Torsdag 16. januar 2020 kl: 11:06

Incoterms er et katalog over standardklausuler til brug i nationale og internationale handelskøb. Standardklausulerne regulerer en række forhold mellem sælger og køber, herunder hvem af parterne, der skal afholde omkostninger, sørge for transport og bære risikoen for hændelige begivenheder i forbindelse med leveringen. Kort sagt regulerer klausulerne sælgers og købers rettigheder og pligter i forhold levering af salgsgenstanden. 

Incoterms er dog ikke sig selv en handelskontrakt og kan ikke erstatte en handelskontrakt, men skal i stedet ses som et supplement hertil. Klausulerne er aftalebaserede og skal derfor aftales for at gælde. 

ICC anbefaler, at alle handelskontrakter henviser til Incoterms 2020 efter 1. januar i år. Man kan dog fortsat benytte de ældre Incoterms 2010, men det forudsætter, at der er henvist udtrykkeligt hertil i ens handelskontrakt. 

Ændringerne i Incoterms 2020 er begrænsede, men dog vigtige.

I Incoterms 2010, som var den første revision af Incoterms-klausulerne efter terrorangrebene i 2001 og de deraf følgende nye sikkerhedskrav -  eksempelvis International Ship and Port Facility Security - introducerede man en række sikkerhedsrelaterede minimumsforanstaltninger, som en del af nogle af de enkelte klausuler. Efter en 10-årig tilpasningsperiode er disse ændringer nu langt mere veletablerede. Derfor fremgår der nu i Incoterms 2020 en udtrykkelig fordeling af de sikkerhedsrelaterede forpligtelser, som parterne har. 

Carriage and Insurance Paid to (CIP) er en klausul til brug for alle transportformer, der indebærer, at sælger anses for at have foretaget levering, når sælger overgiver varerne til en transportør, som sælger afholder omkostninger til. Når dette er sket, bærer køberen risikoen for godsets efterfølgende hændelige undergang. 

I Incoterms 2020 har sælger samtidig pligt til at tegne en vareforsikring med udvidet dækning i henhold til Institute Cargo Clauses (A) eller lignende (svarende til en ”all risk-dækning”). Dette er en væsentlig ændring i forhold til Incoterms 2010, hvor sælger ved CIP blot havde pligt til at tegne en vareforsikring med minimumsdækning i henhold til Institute Cargo Clauses (C) eller lignende.  I den forbindelse erindres det, at klausulerne er aftalebaserede, og at kravene til forsikringsdækning derfor kan fraviges i opad- eller nedadgående retning ved aftale.

Cost Insurance and Freight (CIF) er en klausul til brug for søtransport, der indebærer, at sælger anses for at have foretaget levering, når varerne er kommet ombord på et skib, som sælger afholder omkostninger til. Når dette er sket, bærer køberen risikoen for godsets efterfølgende hændelige undergang. Ligesom ved CIP kræver denne klausul, at sælger tegner en vareforsikring for transporten. Modsat CIP skal vareforsikringen blot være med minimumsdækning. Der er således ikke sket nogen ændring i CIF-klausulen i forhold til Incoterms 2010.

Årsagen til den differentierede forsikringsdækning skal formentlig findes i, at CIP-klausulen ofte bruges ved handel med varer, der har undergået en vis bearbejdning. Der er derfor et behov for øget forsikringdækning. CIF-klausulen benyttes derimod ofte ved handel med uforarbejdede varer, som ikke har undergået samme ressourcekrævende produktion, som f.eks. ved bulktransport, hvorfor der normalvis ikke er samme behov for en mere omfattende forsikringsdækning.

I Incoterms 2010 skete der ved brug af DAT-klausulen (Delivered at Terminal) levering, når sælger havde aflæsset varerne i den angivne terminal. DAT-klausulen er udgået i Incoterms 2020 og erstattet med DPU-klausulen (Delivered at Place Unloaded). Ændringen fra DAT til DPU medfører, at levering ikke behøver ske i en terminal, men kan ske hvilket som helst angivet sted. Risikoen for varernes hændelige undergang overgår fra sælger til køber, når sælger har aflæsset godset på det angivne sted. Det er derfor vigtigt, at sælger sikrer sig, at sælger rent faktisk kan foretage losning på det angivne sted, herunder at lossemateriel så som truck med videre er tilgængelig.  

I Incoterms 2020 fremgår det nu udtrykkeligt af FCA-, DAP-, DPU- og DDP-klausulerne, at sælger og køber kan vælge mellem selv med eget transportmiddel at udføre den del af transporten, som de er forpligtet til eller få en tredjemand til dette. I Incoterms 2020 fremgik det ikke tydeligt, hvorvidt dette var en mulighed.

Ved Free Carrier-klausulen (FCA) kan der ske levering og dermed risikoovergang i to forskellige situationer:

Når det angivne sted for levering, er sælgers forretningssted, er varerne leveret, når de er læsset på det af køberen arrangerede transportmiddel

Når det angivne sted for levering, er et andet sted end sælgers forretningssted, er varerne leveret, når de ankommet til det angivne sted og klar til aflæsning

Ved brug af FCA-klausulen ved skibstransport opstår der en særlig problematik, når købers betaling skal ske via et Letter of Credit (L/C)/remburs, idet sælger skal bruge et såkaldt ombordkonnossement som dokumentation for, at godset er blevet leveret lastet ombord, og at sælger ”har nøglen til lasten”.

Som noget nyt kan køber og sælger under FCA aftale, at køber skal instruere sin søtransportør om at udstede og udlevere ombordkonnossementet til sælger, selvom køber er transportørens ordregiver. Herved sikres sælger den til rembursen nødvendige dokumentation.

Inden de nye Incoterms blev offentliggjort, blev der talt og skrevet om nogle langt mere omfattende og banebrydende ændringer, herunder tilføjelse af nye Incoterms-klausuler og et farvel til EX Works-klausulen.

De faktiske ændringer har været knapt så revolutionerende, men fokus har i stedet været på korrektioner og mindre ændringer, der samlet har haft til formål yderligere at skabe klarhed over sælgers og købers rettigheder og forpligtelser ved brug af de enkelte Incoterms-klausuler. Dette gør det alt andet lige lettere for parterne i national og international løsørehandel at vælge den rigtige klausul i hver enkel handel.

Det anbefales derfor at ændre henvisninger i standardkontrakter, salgs- og leverings- eller indkøbsbetingelser fra Incoterms 2010 til Incoterms 2020, således at de nyeste fortolkningsbidrag fra Incoterms 2020 finder anvendelse på parternes aftale. Ændringen bør samtidig være lejlighed til at overveje, om den valgte ”standard”-Incoterms-klausul stadig er udtryk for praksis og formålstjenstlig i den daglige samhandel.