Nyt forskningsskib til teknisk universitet skal bygges i Spanien
Tirsdag 1. april 2025 kl: 13:46
Af: Redaktionen
»Dana V«. (Illustration: Koncepttegning af Dana V udført af Knud E. Hansen indsat i foto fra Visit Greenland/Jason C. Hill)
DTU - Danmarks Tekniske Universitet - har indgået en kontrakt med det spanske værft Construcciones Navales P. Freire, S.A. om bygningen af et nyt forskningsskib - »Dana V« - som er tegnet af danske skibsdesignere. Skibet vil kunne anvendes af alle forskningsmiljøer i Rigsfællesskabet. Ifølge DTU bliver »Dana V« konstrueret, så det både kan udføre opgaver i isfyldt farvand i Arktis, sejle langt over oceaner og bevæge sig nærmest lydløst gennem vandet
Efter en EU-udbudsrunde har DTU valgt et værft, der kan imødekomme de omfattende tekniske krav til det nye forskningsskib. Fire værfter var prækvalificeret til at afgive bud, og værftskontrakten blev tildelt det spanske værft Construcciones Navales P. Freire, S.A.. Med kontrakten kan byggeriet af Danmarks kommende forskningsskib »Dana V« gå i gang i denne måned.
DTU peger på, at det spanske værft, Construcciones Navales P. Freire, S.A., har erfaring med at konstruere skræddersyede, højteknologiske fartøjer, der er beregnet til at udføre meget komplekse operationer. Værftet har ifølge DTU status som et internationalt benchmark-værft, som andre værfter sammenligner sig med i forhold til at opnå et højt niveau af kvalitet, effektivitet og innovation.
Byggeriet af Dana V bliver sat i gang i april og ventes afsluttet i efteråret 2027. DTU er ansvarlig for projektets overordnede ledelse, mens den skibstekniske projektledelse og tilsyn på værftet udføres af det danske firma OSK Design A/S. I byggefasen vil studerende få mulighed for at komme i praktik og få indsigt i områder som design og bygning af skibe, fremdriftsteknologi, maritim bæredygtighed og mange andre aspekter, ligesom de fik indsigt i den tidligere designfase, der blev gennemført af Dansk Dana Konsortium bestående af Knud E. Hansen A/S, Naval Architects og Odense Maritime Technology A/S.
To gange Rundetårn
Dana V, der er designet helt fra bunden, bliver med sin 70 meter lange stålkonstruktion dobbelt så langt, som Rundetårn er højt. Skibet, der får en samlet vægt på 2.545 ton, bliver konstrueret, så det både kan udføre opgaver i isfyldt farvand i Arktis, sejle langt over oceaner og bevæge sig nærmest lydløst gennem vandet, da det både har en dieselmotor og en elektrisk motor.
Dana V’s fremdriftsteknologi er tilrettelagt, så skibet kan koble fra dieselmotor til el-motor, når det løser opgaver, som kræver særlig stille fremdrift. Dana V kan sejle så støjsvagt, at lyden ikke påvirker akustiske sensorer til undersøgelser i havet, så det er muligt at udføre forskning med minimal påvirkning.
I forhold til klimamæssig bæredygtighed vil Dana V kunne sejle på biobrændstof - biodiesel eksempelvis HVO - til dieselmotoren og på el, der kommer er lagret i batterier. DTU peger på, at undersøgelser har afdækket, at diesel og batteri er de to fremdriftsteknologier, der er praktisk mulige inden for en længere årrække, når forskningsskibet blandt andet skal sejle i arktiske farvande.
Både forsknings- og uddannelsesskib
Dana V bliver en forsknings- og undervisningsplatform. En af skibets kerneopgaver er at kunne varetage de overvågningsopgaver, som Danmark er forpligtet til at gennemføre som del af EU’s Fælles Fiskeripolitik og bidrage til indarbejdelsen af EU's miljødirektiver.
I forhold til overvågning af fisk bliver Dana V udstyret med moderne instrumenter, der vil sikre høj datakvalitet og -mængde. Skibet har kapacitet til at undersøge fiskestimer, marine økosystemer, vandstrømme og forandringer i havets biodiversitet, interaktion mellem biolog, fysik og klima, og undersøgelse af geologiske forhold i havbunden og havbundens overflade.
Dana V udgør som skib også en testplatform med laboratoriefaciliteter, som giver fleksible muligheder for både forskere og studerende - eksempelvis er der direkte adgang til at følge og aflæse data for drift i skibets maskinrum. På den måde kan man studere forhold om eksempelvis skibets forbrug af brændstof og data for støj. Alle rum er designet som åbne, fleksible rum, der vil kunne indrettes, så de kan rumme fremtidens gode ide og nye tilgange til forskning og undervisning.
Skibet bliver udrustet med det nyeste videnskabelige udstyr, som kan udføre undersøgelser i hele oceandybden. Instrumentpakken ombord er omfattende og rummer teknologier som videnskabeligt højpræcisions-ekkolod, sonar, lydhastighedsmåler og systemer til at overvåge trawl og meget mere. Desuden designes skibet, så det videnskabelige udstyr kan tilpasses efter behov fra togt til togt - eksempelvis ved at placere laboratoriecontainere på dækket.
Dana V vil få plads til 38 personer - 18 i en-personers kamre og 20 i dobbeltkamre.
Finansiering
Finansieringen af Dana V er blevet mulig med afgørende tilskud fra statens forskningsreserve og af to afgørende donationer på 50 millioner kroner hver fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt fra Aktieselskabet Dampskibsselskabet Orient’s Fond, og herudover DTU's medfinansiering.
Dana V bliver konstrueret, så det både kan udføre opgaver i isfyldt farvand i Arktis, sejle langt over oceaner og bevæge sig nærmest lydløst gennem vandet. (Illustration: Koncepttegning af Dana V udført af Knud E. Hansen indsat i foto fra Visit Greenland/Jason C. Hill)
Om Dana V - Danmarks fremtidige forskningsskib
- Dana V ejes - ligesom forgængeren Dana IV - af DTU, men kan anvendes af alle forskningsmiljøer i Rigsfællesskabet under koordination af Dansk Center for Havforskning, der har som formål at styrke og stimulere dansk havforskning
- Ud over at være et forsknings- og uddannelsesskib er Dana V en forudsætning for, at DTU kan udføre nationale opgaver med forskning og overvågning af fiskeri, levende marine ressourcer og havmiljø for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Miljø- og Ligestillingsministeriet
- Dana V skal ud over overvågning og forskning anvendes til at uddanne blandt andet havforskere, geologer og fremtidens maritime ingeniører, der arbejder med design, konstruktion og vedligeholdelse af skibe og test af nye grønne skibsløsninger og teknologi til at foretage state-of-the-art-observationer under vand
Dana har gennem godt 100 år været navnet på Danmarks største forskningsskibe. Skibene har bidraget til viden om livet i havet og har været med til at definere Danmark som en havforskningsnation
- Dana I bidrog til identifikation af den europæiske åls gydeområde i Sargassohavet i 1920/21
- Dana II gennemførte en af de første videnskabelige ekspeditioner rundt om på kloden i 1928-30
- Dana III undersøgte i 1937-77 stort set alle Nordatlantiske søområder
- Dana IV, der har sejlet siden 1981, udfører stadig opgaver. I 2025 vil skibet på togt i 180 dage
Om Dana I, Dana II, Dana III og Dana IV:
Dana I - 1920-1921
Det første Dana-skib var en motorskonnert af træ. Skibet var ejet af Det Østasiatiske Kompagni (ØK), som stillede det til rådighed for den senere verdensberømte danske åleforsker Johannes Schmidt fra Carlsberg Laboratorium. Han gennemførte to togter med Dana I i 1920 og 1921 til Sargassohavet ud for Florida for at finde ålens yngleområde.
Dana II - 1925-1935
Dana II var en damptrawler, som Landbrugsministeriet købte, bl.a. for at fortsætte åleforskningen i Sargassohavet. Dana II var desuden på en to-årig jordomsejling fra 1928-1930. Derudover foretog skibet biologiske undersøgelser i Nordatlanten og omkring Grønland. I 1935 sejlede et skib i tæt tåge ind i Dana II, som sank. Alle om bord overlevede.
Dana III - 1937-1977
Dana III var det første specifikt designede forskningsskib bygget af Landbrugsministeriet. Skibet nåede dog kun at i sejle kort tid, før anden verdenskrig brød ud og umuliggjorde feltarbejde til søs. Fra 1947 var Dana III i aktion igen i Nordatlanten, ved Grønland, i Sargassohavet og i farvandene omkring Danmark. Dana III blev solgt i 1977, fordi forsat sejlads som forskningsskib ville kræve store investeringer.
Dana IV - 1981-2027
Dana IV blev bygget af Fiskeriministeriet og søsat i 1981. Skibets primære opgave var og er at overvåge fiskebestandene i de europæiske farvande og Nordatlanten i forhold til Danmarks forpligtelser i EU. Skibet bruges også til forskningstogter længere væk, f.eks. Grønland og Sargassohavet. Dana flyttede med til DTU, da Danmarks Fiskeriundersøgelser (nu DTU Aqua) blev en del af DTU i 2007.
(Kilde: DTU)
.jpg)
© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

- Svensk rederikoncern udvikler nyt færgekoncept
- Havn ved Grådyb udvider med 570.000 kvadratmeter
- Nyt forskningsskib til teknisk universitet skal bygges i Spanien
- Limfjordshavn håndterede 2,5 millioner ton gods i 2024
- Regeringen vil anskaffe fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer
- Havneselskab har 25-års jubilæum
- Nye anbefalinger skal sikre den grønne kurs for Det Blå Danmark
- Rederiorganisation tager godt i mod anbefalinger fra vækstteam
- PtX-anlæg ved Aaberaa har produceret den første e-methanol
- Nordjylland er det oplagte sted at bygge danske flådefartøjer
- Skibsværfter vil sammen med skibsdesigner bygge skibe for det danske forsvar
- Løftebeslag på 300 ton blev flyttet i løbet af en uge - transporten tog fire timer
Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |