Etape tre af motorvejsstrækning er gravet i gang
Fredag 25. oktober 2024 kl: 13:46
Af: Redaktionen
(Foto: Vejdirektoratet)
Fredag formiddag blev arbejdet med at anlægge yderligere 28 kilometer af den planlagte motorvej til Kalundborg officielt gravet i gang, da transportminister Thomas Danielsen (V) tog første "spadestik" med en gravko. Arbejdet med at anlægge de 28 kilometer motorvej er tredie etape af projektet, der ændrer endnu et stykke af Rute 23 til en to-sporet motorvej
Inden Thomas Danielsen tog den første skovlfuld med gravemaskinen, havde han og borgmester Martin Damm (V) fra Kalundborg Kommune holdt tale for de fremmødte, hvor der blev lagt vægt på motorvejens betydning for erhvervs- og trafikvæksten i området.
Når strækningen er færdigbygget, vil der være motorvej på tværs af Sjælland – og bilister vil kunne køre hele vejen fra hovedstadsområdet til Kalundborg.
- Den sidste etape af Kalundborgmotorvejen er vigtig for at sikre fremtidens trafikafvikling på Vestsjælland. Vores mål er at forbedre både rejsetiden og trafiksikkerheden for de mange tusinde pendlere i området og skabe en bedre forbindelse til Kalundborg, siger projektchef Christian Tolderlund fra Vejdirektoratet.
Begynder i rundkørslen ved Tømmerup
Det første spadestik blev taget ved rundkørslen i Tømmerup i Kalundborg Kommune, hvor Kalundborgmotorvejen ender. Rundkørslen skal bygges om til et lyskryds, der bedre kan håndtere den store trafikmængde, der vil komme i fremtiden.
Ifølge Vejdirektoratet er der i dag ofte tæt trafik omkring rundkørslen, og mange bilister holder i kø.
Mens rundkørslen bliver ombygget til et lyskryds, vil der blive taget hensyn til trafikken således, at trafikanter fortsat vil kunne passere igennem som normalt.
Vejdirektoratet anlægger motorvejsetapen i fire deletaper. Strækningen mellem Svebølle og Tømmerup er sat i gang, og som det næste vil Vejdirektoratet tage hul på strækningen mellem Knabstrup og Tornved.
Alle 28 kilometer motorvej forventes at stå klar i 2028.
Fakta om projektet
Den eksisterende landevej mellem Knabstrup og Svebølle opgraderes og udbygges til motorvej. På den sidste del mellem Svebølle og Kalundborg kommer der ca. 9 km ny motorvej.
Projektet indeholder yderligere:
- Etablering af cirka 8 kilometer støjskærm og 2,8 kilometer støjvold
- Ombygning af rundkørsel ved Tømmerup til et signalreguleret kryds
- To nye tilslutningsanlæg i Jyderup og østvendte ramper ved Knabstrup
- Lokalvej mellem Jyderup og Amtsvejen og forlængelse af Bødkervej til Industrivej og Nordvestbanen
- Stibroer
- Rasteanlæg mellem Mørkøv og Jyderup
- Samkørselsplads i Jyderup
- Større og mindre faunapassager
- Etablering af erstatningsnatur for at modvirke mulig påvirkning af den nærliggende natur
Anlægget af tredie etape af Kalundborgmotorvejen indgår i den politiske aftale ”Infrastrukturplan 2035”. I november 2023 blev projektet vedtaget ved en anlægslov.
Anden etape af Kalundborgmotorvejen Syd om Regstrup blev anlagt i perioden fra september 2017 til september 2019.

Oversigt over anlægsarbejdets fire deletaper. (Grafik: Vejdirektoratet)
.jpg)
© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Fem galvaniserede har fundet vejen til Vejen
- Færge til Samsø er blevet forsinket på grund af vejret i Biscayen
- Transportvirksomhed i Kolding øgede overskud og medarbejderstab
- E-handlen sætter rekord igen
- International transportkoncern hentede to-akslet city-trailer I Hedensted
- Mand fik et ildebefindende - og kørte ind i et busskur
- Lastbiler har containere med ud - og strøelse med hjem
- Contrailertransportør indrømmer lovbrud og betaler bøde på 400.000 kroner
- Bus- og lastbilproducent kører ind i Danmark med finansieringsløsninger
- Vognmand fra Vendsyssel valgte to forskellige vogne fra samme leverandør
- Fredag 21. november 2025 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Toldere stoppede lastbil med 2,3 ton ulovlig frugt og grønt
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |




