesagen, at pilotens sygdom og derpå følgende udeblivelse fra arbejde, ikke udgjorde en ekstraordinær omstændighed, da det var en del af luftfartsselskabets virksomhed at have tilstrækkeligt personale, uagtet sygdom blandt medarbejderne. 


Denne argumentation fulgte den engelske Court of Appeal, og omstødte dermed den foregående afgørelse til fordel for passagerne.


Ekstraordinære omstændigheder
Den engelske Court of Appeal udtalte i sagen, at en ekstraordinær omstændighed, ikke kunne være forbundet med den normale udøvelse af luftfartsselskabets virksomhed, og at en sådan omstændighed måtte være udenfor selskabets kontrol. Forordningen sigter mod at give forbrugerne et højt beskyttelsesniveau, og som en undtagelse fra denne beskyttelse, bør bestemmelsen om kompensation for aflyste flyvninger i selvsamme forordning, fortolkes strengt. 


Udtrykket ekstraordinære omstændigheder kræver noget usædvanligt, og behovet for at imødekomme personalets sygdom er ikke usædvanligt. Manglende deltagelse af en flykaptajn på grund af sygdom, er en iboende del af luftfartsselskabets virksomhed, og gælder uanset om piloten bliver syg, inden arbejde eller mens på arbejde. 

Denne fortolkning er i overensstemmelse med en tidligere ankesag fra Øster landsret, hvor en flykaptajn havde meldt sig syg med maveonde omtrent 2 timer før afgang. Landsretten udtalte i forbindelse med sin afgørelse, at: 
”uanset om det maveonde, kaptajnen på flyvningen (…) havde pådraget sig, opstod pludseligt kort før flyafgang, finder landsretten, at et sådant sygdomstilfælde ikke kan anses for en usædvanlig omstændighed i forordningens artikel 5, stk. 3's forstand, (…). Det er således påregneligt, at der hos flypersonale indimellem opstår sygdom af den angivne karakter, som vil være til hinder for varetagelsen af arbejdsopgaven ombord på et fly.”


Københavns byret havde forinden udtalt, at: 

”sygdom hos medarbejdere i en virksomhed, samt sygemeldinger med forholdsvis kort varsel, er imidlertid en ganske sædvanlig forekommende situation. Der må derfor i almindelighed, og under henvisning til forordningens forbrugerbeskyttende karakter, kræves, at et flyselskab har et vist minimum af beredskab for - om muligt - at kunne afværge forsinkelser eller aflysninger som følge af medarbejderes sygdom. 

Undlader et flyselskab - som i dette tilfælde - helt at oprette et beredskab til imødegåelse af forsinkelser som følge af sygemeldinger, vil der være skærpede krav til flyselskabets bevisbyrde for, at sygdomstilfældet rent faktisk var en usædvanlig omstændighed og dernæst - såfremt denne betingelse måtte anses for opfyldt - at selskabet har truffet alle de foranstaltninger, som med rimelighed kunne træffes.”


Konklusion
De sandsynlige konsekvenser af de to domme fra henholdsvis den engelske Court of Appeal og Østre landsret, vil være, at luftfartsselskaber formentligt fremadrettet skal udrede erstatning for flere aflyste afgange og eventuelt genåbne sager, hvor erstatning tidligere har været afvist. 


Ligeledes vil luftfartsselskaber formentligt skulle planlægge ekstra personale til deres flyafgange i større omfang end hidtil, da personalets sygdom officielt må anses for at være en iboende del af deres virksomhed, og dermed en mulig risikoeksponering. 


Forordningen var vedtaget inden Brexit, og dermed en del af engelsk lovgivning, som den engelske Court of Appeal kunne dømme efter. Den engelske dom vil således også have betydning for luftfartsselskaber indenfor EU.