Tirsdag 2. maj 2017 kl: 12:23

Reglerne om cabotagekørsel, herunder straffebestemmelserne forbundet med ulovlig cabotagekørsel, finder man ikke i den danske straffelov, men derimod i bekendtgørelsen om godskørsel, der fra et strafferetligt perspektiv udgør særlovgivning. Reglerne om ansvar for medvirken finder man derimod i staffeloven.


Hvad går ansvar for medvirken ud på?
Strafbare forhold er i straffeloven normalt beskrevet sådan, at de tænkes begået af én person, der altså skal opfylde alle de krav, der følger af beskrivelsen af gerningen i den pågældende straffebestemmelse, førend et straffeansvar bliver aktuelt. 


I virkeligheden begås eller udføres kriminelle handlinger og undladelser dog ofte i et samarbejde mellem flere personer. Derfor er det nødvendigt at have regler om, under hvilke betingelser medvirken til den kriminelle handling eller undladelse er strafbar. 


Derfor har vi reglerne om ”medvirken” i straffeloven, der lyder som følger: 

§ 23. Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.

Stk. 2. Straffen kan ligeledes nedsættes for den, der medvirker til krænkelse af et særligt pligtforhold, men selv står uden for dette.

Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for medvirken ved lovovertrædelser, der ikke straffes med højere straf end fængsel i 4 måneder, bortfalde, når den medvirkende kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når hans medvirken skyldes uagtsomhed.

§ 24. Den medvirkende straffes ikke, hvis han under de i § 22 angivne betingelser hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afværget.”


”Tilskyndelse, råd eller dåd”
Af bestemmelserne fremgår, at man kan blive straffet for medvirken, hvis man ved ”tilskyndelse, råd eller dåd” har medvirket til en strafbar gerning. 

Ved ”tilskyndelse” forstås, at man i ord eller gerning opmuntrer, frister, narrer, beordrer eller truer en anden til et strafbart forhold. Den groveste form for tilskyndelse er anstiftelse. Det vil sige, når nogen hos en anden vækker tanken om at begå en kriminel handling.


Ved ”råd” forstås vejledning eller et vink om for eksempel fremgangsmåden i forhold til at begå en kriminel handling. Faktiske oplysninger, såsom en bygnings indretning, personers opholdssted anses også for at kunne være strafbare ”råd”.


Ved ”dåd” forstås en handling eller gerning, som består i at foretage forberedende eller iværksættende handlinger. Ord kan også være handling uden at være tilskyndelse eller råd, for eksempel som middel til at vildlede eller tvinge en anden. Passivitet kan også være medvirken.


For at man kan blive dømt for at have medvirket til en strafbar gerning, er det en betingelse, at man har haft forsæt til gerningen eller har handlet uagtsomt, hvis en uagtsom overtrædelse af en bestemmelse er tilstrækkelig til at indebære straf. 


At have haft forsæt til en gerning betyder, at man har haft til hensigt at udføre den handling, som er strafbelagt. De fleste bestemmelser i straffeloven kræver, førend de er overtrådt, at gerningsmanden har handlet forsætligt. Det, der straffes, er således den bevidste onde tanke. Uagtsomhed kan inden for straffelovens område kun straffes, hvis der er udtrykkelig hjemmel hertil (et eksempel herpå er bestemmelsen om uagtsom manddrab). 


Udgangspunktet i forhold til de straffebestemmelser, der findes i særlovgivningen, er derimod, at ikke kun fortsæt, men også uagtsomhed er strafbart.

Bestemmelsen om medvirken i straffeloven omfatter ikke efterfølgende medvirken. Bistanden skal derfor som udgangspunkt gives eller aftales senest samtidig med en andens gennemførelse af forbrydelsen. Et forudgående tilsagn om at hjælpe gerningsmanden, efter gerningen er foretaget, er derfor strafbart. Det er i denne situation således tilsagnet og ikke handlingen, der anses for medvirken.


Passivitet
I forhold til særlovgivningens regulering af erhvervsvirksomheders strafbare handlinger og undladelser spiller passivitet ofte en rolle. Der kan således forekomme skade- eller farevoldende aktiviteter (eller passivitet) på et underordnet plan i virksomheden, mens der på et overordnet plan er udvist forsømmelse med hensyn til arbejdets tilrettelæggelse, etablering af kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger. 

Et strafferetligt ansvar for den enkelte person på det overordnede plan i virksomheden kan i sådanne tilfælde følge af uskrevne regler om passivitet (manglende overholdelse af en handlepligt) og uagtsomhed. Der kan dog også være et strafferetligt ansvar på grund af aktive handlinger, så som forkert instruktion af medarbejdere eller godkendelse af, at disse udfører deres arbejde under ulovlige forhold. 

Det strafferetlige ansvar, der som udgangspunkt ligger oppe på ledelsesniveau i virksomheden, kan delegeres ned på et underordnet plan i virksomheden, hvis for eksempel en leder sørger for, at et arbejdsområde varetages af en anden, som for eksempel en kørselsleder i en logistikvirksomhed eller en speditør/disponent, forudsat at delegationen af opgaven til den pågældende fra det overordnede plan var fornuftig. 

Der kan dog stadig tænkes et selvstændigt ansvar på det overordnede plan i virksomheden, hvis den overordnede person har gjort noget forkert eller forsømt noget i forbindelse med, at opgaverne blev flyttet ned på det underordnede plan. Det strafferetlige ansvar, der efter at ansvaret er flyttet ned på det underordnede plan i virksomheden, kan endvidere begrænses, såfremt de ansatte på det underordnede plan for eksempel varetager et tilnærmelsesvist uselvstændigt arbejde.


Straffen for at medvirke
Straffen for at medvirke er som udgangspunkt den samme for den der dømmes for medvirken som for den, der udfører selve forbrydelsen. Det er dog muligt at opnå en strafnedsættelse, såfremt den, der er ansvarlig for medvirken, ”kun har villet yde en mindre væsentlig bistand”, ”kun har villet styrke et allerede fattet forsæt”, i tilfælde hvor forbrydelsen faktisk ikke blev fuldbyrdet, eller hvis en ”tilsigtet medvirken er mislykkedes”.


Konklusion
Det er på baggrund af ovenstående vigtigt, at man som ansat medarbejder i en virksomhed, uanset på hvilket niveau i virksomheden man befinder sig, af hensyn til sig selv løbende er opdateret på, hvad der er tilladt, hvad der ikke er tilladt og hvad der direkte er strafbart, idet man i forhold til et evt. strafansvar sjældent kan dække sig ind under, at man blot er arbejdstager i en virksomhed eller har gjort, hvad man var instrueret om. Et strafansvar kan man således ikke slippe for, hvis man har handlet strafbart eller medvirket til en strafbar handling eller undladelse. 


Har man som ansat derimod handlet erstatningsansvarspådragende, ved at forvolde en skade på en kundes eller tredjemands løsøre eller person, vil det som udgangspunkt kun være arbejdsgiveren, der hæftet for skaden, såfremt den skadevoldende handling eller undladelse blev foretaget i forbindelse med arbejdets udførelse og ikke var abnorm eller usædvanlig i forhold til arbejdets udførelse. I sådanne tilfælde er der således gode chancer for, at den ansatte medarbejder kan blive fri for et erstatningsansvar, selvom det var den ansatte medarbejder, der forvoldte skaden.