12 projekter modtager støtte fra maritim fond
Onsdag 23. oktober 2024 kl: 10:54
Af: RedaktionenDen Danske Maritime Fond har ved årets tredje uddelingsrunde bevilget 11 millioner kroner til projekter, der skal gavne Det Blå Danmark. Alle projekter hører under Den Danske Maritime Fond's strategiske fokusområder - maritimt iværksætteri, fremtidens medarbejdere og grøn omstilling
For iværksætteri har Den Danske Maritime Fond denne gang givet iværksætterlån til fire startups/scaleups, der hver især støtter både grøn omstilling, fremtidens medarbejdere og deres trivsel.
Herudover har Den Danske Maritime Fond doneret midler til en række projekter i form af både nye læringsformer og centre for ny læring, ligesom fonden ser det som helt essentielt, at den bidrager med finansieringen af initiativer, der er med til at udvikle næste standarder, både indenfor datarensning og rapportering. Hos Den Danske Maritime Fond fremhæver man, at det i særdeleshed er relevant indenfor grøn omstilling og ny governance.
Om de støttede projekter:
Maritimt iværksætteri og innovation
Vellustri ApS har fået støtte til udvikling af en innovativ bovpropel til mindre skibe. Gennem anvendelse af en ny teknologi vil man udvikle en bovpropel med unikke fordele i sammenligning med konventionelle bovpropellere: mindre pladsbehov, lavere vægt, lavere støjniveau, øget driftssikkerhed, mindre vedligehold, ingen korrosive materialer og højere virkningsgrad. Derudover er teknologien velegnet til automatiseret produktion og kan derfor produceres billigere end eksisterende produkter.
ClearVoyage Ap S har fået et vækstlån til udvikling af et moderne samarbejdsbaseret Vessel Management System. Selskabet blev startet i 2021, og efter en længere periode med udvikling af platformen er selskabet nu klar til at opskalere. Strategien har forenklet været at fokusere 100% på en robust, brugervenlig, intuitiv og effektiv platform, og er nu er det tid til at skalere og udvide forretningen.
VesOPS ApS har fået et iværksætterlån til udvikling af et performancesystem for skibe i kystnær sejlads. Systemet skal sikre at overvåge og optimere energiforbruget og reducere emissioner. Gennem installation af et hardwaremodul på skibet vil data om motorparametre, navigationsdata og forbrug blive indsamlet og analyseret. Formålet er at give adgang til et enkelt værktøj til rapportering for at leve op til EU MRV-krav og samtidig give mulighed for at forbedre operationel effektivitet, og bidrage til bæredygtig udvikling.
Manta Flow ApS har fået et iværksætterlån til at skabe en platform til den maritime industri til kommunikation mellem besætning og land. Projektet koncentrerer sig om tre hovedaktiviteter: At indsamle anonym feedback fra søfolk om sikkerhed, compliance og arbejdsforhold, analysere data og generere handlingsrettede indsigter for at forbedre sikkerhed, compliance og operationel effektivitet. Pilotundersøgelsen vil teste produktet med 28 fartøjer i samarbejde med udvalgte rederier og ship managers.
Maritim erhvervsudvikling
Danske Maritime har fået støtte til at etablere fundamentet for et nyt nationalt maritimt scaleup- accelerationsprogram. Aktiviteten skal understøtte og bygge ovenpå eksisterende regionale initiativer, der fremmer maritime startups og iværksættere (såsom Maritime Stars, Blue Tech Center Start-up incubator og Studio 30 50, som Fonden også har bevilget midler til i år). Det overordnede mål er at hjælpe de mest kvalificerede maritime startups og scaleups med at accelerere deres udvikling og vækst yderligere og hjælpe dem til at opnå kommerciel succes på de internationale markeder.
Renable ApS har fået støtte til at sikre kvalitetsdata for cirkulære maritime værdikæders livscyklus-analyser. I projektet udvikles 1) en udledningsestimator, hvis formål er at øge datakvaliteten og optimere den cirkulære økonomi vha. en LLM-prompter (Large Language Model), og 2) en regulerings-advisor, der advarer om mulige regulatoriske konflikter i genanvendelsesprocessen. Projektet forbedrer LLM-datakvalitet til revisionsstandard og forbedrer danske virksomheders beslutningsgrundlag og konkurrenceevne.
OceanPass ApS har fået støtte til standardisering af emissionsrapportering. Virksomheden vil levere en simpel løsning til emissionsrapportering, og målet er sammen med banker at skabe en ny industristandard. I dag er der ikke nogen standard inden for rapportering af lovmæssige emissionsdata. Det gør det svært at sammenligne skib mod skib eller rederi mod rederi. En anden udfordring er, at dataindsamlingen ofte er kompleks og upræcis, hvilket skaber mange fejl i rapporteringen. OceanPass har udviklet software, der kan afhjælpe dette problem, men vil gerne gøre det endnu bedre, så man mindsker fejl, og rederierne får en mindre arbejdsbyrde.
Hafnia Advokatpartnerskab har i et samarbejde med Københavns Universitet fået støtte til, at et hold jurastuderende i 2025 kan deltage i den internationale procedurekonkurrence indenfor søretlige tvister; ”The international Maritime Law Arbitration Moot”. Formålet med den danske deltagelse er gennem et konkret initiativ at skabe opmærksomhed og synlighed omkring søret som disciplin på KU og derigennem at stimulere jurastuderendes interesse for søret. Det er anden gang, at Fonden støtter dette initiativ, som har været både vel modtaget og med flotte resultater.
Danske Rederier (i samarbejde med Danske Maritime og Danske Havne) har fået støtte til Det Blå Danmarks deltagelse i Folkemødet i 2025. Målet er at udbygge den politiske og folkelige interesse for Det Blå Danmark samt at markere Det Blå Danmark som en væsentlig dansk styrkeposition inden for bl.a. bæredygtighed, uddannelse, jobskabelse, geopolitik og eksport. Derudover er ambitionen at videreformidle Det Blå Danmark som en fremsynet sektor med afgørende nøglerolle i den globale grønne omstilling både til søs og på land.
Studio 30 50 / Smart Maritime Network har fået støtte til det årlige internationale arrangement SMAGIC’24 (Smart Maritime Annual Global Innovation Congress), der afholdes i København den 1.-3. oktober. SMAGIC har til formål at samle maritime brancheledere, eksperter og interessenter for at diskutere og fremvise de nyeste maritime teknologier og løsninger og dækker emner som smart shipping, grønne teknologier, regulatorisk overholdelse, bæredygtighed og lederskab.
Maritime uddannelser og rekruttering
MARTEC har fået støtte til etablering af en 3D-printhub til både uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige behov. 3D-printhubben vil skabe en hands-on, innovativ læringsplatform, hvor studerende, lokale virksomheder og startups kan samarbejde om udvikling af nye produkter ved brug af den nyeste teknologi inden for additiv fremstilling. Målet er at udruste studerende med færdigheder i avanceret design og produktion samt bæredygtige fremstillingsmetoder.
Fionia Maritime Academy har fået støtte til et pilotprojekt i et tæt samarbejde med Hafnia BW. Idéen bag Fiona Maritime Academy er at skabe det første digitalbaserede realtids-akademi for søfarende med fokus på relevant maritim efteruddannelse. Der vil blive udviklet og udbudt fleksible kurser til de søfarende primært på dansk opererede skibe, således at de søfarende kan anvende den nye hurtigere og mere stabile internetforbindelse til at dygtiggøre sig indenfor relevante områder. Akademiet er tænkt som en handelsskole for søfarende for alle lag og kompetenceniveauer, også med henblik på at muliggøre optagelse på CBS Maritime HD-uddannelse eller tilsvarende uddannelse.
(Kilde: Den Danske Maritime Fond)
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden
- Rønne havn ansætter økonomidirektør fra Det Grå Guld
- - Jeg vil være en moderne leder
- 40 maritime virksomheder står sammen i Hirtshals
- Færgehavn i Skåne får ny direktør
- Rederikoncern giver opkøb i Tyrkiet endnu mulighed
- Søfartsstyrelsen får ny direktør fra årsskiftet
- Rejser til Kina bliver visumfri frem til udgangen af 2025
- Royalt besøg fra Holland markerer en milepæl for CO2-lagring i Danmark
- Færgerederi blev prist for ny el-færge
- Bornholms største havn har afsluttet tredie etape af en større udbygning
- Rederi skifter kød ud med ærter
- Raterne er steget 4 procent på en uge
Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |