Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

To-årigt forsøg skal øge antallet af passagerer i den kollektive transport

Torsdag 6. august 2020 kl: 13:36
Af: Redaktionen

Flere borgere og pendlere skal ind i den kollektive transport, da det vil gavne både mobiliteten, trængslen og klimaet. Derfor sætter Region Sjælland i samarbejde med mobilitetsselskabet Movia gang i et forsøg, så borgere og pendlere i Ringsted, Sorø og Slagelse fra 8. august 2020 og to år frem kan stige på busserne på på linje 234 hver halve time

Sammenholdt med de andre danske regioner pendler sjællænderne længst. Men selvom pendlingen generelt er stigende, falder antallet af passagerer i den kollektive transport. Det betyder øgede udgifter, og dermed færre afgange og ringere service.


Den udvikling skal vendes, mener man i Region Sjælland. Hvis regionen også i fremtiden skal være en region med høj mobilitet og sammenhængskraft, er der behov for at få flere passagerer ind i den kollektive transport - både for miljøets og økonomiens skyld.


Derfor har Region Sjælland sammen med Movia sat gang i forsøget på buslinje 234, der kører mellem Ringsted, Sorø og Slagelse.


Nyt navn, flere afgange og natdrift i weekend
Fra natten til lørdag 8. august 2020 og to år frem bliver linje 234 midlertidigt opgraderet til R-net standard, så de rejsende mellem Ringsted, Sorø og Slagelse får et attraktivt og fleksibelt kollektivt transporttilbud, der eksempelvis kan konkurrere med bilen - både når det drejer sig om transport til hverdag og til fest. Målet er at vise, at det kan lade sig gøre at få flere til at bruge den kollektive transport. Samtidigt giver forsøget en bedre indsigt i de økonomiske konsekvenser.

 
Konkret betyder opgraderingen til R-net standard, at linje 234 frem til skolernes sommerferie i 2022 får halvtimesdrift i dagstiden på hverdage og timedrift aften og weekend. Helt specielt får linje 234 også timedrift i aften- og nattetimerne efter fredage og lørdage. Opgraderingen markeres med et navneskift, så linje 234 fra 8. august 2020 vil hedde 460R.


Forsøget på linje 234 er en del af Region Sjællands satsning på fremtidens kollektive trafik, som skal øge passagertilstrømningen og derved få bedre økonomi i den kollektive transport.


Flere fluer med et smæk
Ifølge beregninger fra Movia vil opgraderingen af linje 234 øge passagertilstrømningen med over 50 procent. Region Sjælland og Movia har derfor høje forventninger til driftsforsøgets resultater.
 

- Hvis vi skal øge passagertallene i vores busser og tog, skal de kollektive transporttilbud være så attraktive, at de kan konkurrere med bilen. Med opgraderingen af linje 234 skal vi vise, at det kan lade sig gøre. Det er godt for borgerne, for mobiliteten, for trængslen og for klimaet - det er fire fluer med et smæk, siger Peter Jacobsen, der er formand for Region Sjællands Udvalg for Regional Udvikling.


Nyt format for borgerinddragelse
Den nye linje 460R er til alle borgere i de tre kommuner, men særligt pendlerne får flere muligheder, da den nye rute har hyppigere kørsel til Ringsted og Slagelse Station.


Netop udviklingen af nye stoppesteder har under planlægningen af linje 460R været et tema for inddragelse af lokalsamfundet i de tre kommuner. På grund af corona-situationen måtte alle tanker om at mødes fysisk med borgerne skrinlægges. I stedet skabte Movia til lejligheden et digitalt format for at inddrage borgerne i udviklingen af fem stoppesteder på linjen. Det kom der mange forslag ud af. Borgerne sig blandt andet gode siddepladser, mere læ, god belysning, skraldespande og bedre cykelparkering stoppestederne, som bliver fornyet i løbet af efteråret.
 

De fem stoppesteder er udvalgt af kommunerne med særligt fokus på stoppesteder i lokalsamfund, hvor behovet for mobilitet er stigende.
 

En del af noget større
Holder beregningerne stik, får Region Sjælland og Movia et stærkt afsæt for arbejdet med at styrke mobiliteten og fremtidens kollektive trafik på Sjælland.
Tanken med driftsforsøget er derfor også at få indsamlet konkrete erfaringer, data og dokumentation for passagertilvæksten, som kan bruges i arbejdet med at trække flere borgere og pendlere til regionens øvrige buslinjer.
 

- Med den nye linje 460R får borgerne i Region Sjælland et langt bedre mobilitetstilbud. Baseret på Movias erfaringer, forventer vi, at linje 460R vil opnå en passagervækst på 140.000 kunder på strækningen, som i dag har 260.000 kunder. R-nettet har en fremtrædende rolle i Movias netop godkendte mobilitetsplan og erfaringerne fra forsøget vil indgå i udviklingen af den kollektive transport i Region Sjælland, siger administrerende direktør i Movia, Dorthe Nøhr Pedersen.


Fakta om projektet:
  • Region Sjælland har afsat 2 millioner kroner til finansiering af driftsforsøget på linje 234. Driftsforsøget gennemføres i tæt samarbejde med mobilitetsselskabet Movia, der driver de regionale buslinjer på Sjælland. Forsøget er en del af Region Sjællands satsning - Fremtidens kollektive trafik - der har til formål at styrke mobilitet og sammenhængskraft i Region Sjælland
  • Linje 234 bliver med forsøget en del af det regionale R-net og vil i forsøgsperioden skifte navn til linje 460R. Opgraderingen af linje 234 er midlertidigt og løber fra 8. august 2020 og til skolernes sommerferie i 2022
  • Som udgangspunkt skal den fortsatte drift i forlængelse af forsøgsperioden være udgiftsneutral for Region Sjælland. Forsøget kan således overgå til drift, hvis passagertallet kan kompensere udgifterne til den udvidede drift, eller der kan tilvejebringes anden supplerende finansiering
  • Den nye linje 460R får halvtimesdrift alle hverdage til klokken 20, timedrift alle aftener til midnat og timedrift om natten alle nætter efter fredag og lørdag
  • Erfaringer viser, at natdrift understøtter bosætning og desuden giver et alternativ til spirituskørsel
  • Man kan se, hvornår og hvor linje 460R kører, hvis man søger i Rejseplanen og sætter datoen til efter 8. august




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Mangel på mekanikere og reservedele påvirker togdriften i det sydlige Jylland
- Refusion af flybilletter kunne ske via passagerernes rejseagent
- Antallet af togrejser steg i årets første to måneder
- Passagerer tilbage til busser og tog er emnet på høring på Christiansborg
- Beskæftigelsen steg med 33.600 på et år
- Tur i pirattaxi på få kilometer kostede en del tusinde kroner
- Fredag 12. marts 2024 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Rutesektor har fået ny næstformand
- 32 kilometer spor skal bane vejen for hurtigere tog på Lolland
- Nye løsninger skal få flere passagerer i den kollektive trafik
- Fremtidens kollektive transport er kommet tættere på i Nordjylland
- Regionale buslinier i Hovedstaden skifter til el-drift

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst