Høje brændstofpriser får bilister til at sætte farten ned
Onsdag 15. april 2026 kl: 13:06
Af: RedaktionenHver femte bilist har sænket farten siden sidste år. Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, der angiver øget fokus på fart, sikkerhed og risiko for bøder samt de aktuelt høje brændstofpriser som årsag til, at bilister køre med lavere hastighed
Da USA og Israel angreb Iran lørdag 28. februar satte de gang i en kraftig stigning i prisen på benzin og diesel. De pludseligt stigende priser har ifølge Rådet for Sikker Trafik fået bilister til at sætte farten ned for at skære ned på brændstofforbruget.
I en undersøgelse, hvor Rådet for Sikker Trafik og Norstat har spurgt 1.000 bilister, viser, at hver femte benzin- og dieselbilist (20 procent) nu kører langsommere på vejene end for et år siden. Tæt på halvdelen af dem (45 procent) fortæller, at det er på grund af de højere priser på brændstof.
- Jeg forstår godt danskernes bekymring for de stigende brændstofpriser. Ikke mindst hvis man er afhængig af bilen i hverdagen, hvor prisen har betydning for privatøkonomien. Omvendt kan det her betyde, at vi får endnu flere til at tage toppen af fartoverskridelserne og respektere fartgrænserne, og det betyder meget for sikkerheden på vejene, siger Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Øget bevidsthed på bilens fart
Set over en tiårig periode har gennemsnitsfarten været faldende på vejene, så der i dag er længere mellem dem, der kører for stærkt, end der var tidligere. For Rådet for Sikker Trafik har det været et indsatsområde i årtier.
I den nye undersøgelse svarer en stor del af bilisterne, at de er blevet mere opmærksomme på deres fart og blandt andet bruger bilens fartpilot til at holde farten, så de ikke kører for stærkt.
Undersøgelsen viser også, at frygten for at blive involveret i en trafikulykke og risikoen for at få en fartbøde har fået flere til at sænke farten.
- Men der er desværre stadig en del trafikanter, der tager for let på konsekvenserne af for høj fart for dem selv og deres omgivelser. Derfor bliver vi med at sætte fokus på, at flere bør tage toppen af farten. Det gør vi blandt andet med en aktuel kampagne, der sammen med politiets effektive fartkontrol forhåbentligt får flere til at ændre vaner, så vejene bliver mere sikre for os alle, siger Jakob Bøving Arendt.
I denne måned sætter Rådet for Sikker Trafik og 81 kommuner fokus på netop farten på vejene med kampagnen ”Sænk farten - bare lidt”, som blandt andet kan ses på kampagneskilte langs mange veje. Baggrunden er, at der er for høj fart involveret i knap fire ud af ti dødsulykker på vejene. Kampagnen har været planlagt før uroen i Mellemøsten og de deraf følgende højere brændstofpriser.
Rådet for Sikker Trafik peger på, at for høj fart ifølge en undersøgelse fra Vejdirektoratet for perioden 2020-2024 er en afgørende faktor i knap fire ud af ti dødsulykker på de danske veje.
Fakta om undersøgelsen:
Kører du langsommere nu, end du gjorde for et år siden?
- Benzin- og dieselbilister: 20 procent svarer, at de kører markant eller noget langsommere
- Elbilister: 23 procent svarer, at de kører markant eller noget langsommere
- Total: 21 procent af bilisterne svarer, at de kører markant eller noget langsommere
Hvorfor kører du langsommere nu, end du gjorde for et år siden?
- 45 procent af alle benzin- og dieselbilister: for at spare benzin/diesel på grund af højere priser
- 37 procent bruger fart- og cruisecontrol som forklaring på, at de kører langsommere end tidligere
- 33 procent svarer, at de generelt er blevet bedre til at holde øje med deres fart
- 32 procent fordi de ikke sparer meget tid ved at køre for stærkt
- 27 procent angiver, at det er risikoen for at få en fartbøde, der gør at de nu kører langsommere
- 24 procent på grund af risikoen for at ende i en ulykke, hvor de selv eller andre kommer til skade
- 12 procent af elbilisterne svarer for at spare på bilens elforbrug
- 8 procent svarer, at det er blevet mindre acceptabelt at køre for stærkt
Regionale tal: Kører du langsommere nu, end du gjorde for et år siden?
Så mange svarer, at de kører markant eller noget langsommere):
- Hovedstaden: 18 procent (277 respondenter)
- Sjælland: 26 procent (156 respondenter)
- Syddanmark: 18 procent (227 respondenter)
- Midtjylland: 20 procent (233 respondenter)
- Nordjylland: 24 procent (108 respondenter)
(Kilde: repræsentativ undersøgelse blandt 1.000 benzin-, diesel og elbilister gennemført fra den 24.-29. marts af Norstat for Rådet for Sikker Trafik):
.jpg)
© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Den elektriske andel er steget
- Den elektriske bestand er vokset
- Kølekæde hos cateringvirksomhed er blevet mere elektrisk
- Specialtransporter bliver fulgt at elektrisk følgebil
- Samarbejde skal frigøre over 42 millioner liter bæredygtigt flybrændstof
- Tankstationer må ikke reservere urimeligt høje beløb på forbrugernes konti
- Høje brændstofpriser får bilister til at sætte farten ned
- Elektriske lastbiler fra Sverige rækker op til 700 kilometer
- Batteri-elektriske lastbiler kan dække flere transportopgaver
- Vognmand i Støvring sætter tre lastbiler i to-holdsskift for at være mere brændstof-effektiv
- El-lastbiler og el-busser kan lade i Aarup på Fyn
- Energiselskab åbner nyt anlæg med diesel og AdBlue til tunge køretøjer i Næstved
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |





