Stationen i Hillerød skal bygges om til gennemgående tog
Tirsdag 7. april 2026 kl: 13:11
Af: Redaktionen
Visualisering af den kommende Hillerød Station. (Illustration: Banedanmark)
Lokaltogs spor på Hillerød Station skal forbindes, så togene sydpå kan køre gennem Hillerød Station og videre til det kommende supersygehus i Favrholm i den sydlige del af Hillerød. Banedanmark etablerer også nye sporskifter, nyt kørestrømsanlæg til S-banen og en gangbro, der fører over alle sporene på stationen
Ombygningen af Hillerød Station, der vil blive gennemført i år og næste år, betyder, at Spor 11 og 12, hvor Lokaltog kører, skal forbindes, så Lokaltogs linier nordfra kan køre videre til Favrholm Station, som betjener Nyt Hospital Nordsjælland.
- Banedanmark skal ombygge spor 11 og 12 og etablere en ny gangbro hen over stationen med elevatorer. Vi lægger også nye sporskifter på stationen, så trafikken ind og ud af stationen bliver bedre, ligesom vi fornyer S-banens gamle kørestrømsanlæg. Så det er et omfattende arbejde, vi tager fat på, siger projektleder Morten Sylvest Hansen fra Banedanmark.
Næste år kommer anden etape af stationsarbejdet, hvor spor og kørestrømsanlæg i den sydlige og østlige del af stationen bliver fornyet. Næste år vil Banedanmark også omisolere broen, der fører Hammersholtvej over banen.
- I Lokaltog glæder vi os vi til, at vores spor bliver forbundet igennem Hillerød Station med de muligheder, det giver. Vi er opmærksomme på, at byggepladsen får betydning for adgangen til vores perroner og vil gøre alt, hvad vi kan for at mindske generne og informere grundigt om midlertidige og alternative adgangsforhold, siger Mette Berthelsen, der er kommerciel- og kommunikationschef hos Lokaltog.
Ombygningen vil påvirke naboer og togpassagerer i perioder
- Arbejdet kan i perioder påvirke togpassagerer og naboer. Det gælder for eksempel, når vi skal fjerne det eksisterende areal foran stationsbygningen og etablere de nye forlængede perroner, og når vi skal løfte den nye gangbro på plads. Desuden skal der piloteres i forbindelse med etableringen af bropillerne til den nye bro. Vi håber derfor, at naboer og passagerer vil have tålmodighed med os, mens vi udfører vores arbejde, siger Morten Sylvest Hansen.
Banedanmark planlægger at holde de nærmeste naboer informerede om arbejdet via brev og SMS. Togpassagerer kan holde sig opdaterede om eventuelle ændringer på Rejseplanen.
Banedanmark, DSB, Lokaltog og Movia opfordrer desuden tog- og buspassagerer til at afsætte ekstra tid til at bevæge sig rundt på stationen, da der vil være ændringer i adgangsvejene til stationen og busholdepladserne i projektperioden.
Om arbejderne på Hillerød Station:
- Forlængelse af lokalbanens spor 11 og 12 (2026)
- Etablering af ny gangbro med elevatorer (2026)
- Fornyelse af sporene i den sydlige og østlige del af Hillerød Station samt fornyelse af kørestrømsanlægget på stationen (2027)
- Udføre vedligeholdelsesarbejder på broen ved Hammersholtvej (2027)
.jpg)
© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Forsøg med med vejafgifter for personbiler er afsluttet med en rapport
- Tankstationer må ikke reservere urimeligt høje beløb på forbrugernes konti
- Cyklen og toget er hinandens bedste venner
- Høje brændstofpriser får bilister til at sætte farten ned
- Kulde og høje priser på benzin og diesel fik flere til at vælge vandvejen
- Sporarbejde i Aarhus betyder busser i stedet for letbanetog til Odder
- Aarhus-entreprenør med jernbanespeciale skal modernisere Københavns Hovedbanegård
- Københavns Hovedbanegård skal moderniseres - arbejdet vil stå på til en gang i 2028
- Færgefragten hos rederikoncern steg i marts
- 14-årig stjal bybus i Norge og kørte til Sverige
- Energiselskab åbner nyt anlæg med diesel og AdBlue til tunge køretøjer i Næstved
- Konstruktion over banegrav er svækket - cykelparkering lukker øjeblikkeligt
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |





