Havn på Djursland nåede rekordomsætning for femte år i træk
Tirsdag 23. april 2024 kl: 10:52
Af: RedaktionenHenrik Carstensen, havnedirektør i Grenaa Havn A/S, sammen med bestyrelseformand Bent Hansen. (Foto: Grenaa Havn)
Grenaa Havn A/S, der blandt andet har færgeforbindelse til Hamlstad, nåede sidste år op på en nettoomsætning på 79,9 millioner kroner. Det var femte år i træk, hvor Grenaa Havn satte omsætningsrekord. Siden 2021 er omsætningen i Grenaa Havn steget over 30 procent. Netto-resultatet for 2023 endte på 11,9 millioner kroner. Havnens bestyrelse betragter årets resultat som meget positivt
- Årets resultat afspejler blandt andet, at vi her i Danmarks mest centrale dybvandshavn har opbygget en god baseforretning og et solidt fundament, der er et udtryk for vores styrkepositioner, sagde Bent Hansen, der er bestyrelsesformand for Grenaa Havn A/S og tidligere regionrådsformand i Region Midt.
Henrik Carstensen, der er havnedirektør i Grenaa Havn A/S, delte tilfredsheden med de resultater, havnen har leveret i det forgangne år.
- I 2023 har vi haft høj aktivitet i alle kernesegmenterne. Og på de indre linjer er vi nået langt på områder som ESG, CSR og ISO, hvilket bidrager til, at vi også i de kommende år har en berettigelse over for vores samarbejdspartnere. Vores store fokus – både i 2023 og i tidligere år – har været på at udvikle nye relationer. Aktuelt gør vi en stor indsats inden for vindsegmentet, der er og bliver et område i kæmpe vækst, sagde han.
Bent Hansen pegede på, at kendskabet og tilliden til Grenaa Havn er stigende, og det kan havnen takke direktøren og hans organisation for.
- Er der ikke gode relationer, finder kunderne et andet sted, og det er dét, jeg er mest glad for som formand; at der er oparbejdet en tillid, der gør, at Grenaa Havn er konkurrencedygtig og synlig for nye kunder, påpegede Bent Hansen.
Øget kapacitet nødvendig for fortsat vækst
Den øgede travlhed på havnen i Grenaa betyder et øget slid på materiel og arealer, og der er i løbet af året brugt prioriterede ressourcer på, at havnen også står skarpt i fremtiden.
Men hvis Grenaa Havn fortsat skal vokse, er det ifølge bestyrelsen nødvendigt, at der investeres i fremtiden. Både i form af nyt materiel - som eksempelvis den nye hydrauliske kran, der forventes at komme til Grenaa i 2025, men også øget kapacitet i form af mere havneareal.
- Vi skal sikre, at vi forbliver i superligaen af havne, der er attraktive for de kommende offshore vindmølleprojekter i Kattegat, Skagerrak og Østersøen. Vi kigger ind i en særdeles spændende fremtid - især på vindsegmentet. Det første store projekt er planlagt til afvikling fra Grenaa Havn i 2026, og hvis vi har pladsen, er der flere spændende ting i pipelinen, sagde han og påpegede, at en understøttelse af havnens akutte arealbehov i løbet af 2024 er afgørende for, at alle disse potentialer bliver omsat til virkelighed, og der arbejdes derfor intensivt sammen med havnens ejer på at finde yderligere arealer uden for havnen.
- Det er vores håb, at vi sammen med Norddjurs Kommune kan finde en hurtig løsning, således at havnen kan få mulighed for at leje eller købe de nødvendige arealer. 2024 bliver et år, hvor vi ikke kan fortsætte udviklingen, hvis ikke vores kapacitet øges. Det må være i alles interesse, at vi i fællesskab sikrer forudsætningerne for havnens fortsatte vækst og udvikling, sagde Bent Hansen.
Bestyrelsesformanden fremhævede også, at infrastrukturen og tilgængeligheden til Grenaa fortsat har været et fokusområde i 2023.
Strategisk fokus og udsigt til 2030-strategi
Grenaa Havn har i det seneste år sat flere ord på selskabets ambitioner og indsatser inden for både miljø, samfund og ledelse, i daglig tale ESG. Her har havnen leveret en CSR-rapport, der beskriver, hvordan Grenaa Havn A/S praktiserer at drive en ansvarlig virksomhed.
- Vi ønsker helhjertet at være en trivselsfremmende arbejdsplads for vores vigtigste ressource - nemlig vores medarbejdere. I løbet af året blev vi certificeret inden for kvalitet, miljø og arbejdsmiljø. Tre ISO-standarder, som vi er fantastisk stolte af at være kommet i mål med, sagde Henrik Carstensen.
Bent Hansen tilføjede, at det øgede strategiske fokus har givet anledning til en opdatering af 2025-strategien med en ny bæredygtighedsstrategi:
- Vi var allerede langt med mange af de mål, vi havde sat os frem mod 2025, og udviklingen har styret os i en retning, hvor vi nu tager udgangspunkt i både ESG, ISO, SMART-mål, verdensmål og en række signaturprojekter. Inden længe tager vi hul på de næste vigtige skridt mod udarbejdelsen af vores 2030-strategi.
Bestyrelsen fortsætter uændret
Jess Abildskou var eneste bestyrelsesmedlem, der var på valg, og han blev genvalgt. Bestyrelsen fortsætter derfor uændret.
Bestyrelsen i Grenaa Havn A/S består af formand Bent Hansen, næstformand Laura Hay Uggla, Anette Liebe, Benny Hammer, Jens Meilvang, Lene Skovsgaard Sørensen, Daniel Isak Dallerup og Jess Abildskou.
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden
- - Jeg vil være en moderne leder
- ADR-transporter kører ofte på den anden side af reglerne
- Fransk trækker kørte fire stjerner hjem i sikkerhedstest
- Jumbotrailer med hydraulisk rampe kan bruges til maskintransport
- Fem stjerne i sikkerhedstest udløser kommentarer
- Syv lastbilproducenter har fået tjekket sikkerheden
- Elektriske lastbiler har fået en større andel
- Transportfirma i Skive har fået de første to ud af syv
- Snyd med førerkort udløste betingede fængselsstraffe og bøder
- Færgehavn i Skåne får ny direktør
- Cyklist fik alvorlige skader efter højresvingsulykke
- Puljen har indbyggede problemer - og de skal minimeres hurtigst muligt
Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |