Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

København afslører lønsnyd for millionbeløb hos transportvirksomheder

Onsdag 25. maj 2022 kl: 12:28
Share  


Af: Redaktionen

I 2021 fandt medarbejdere fra Københavns Kommune snyd med løn eller arbejdstid i over ni ud af ti tilfælde, hvor der var mistanke til en transportleverandør. Det medførte ifølge kommunens årsrapport om social dumping for 2021 krav om efterbetaling til medarbejderne på knap 4,4 millioner kroner

Levering af dagligvarer til udsatte borgere, flytning af kontormøbler og taxikørsel af børn og unge til specialtilbud. Det er nogle af de områder, hvor Københavns Kommunes indsatsteam mod social dumping sidste år har holdt et ekstra øje med leverandørerne af transport. Tidligere har kommunens kontroller primært været målrettet bygge- og anlægsbranchen samt rengøringsområdet.


Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) mener, at i rapporten tallene sætter en tyk streg under, at indsatsatsen mod social dumping fortsat er nødvendig.


- Social ansvarlighed er afgørende for mig. Som kommune vil vi sikre ordentlige arbejdsforhold for alle, og vi vil modarbejde social dumping. Alle medarbejdere, der leverer til Københavns Kommune, skal have tryghed for at vi lever op til reglerne på det danske arbejdsmarked, siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:


- Jeg er derfor glad for, at vores kontroller sikrer en rekordhøj efterbetaling til de medarbejdere, som er blevet snydt. Det viser, at vores indsats er både effektiv og nødvendig - og sender et klart signal.


Den styrkede kontrolindsats på transportområdet har ført til afsløringer af snyd med løn eller arbejdstid i 121 ud af 122 såkaldte dokumentkontroller, hvor indsatsteamet på baggrund af en konkret mistanke krævede, at leverandøren dokumenterede en medarbejders lønudbetalinger og arbejdstider.


Taxiområdet er et af de områder, hvor indsatsteamet har fundet overtrædelser i over ni ud af ti dokumentkontroller. Københavns Kommune peger på, at virksomhederne været samarbejdsvillige og har indgået i en konstruktiv dialog med kommunen. Medarbejderne er blevet efterbetalt, og der er fremlagt planer for at oprette egenkontrol i mange af virksomhederne.  


Anderledes forholdt det sig i en sag om en vareleverandør, hvor kommunen tidligere på året ophævede samarbejdet på grund af social dumping. Her har indsatsteamet stillet krav om efterbetaling på 4.264.804,64 kroner fordelt på 72 medarbejdere.


Samtidig er leverandøren blevet tildelt dagbøder siden oktober 2021, da virksomheden ikke har fremvist timesedler og anden løndokumentation for de ansatte til trods for gentagne opfordringer fra kommunen. Dagbøderne tilfalder Københavns Kommune som en reduktion af vederlaget på den pågældende kontrakt. Herudover har kommunen tilbageholdt et beløb tilsvarende den manglende løn, som sikkerhed for, at de berørte medarbejdere bliver efterbetalt den løn, som de har krav på.


Her på transportnyhederne.dk har vi tidligere omtalt forholdet mellem Københavns Kommune og vareleverandøren, Intervare A/S, der ejer online-supermarkedet Nemlig.com. 


Fakta om indsatsen mod social dumping i Københavns Kommune:
  • 2021 gennemførte indsatsteamet i alt 613 kontroller - eksempelvis screeningsbesøg og dokumentkontroller - på tværs af brancher, herunder transport, bygge og anlæg samt rengøring
  • Heraf var de 340 dokumentkontroller, som foretages på baggrund af en konkret mistanke, hvor der blev fundet overtrædelser i 63 procent af sagerne

Dokumentkontrollerne fordelte sig på forskellige brancher:
  • Bygge og Anlæg: 184 dokumentkontroller
  • Transport: 122 dokumentkontroller
  • Rengøring: 18 dokumentkontroller
  • Industri og lager: Otte dokumentkontroller
  • Vagtvirksomhed: Syv dokumentkontroller

Københavns Kommune har samlet set på tværs af alle brancher krævet efterbetaling til berørte medarbejdere på 4.754.926,67 kroner i sager, som er påbegyndt i 2021. I 2020 var kravet om efterbetaling på 1.750.244 kroner i sager, som er påbegyndt i 2020, mens kravet om efterbetaling i 2019 lød på 1.458.822 kroner.


Den største enkeltsag i 2021 er med en vareleverandør, som er blevet mødt med et efterbetalingskrav på 4.264.804,64 kroner. Det største enkelte efterbetalingskrav til en medarbejder var på 322.174,18 kroner.


Når indsatsteamet finder tegn på social dumping, vil kommunen først gå i dialog med arbejdsgiveren og give mulighed for at bringe orden i forholdene. Sker det ikke, kan kommunen kræve, at der betales en bod. I sidste ende kan kommunen ophæve kontrakten.






Klik venligst

© Copyright 2022 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Grøn skattereform sætter skub i elektrificeringen af Danmark
- Bilimportører udsender omstilling af den tunge transport i pixiebogform
- Fossilfri byer kan koste bilejere og virksomheder dyrt
- Fredag 24. juni 2022 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Ny overenskomstperiode træder i kraft 1. juli
- Politiet standsede en lastbil på vej til eksamenskørsel
- Vognmandsorganisation har fået ny advokat-partner
- Dansk containertransportør har åbnet kontor i Köln
- 14 projekter med Power-to-X og brint får 225 millioner kroner i støtte
- Færdselsstyrelsen arbejder på ny praksis med kopier af fællesskabstilladelser
- Melding om ændret praksis er meget tilfredsstillende
- 4.000 flere lønmodtagere kom i arbejde i april

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst