Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Tyske motorvejskøer vokser og vokser

Mandag 12. februar 2024 kl: 11:09
Af: Niels Bak Henriksen

I 2023 sneglede bilister og chauffører sig gennem i alt 877.000 kilometer kø på de tyske motorveje. Antallet af timer i kø er vokset med over en fjerdedel, og dermed nærmer trængslen sig nu niveauet før corona-pandemien. De tyske bilisters organisation forudser det bliver værre endnu i årene fremover

Fra 2022 til 2023 er antallet af timer, hvor organisationen ADAC har registreret en kø på de tyske motorveje, vokset med 29 procent. I alt blev der registreret over en halv million køer med til sammen 427.000 kø-timer i 2023 mod 330.000 timer året før. Dermed nærmer trængslen sig niveauet fra før corona-pandemien, hvor der i 2019 blev registreret 521.000 timer med kø.  


Det er den tyske organisation ADAC, som blandt andet ved hjælp af data fra mobiltelefoner opgør mængden af køkørsel på de tyske motorveje. ADAC svarer mere eller mindre til det danske FDM – altså en forening og interesseorganisation for de tyske bilister. 


Flere vejarbejder og mindre hjemmearbejde
Den mest kø-belastede strækning er et stykke af ringvejen rundt om Berlin tæt fulgt af A3 nær Köln og et kort stykke nær den østrigske grænse på motorvejen mellem München og Wien.


Her er det grænsekontrollen, der giver problemer, men ellers er det ofte strækninger med vejarbejde, som giver kø. Og dem er der blevet flere af. Hen over året var der konstant mellem 800 og 1.500 steder med vejarbejde, og det er tæt på 50 procent flere end året før.  


Derudover er problemerne med kø generelt størst i de tætbefolkede områder, ikke mindst i Ruhrdistriktet, sóm bliver til én stor kø i morgenmyldretiden. 


- Toppen i kødannelsen i pendlertrafikken fra klokken 6 til 9 var i 2023 tydeligt mere udpræget end i 2022, siger trafikdataspecialist hos ADAC, Susanne Hessel, i den pressemeddelelse, som organisationen har sendt ud. Hun peger også på en del af årsagen - nemlig at det øgede hjemmearbejde, som holdt ved efter corona-pandemien, atter er aftagende. 


- Stadig flere arbejdstagere arbejder tydeligvis i 2023 igen mere på arbejdsstedet og mindre på hjemmekontoret, siger hun. 


Håbet effekt af Deutschlandticket udeblev
ADAC kan heller ikke se, at den billige ”Deutschlandticket” - tysklandsbillet - afhjælper trængslen på motorvejene. Fra maj 2023 har man i Tyskland kunnet købe en månedsbillet for 49 euro (375 kroner), som gælder i alle regionaltog og busser i hele landet. 


- En positiv effekt på trafikmængden og på afvikling af køerne, kan man desværre ikke spore. At Tysklandsbilletten skulle få mange pendlere til - som håbet - at skifte til offentlig transport og reducere køerne, kan vi ikke se i opgørelsen, siger ADAC’s trafikekspert Jügen Berlitz.


I alt blev der solgt 11 millioner tysklandsbilletter sidste år, men de fleste til folk, som i forvejen benyttede den offentlige trafik. ADAC peger blandt andet på de hyppige forsinkelser og aflysninger på banen som forklaring. I 2023 ankom hver tredje passager med de tyske jernbaner forsinket til destinationen.


Det bliver værre endnu
ADAC forudser at 2024 kommer til at byde på endnu en stigning i kødannelsen, og det kan blive endnu værre i årene fremover. Dels så forudser organisationen en generelt stigende trafik. Og dels så er flere tusind broer på motorvejsnettet i så dårlig stand, at der skal bygges nye.


- Mere end 4.000 broer bør i de næste år udskiftes rettidigt med nye. Hvis det ikke lykkes, så er flere og lange totalspærringer konsekvensen, siger Berlitz.


Som skræmmeeksempel fremhæver ADAC broen, som førte A45 over dalen med floden Rahmede syd for Dortmund. Det havde været kendt i flere år, at broen var i dårlig tilstand, men en hovedreparation blev afvist, fordi det var planlagt, at broen skulle skiftes ud. Men nybygningen, som skulle være gået i gang i 2017, blev flere gange udskudt, og i 2021 måtte broen spærres af sikkerhedsgrunde.


Den blev bortsprængt sidste år, og en ny kan først tages i brug i 2026 efter 5 år med konstante kødannelser og trafikkaos i området en stor del af døgnet.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Virksomhed med mange forskellige aktiviteter kører ud med tre-akslet gardintrailer
- Logistik-koncern skifter ud i ledelsen
- Specialtransportvirksomhed har fået to trækkere til tunge opgaver
- Militærbro ved Ribe er pillet ned og sendt tilbage til kasserne
- Tre-akslet påhængsvogn med bagtip er med stor kasse
- Uddannelsescenter kører med elektrisk lastbil som skolevogn
- Stjålne bil-dele fra Tyskland blev fundet i Bulgarien
- Tørhavn i Trekantområdet skal udvides igen
- Tysk logistik-koncern får ny direktør i Norden
- Politiet etablerer midlertidigt militært område på Skagen Havn
- Et år gammel transportkoncern køber op igen
- Stor øvelse lukker jernbanen over Storebæltsbroen - og motorvejen i den ene retning

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst