Klik venligst

Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Region Syddanmark stopper med at købe nye benzin- og dieselbiler ved udgangen af året

Tirsdag 23. april 2024 kl: 21:00
Af: Redaktionen

CO2-udledningen fra Region Syddanmarks kørsel og transport skal bringes ned. Derfor sætter regionen ekstra gang i omstillingen til el-drevne køretøjer samtidig med, at der kommer fuldt stop for indkøb af nye benzin- og dieselbiler i 2025. Regionsrådet har besluttet, at over halvdelen af regionens samlede bilflåde skal være fossilfri om seks år - i 2030

Beslutningen dækker blandt andet over, at alle regionens personbiler skal være fossilfri, at 60 procent af patientbefordringen skal være fossilfri, og at 25 procent af køretøjerne på det præhospitale område skal være fossilfri. Ved udgangen af 2024 vil Region Syddanmark have købt sin sidste personbil drevet af diesel eller benzin. Målet er, at regionen frem mod 2030 kan skære 35 procent af CO2-udledningen fra kørsel og transport sammenlignet med 2020. Indsatserne er beskrevet i en ny delstrategi for effektiv og fossilfri kørsel og transport, som regionsrådet godkendte på sit møde 22. april mandag i denne uge.


- Klimaudfordringerne skal mødes med konkrete handlinger. Vi går målrettet efter mere bæredygtige transportformer og indfører fuldt stop for indkøb af nye diesel-og benzinpersonbiler, så alle regionens personbiler fremover kører på el. Det er ambitiøst set i forhold til, at man på nationalt plan forventer, at el-biler udgør ca. 21 procent af danskernes biler i 2030, men vi mener, det er realistisk med det marked for fossilfri personbiler, der allerede er nu, siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling.


Hvad angår de større fossildrevne køretøjer på det præhospitale område - ambulancer, varebiler og køretøjer, der kører med liggende patienter - findes der endnu ikke el-drevne alternativer. Det skyldes, at der eksempelvis til ambulancer er krav om, hvor langt og hvor hurtigt ambulancerne kan køre, og hvor hurtigt de skal kunne lades op for at være klar til udrykning.


Derfor har regionen ikke lagt sig fast på konkrete målsætninger på de specifikke områder, men regionen forbereder sig ifølge Karsten Uno Petersen alligevel på den fulde omstilling.


- Det er en balance, hvor vi sætter fuld fart på ambitionerne på de områder, hvor der findes løsninger, mens vi på andre områder må afvente udvikling af bæredygtige løsninger - en udviklingsopgave, vi også vil tage del i. Vi er overbevist om, at de bæredygtige løsninger kommer, og derfor går vi i gang med at etablere en ladeinfrastruktur på regionens matrikler, der fuldt ud matcher vores ambition om omlægningen til fossilfrie køretøjer, og som udbygges i takt med, at omlægningen til fossilfri alternativer sker. Vi forventer, at vi 2027 kan opstille konkrete målsætninger på de forskellig former for tungvognskørsel, siger han.


6.300 ton mindre CO2
Kørsel med siddende patienter (flextrafik) er et andet ben i strategien. Her er målet, at over 60 procent af køretøjerne skal være fossilfri i 2030. Kravet vil løbende blive integreret i trafikselskabernes to-årige udbud af flextrafik, så det sikres, at transporten i 2030 foregår i personbiler, der er fossilfri. 


Sammen med trafikselskaberne vil regionen følge mulighederne for at omstille til fossilfri liftvogne, hvor teknologien endnu ikke er moden til at fungere i flextrafik på grund af for kort rækkevidde og for langsom opladning af køretøjerne.


Som det sidste vil Region Syddanmark sørge for mere effektiv udnyttelse af de køretøjer, regionen råder over, så det bliver muligt at klare sig med 20 procent færre person- og varebiler. På den måde vil regionen kunne skære 20 procent af den CO2-udledning, der stammer fra indkøb, der relaterer sig til regionens kørsel- og transportområde.


Delstrategiens målsætninger og indsatser vil fuldt implementeret skåne atmosfæren for ca. 6.300 ton CO2, hvilket svarer til, at regionen reducerer udledningen fra kørsel og transport med 35 procent.


Delstrategi for effektiv og fossilfri kørsel og transport blev godkendt af regionsrådet 22. april 2024. 


Carsten Sørensen fra Dansk Folkeparti stemte imod og løsgænger Sabrina Bech Bartholin stemte delvist imod forslaget.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Truckstop ved Horsens har fået synshal
- Trafikselskab udvider rejsegarantien
- Sydøstjyllands Politi har sigtet en 34-årig "vognmand" for ulovlig taxi-kørsel
- Fredag 3. maj 2024 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Magasinet Bus 4 - 2024 er udkommet
- 29-årig fik frarøvet telefon og ur under pirattaxi-tur
- Trafikdirektør skifter selskab
- Færgerederi får ny ny direktion
- Lufthavn ved Aalborg havde fremgang i april
- Danmarks største containerhavn øgede sin markedsandel
- Færgerederi sælger hurtigfærge fra 1998
- Sammensluttede fagforeninger fik godt fem millioner ind

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst