Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Aalborg-virksomhed har med succes testet maritimt brændselscellesystem

Tirsdag 25. juni 2024 kl: 10:08
Af: Redaktionen

Aalborg-virksomhed har med succes testet maritimt brændselscellesystem
200 kW brændselscellesystem er testet i Blue Worlds testfaciliteter, der ligger I forbindelse med brændselscellefabrikken i Aalborg. (Illustration: Blue World Technologies)

Blue World Technologies, der har hovedsæde og produktionsanlæg i Aalborg, har med succes gennemført en test af det første 200 kW HT PEM-brændselscellesystem nogensinde. Dermed har virksomheden nået en vigtig milepæl nået i forhold til at producere og markedsføre ny teknologi, der vil fremme dekarboniseringen af den maritime industri

Testen blev gennemført efter måneders forberedelse, og Blue World Technologies beretter om en succesfuld test af verdens første 200 kW højtemperatur PEM-brændselscellemodul. Testen er gennemført i de nyetablerede testfaciliteter, der ligger i forbindelse med Blue World Technologies' fabrik i Aalborg, hvor brændselscellerne til systemet produceres. Den indledende test er gennemført med resultater, som har overgået forventningerne til systemets ydeevne.


Blue World Technologies peger på, at man med en elektrisk virkningsgrad på op til 55 procent når et kommercielt stadie, hvor brændselscellesystemet typisk vil give en brændstofbesparelse på 20-30 procent, hvilket muliggør en omkostningseffektiv anvendelse af grønne brændstoffer. Derudover giver brændselscellesystemet mulighed for op til 100 procent kulstoffangst (CO2-fangst) til både udnyttelse i produktionen af grønne  brændstoffer samt til lagring.


- Dette er et stort gennembrud inden for den grønne omstilling af den maritime industri, og med testen af vores 200 kW-system beviser vi, at HT PEM-brændselscelleteknologien har potentialet til at være en af nøgleteknologierne til at dekarbonisere de sektorer, der er svære at omstille. I løbet af testperioden har vi med succes valideret vores systemopsætning med methanol-brændstofprocessoren, de serieforbundne brændselscellestakke samt støttesystemerne omkring brændselscellerne, forklarer Dennis Naldal Jensen, der er Chief Technology Officer hos Blue World Technologies.


1 MW system til Maersk
Det første pilotsystem er et 1 MW system til strømproduktion ombord på et af A.P. Møller - Maersks store dual fuel methanol-forberedte skibe. Installationen forventes gennemført ombord på skibet i løbet af første halvår 2026 - om knap to år.


- Efter at have arbejdet med brændselscelleteknologi i mere end 20 år, er det fantastisk for os at nå dette stadie af teknologiudviklingen, hvor vi med disse store systemer kan levere et stærkt alternativ til en industri, der er meget afhængig af fossilbaserede teknologier, siger Anders Korsgaard, der er medstifter og administrerende direktør hos Blue World Technologies.


- Mærsk er den globale frontløber, når det kommer til dekarbonisering af den maritime industri, og vi er meget glade med samarbejdet om det første 1 MW pilotsystem, og vi glæder os meget til at få systemet ud at sejle, siger han videre.


Ordren på pilotsystemet blev efterfulgt af en ventureinvestering fra Maersk Growth - venturedelen af A.P. Møller - Maersk - hvor de i slutningen af 2023 deltog i en præ-C-runde på 82 millioner kroner sammen med Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), Cycle Group og andre nye og eksisterende aktionærer. Med det store potentiale i HT PEM-brændselscelleteknologien følger de udviklingen og testen af systemet tæt.


- Som investor i Blue World Technologies er vi glade for at følge fremgangen i systemudviklingen, og vi deler holdets begejstring for den vellykkede test af 200 kW brændselscellesystemet. Den maritime industri har brug for flere nye teknologier og veje for at nå sine netto-nul-mål, og højtemperatur PEM-brændselscelleteknologi er meget lovende ved at finde en balance mellem den høje elektriske effektivitet, størrelse og belastningsjustering. Dette er et godt eksempel på, hvordan vi kan understøtte innovation gennem både investering og partnerskab, siger Alex Smout, der er Investment Director hos Maersk Growth.
 

Blue World vil i første omgang levere systemer til hjælpekraft og forventer, at deres maritime system vil nå et kommercielt niveau i 2027. På sigt vil virksomheden kunne levere multi-megawatt fremdriftssystemer til den globale skibsfart, hvilket er der, hvor brændselscelleteknologien vil have den størst mulige påvirkning på både miljø og klima.

 
Om Blue Worlds methanol-brændselsceller til skibsfart:
  • Systemet er en skalerbar og modulær konfiguration, der i første omgang har til formål at erstatte konventionelle fossil-baserede hjælpemotorer, men senere kan brændselscellesystemerne også fungere som store multi-megawatt fremdriftssystemer
  • Systemet er bygget med en modulær tilgang, der muliggør at brændselscellekraftsystemerne kan leveres som en containerløsning, der kan stå på dækket, eller integreret på skibet
  • Brændselscellesystemet til strømproduktion forventes at nå et kommercielt stadie i 2027
  • Med en effektivitet på op til 55 procent, når det når et kommercielt stadie, giver systemet typisk en brændstofbesparelse på 20-30 procent
  • Systemet, der er baseret på højtemperatur PEM brændselscelleteknologi (HT PEM), leverer højkvalitets overskudsvarme på 150 grader celcius, der kan anvendes til andre formål - eksempelvis opvarmning
  • Når brændselscellerne drives af bio-methanol, har systemet en netto-nul-drift
  • Brændselscellesystemet er klar til kulstoffangst og muliggør at den udledte CO2 kan genbruges eller lageres
  • Uden NOx, SOx og partikelemissioner forårsager brændselscellesystemet ingen luftforurening
 
Om Blue World Technologies:
  • Blue World Technologies udvikler og producerer HT-PEM brændselscellekomponenter og -systemer til stationære generatorer, on- og offroad applikationer samt til den maritime industri
  • Brændselscelleteknologien er et grønt alternativ til forbrændingsmotoren og dieselgeneratoren
  • Som en del af Power-to-X økosystemet, bidrager methanol brændselscelleteknologien til at løse nogle af de udfordringer i den grønne omstilling, som direkte elektrificering og batterier ikke kan løse alene
  • Blue World Technologies’ brændselsceller kører primært på methanol - et flydende brændstof, der simpelt og rentabelt kan lagres i flere år samt transporteres rundt i verden ved hjælp af den eksisterende infrastruktur
  • Blue World Technologies er grundlagt på stor erfaring fra brændselscelleindustrien og med en målsætning om at kommercialisere teknologien gennem storskala produktion
  • Virksomheden fokuserer på højtemperatur PEM-teknologi kombineret med methanol-reformering. Denne kombination sikrer et simpelt systemdesign med høj konverteringseffektivitet og betydningsfulde fordele som CO2-reduktion, brændstofbesparelser og reduktion af emissioner


Rendering af Blue Worlds 1 MW pilot-system inklusiv 5 x 200 kW brændselscellemoduler. (Illustration: Blue World Technologies)



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Vejdirektoratet skal undersøge muligehederne for at genbruge dele af 3,2 kilometer lang bro
- Rønne bliver udskibningshavn for polsk vindmølleprojekt
- Greenport Scandinavia er kommet nærmere Hirtshals Havn
- Rederi forventer mange rejsende de kommende uger
- Ø-havn får statsstøtte til udvidelse
- Aalborg-virksomhed har med succes testet maritimt brændselscellesystem
- Den maritime industri håndplukker startup-virksomheder
- Lastbilchauffører får lettere ved at parkere på østjysk færgehavn
- Det er en klog beslutning at bevare DIS-ordning
- Politisk flertal sætter udvidelsen af Aarhus Havn på pause
- - Det er en trist dag for dansk erhvervsliv
- El-færgeprojekt blev dyrere - byråd skal tage stilling til alternativ finansiering

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst