Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      
NY UNDERSØGELSE AF FRONTALKOLLISIONER:

Det kan gå galt på et splitsekund

Fredag 30. september 2022 kl: 11:18
Share  


Af: Redaktionen

Det kan gå galt på et splitsekund
(Foto: Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, fotograf Christoffer Askman)

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har undersøgt 28 ulykker med frontalkollisioner på landeveje. Undersøgelsen viser, at ulykkerne i de fleste tilfælde ikke ville være sket, hvis trafikanterne havde været opmærksomme, veludhvilede og uden påvirkning af rusmidler. Op mod 70 procent af ulykkerne kunne sandsynligvis have været undgået, hvis trafikanten havde haft en bil med vognbaneassistent, og op mod 40 procent kunne muligvis have været undgået, hvis landevejene havde haft rumleriller i midten

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har undersøgt 28 frontalkollisioner på landeveje, hvor 17 mistede livet og 13 kom alvorligt til skade, skete i perioden september 2020 til november 2021.


- Frontalkollisioner er en af de ulykkestyper, der koster flest liv på de danske veje, og det er et væsentligt indsatsområde i Færdselssikkerhedskommissionens handlingsplan at forebygge dem. Med vores nye undersøgelse kan vi forhåbentlig bidrage til, at flere af disse alvorlige ulykker kan undgås, siger Rikke Rysgaard, der er formand for Havarikommissionen.


Uopmærksomhed, træthed eller søvn
I langt de fleste af undersøgelsens frontalkollisioner kom en fører uforvarende over i den modgående vognbane. I mere end halvdelen af tilfældene skete det, fordi de sad i deres egne tanker eller var distraherede og i nogle tilfælde også var trætte eller faldt kortvarigt i søvn. Ingen førere havde kørt i lang tid forud for ulykken, højst halvanden time. De fleste ulykker skete på hverdage i dagtimerne.


Påvirkning medvirkede til cirka en fjerdedel af ulykkerne
I cirka en fjerdedel af ulykkerne kom førerne til at køre over i den modgående vognbane, fordi de var påvirkede af narko, medicin eller alkohol. I de fleste af disse tilfælde var der indikationer på, at førerne havde et misbrugsproblem. 


I knap en femtedel af ulykkerne mistede en fører herredømmet
I knap en femtedel af ulykkerne mistede en fører herredømmet og havnede i modgående vognbane. Oftest var det samtidig deres uopmærksomhed, der medvirkede til, at det gik galt, og de var i nogle tilfælde ikke erfarne eller rutinerede nok til at redde sig ud af situationen med en hensigtsmæssig manøvre. 


Kun i to tilfælde skete ulykken, fordi en fører bevidst kørte over i den modgående vognbane. I det ene tilfælde for at overhale, i det andet for at gennemkøre en skarp kurve med højere fart. 


Vognbaneassistent og rumleriller ville have hjulpet
Havarikommissionen vurderer, at op mod 70 procent af frontalkollisionerne sandsynligvis kunne være forebygget, hvis den fører, der kom over i forkert vognbane, havde haft en vognbaneassistent (et Emergency Lane Keeping System), som aktivt drejer rattet, når man er på vej til at køre ud over midter- eller kantlinjer. 

Et ”Emergency Lane Keeping System” findes i mange nyere personbiler og lastbiler og bliver et EU-krav på nye person- og varebiler fra juli 2024. 


Rumleriller i vejmidten kunne ifølge undersøgelsen muligvis have forebygget op mod 40 procent af de 28 ulykker. 


Modparterne havde i bedste fald ganske få sekunder til at bremse og undvige
I nogle ulykker kørte en fører så pludseligt over vejmidten, at modparten i bedste fald rent instinktivt nåede at bremse lidt. Andre modparter havde nogle få sekunder til at overveje, hvad de skulle gøre og til at bremse og undvige. 


- Som modpart befinder man sig i en helt uventet situation, hvor det kan være svært at fatte, at der rent faktisk er en bil på vej over i ens egen vognbane. Der er forskel på de enkelte situationer, så det er svært at give en universel anvisning på, hvad man skal gøre, men generelt anbefales det, at man tager foden af speederen og er klar til at bremse eller undvige, hvis noget indikerer, at en modpart er på vej over i ens vognbane. Hvis der ikke længere er tvivl om, at det vil ske, så skal man så vidt muligt undvige mod højre og bremse hårdt, siger Rikke Rysgaard. 


Forkert selebrug og for høj hastighed forværrede skaderne
I undersøgelsen var der flere eksempler på, at forkert selebrug forværrede skaderne unødigt. For eksempel havde enkelte førere kun den skrå del af trepunktsselen på. Andre havde ikke selen siddende stramt til. I omkring en femtedel af ulykkerne bidrog hastighedsovertrædelser til, at skaderne blev alvorligere. I to tilfælde ville ulykken helt være undgået, hvis hastighedsgrænsen havde været overholdt.


Interesserede kan se rapporten fra Havarikommissionen her:

Havarikommissionens gode råd til trafikanterne:
 
  • Hav hele tiden fokus på kørslen - også på en landevej, som kan opleves ukompliceret  
  • Reager på træthed -Ved udtalt, vedvarende træthed: Vælg anden transport eller tag som minimum en powernap på 15-20 minutter. Ved momentan træthed: Hold ind på en parkeringsplads eller lignende og bevæg dig lidt.  
  • Vælg så vidt muligt en bil med vognbaneassistent
 

Hvis en modkørende er på vej over i din vognbane. 

Der er forskel på de enkelte situationer, og der kan ikke gives en universel anvisning. Generelt anbefales:

  • Slip speederen og vær klar til at undvige/bremse, hvis der er tegn på, at en modpart er på vej over i din vognbane
  • Undvig om muligt mod højre og brems hårdt, hvis der ikke længere er tvivl om, at modparten vil komme over i din vognbane 
  • Overhold hastighedsgrænsen og brug selen korrekt  det begrænser personskaderne  
Undersøgelsens formål og baggrund:
Formålet er at bidrage med ny viden, så forebyggelsen af frontalkollisioner kan målrettes yderligere. Frontalkollisioner er — næst efter eneulykker — den ulykkessituation, der koster flest liv på de danske veje.

Undersøgelsens afgrænsning:
Undersøgelsen er afgrænset til alvorlige frontalkollisioner mellem motorkøretøjer på strækninger i landzone. Langt de fleste alvorlige frontalkollisioner sker i landzone. Undersøgelsesområdet har været over næsten hele landet.

Ifølge Vejdirektoratets ulykkesstatistik udgjorde frontalkollisioner 22 procent af alle dødsulykker i 2021. 
 
I undersøgelsens 28 ulykker blev i alt 17 dræbt, 13 kom alvorligt til skade, og 43 kom let/moderat til skade. De alvorligste skader sås hos de førere, der kom over i den modgående vognbane. 13 af disse førere blev dræbt, hvilket blandt andet hænger sammen med, at 8 af dem kolliderede med en modkørende lastbil.



I tabellen nedenfor ses frontalkollisioner med alvorlig personskade i perioden 2017-21 fordelt på politikredse. Tallene viser antal ulykker med frontalkollisioner mellem motorkøretøjer uden for byzone.
 

Politikreds

Antal ulykker

Andel i procent

Nordjyllland

53

11 %

Midt- og Vestjylland

102

22 %

Østjylland

38

8 %

Sydøstjylland

46

10 %

Syd- og Sønderjylland

45

10 %

Fyn

35

7 %

Nordsjælland

38

8 %

Københavns Vestegn

2

0 %

København

1

0 %

Midt- og Vestsjælland

51

11 %

Sydsjælland og Lolland-Falster

58

12 %

Bornholm

3

1 %


(Grafik: Havarikommissionen for Vejtrafikulykker)




Klik venligst

© Copyright 2022 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Taxametre og kontroludstyr fra før 2018 skal have lov til at blive siddende et år endnu
- Lufthavn i Midtjylland lukker ned - for en ukendt tid
- Skarp vejrovervågning skal holde Kong Vinter stangen
- Letbane vil mangle tog et par uger endnu
- 23-årig mand havde 14.000 piller med i bagagen
- Fredag 25. november 2022 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Tre EU-lande mangler at gennemføre bestemmeler om elektronisk opkrævning af vejafgifter
- Nordjysk lufthavn får direkte flyforbindelser til Spanien
- Befolkningens humør er langt bedre end før corona
- Politiet fandt mangler ved godstransport
- København får to flyselskaber på rute til New York
- Dansk rederikoncern vinder rute-udbud mellem England og Frankrig

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst