Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Tysk bilproducent præsenterer teknologikøreplan for batterier og opladning frem mod 2030

Onsdag 17. marts 2021 kl: 16:22
Af: Redaktionen

- Vores målsætning er at sænke batteriernes omkostninger og kompleksitet og samtidig øge deres rækkevidde og effekt. Sådan siger Thomas Schmall, der er Volkswagens øverste tekniske chef. Han peger på, at det endegyldigt vil gøre den elektriske mobilitet økonomisk overkommelig og til den primære drivlinjeteknologi

Volkswagen-koncernen præsenterede i denne uge sin teknologikøreplan for områderne batterier og opladning frem mod 2030. Målsætningen med køreplanen er at sænke batteriernes kompleksitet og omkostninger markant for at gøre el-biler attraktive og økonomisk overkommelige for så mange mennesker som muligt. Samtidig vil koncernen sikre dækningen af behovet for battericeller efter 2025. Alene i Europa skal der frem mod slutningen på dette årti opføres seks gigafabrikker med en samlet kapacitet på 240 GWh. Volkswagen har i den sammenhæng øget sin ejerandel i den svenske batteri-producent Northvolt, der vil opføre de seks moderne og højteknologiske fabrikker i Europa. Northvolt, hvis partnere og ejere ud over Volkswagen også tæller selskaber som Scania, BMW, Siemens, ABB, Vattenfall og Vestas.


Volkswagen går også målrettet efter en verdensomspændende udbygning af det offentlige netværk af lynladere. I Europa har koncernen til det formål indgået et samarbejde med energivirksomhederne BP (Storbritannien), Iberdrola (Spanien) og Enel (Italien).


- Elektrisk mobilitet er blevet vores kerneforretning. Nu integrerer vi systematisk de næste trin i værdiskabelseskæden. Vi sikrer os på langt sigt pole position, når det gælder jagten på de bedste batterier og den bedste kundeoplevelse i tidsalderen for emissionsfri mobilitet, siger Herbert Diess, der er administrerende direktør og koncernchef i Volkswagen Group. På tværs af mærkerne ligger ansvaret for denne teknologikøreplan hos Volkswagen Group Components under ledelse af Thomas Schmall, som er Volkswagen AG's øverste tekniske chef og administrerende direktør for Volkswagen Group Components.


Volkswagen øger celleproduktionen markant i Europa
For at dække det stigende behov for battericeller sætter VW-koncernen fuldt tryk på opbygningen af produktionskapacitet i Europa. Som medejer af svenske Northvolt vil den tyske koncern støtte etableringen af Northvolts nye fabrikker. Volkswagen har eksempelvis lagt en ordre på batterier hos Northvolt for 14 milliarder dollar - cirka 87 milliarder kroner - over de næste ti år. 


- Frem mod 2030 vil vi i fællesskab med forskellige partnere sætte i alt seks cellefabrikker i drift og dermed garantere forsyningssikkerheden, siger Thomas Schmall. 


De nye fabrikker skal, når de er fuldt udbyggede, producere battericeller med en samlet energiværdi på 240 GWh pr. år. Dermed vil Volkswagen bidrage aktivt til at opnå målene i EU's Green Deal. De første to fabrikker opføres i den svenske by Skellefteå og i den tyske by Salzgitter. På grund af den forøgede efterspørgsel har Volkswagen besluttet at revurdere den hidtil planlagte celleproduktion. Produktionen af Volkswagen Premium-celler samles på Northvolt svenske fabrik ”Northvolt Ett” i Skellefteå. Produktionen af disse celler skal sættes i gang i 2023 og udbygges trinvist op til en kapacitet på 40 GWh pr. år.


Fabrikken i Salzgitter, som nu drives af Volkswagen, vil fra 2025 producere standardcellerne til volumensegmentet og udvikle innovationer inden for processer, design og kemi. Også i Salzgitter vil der på længere sigt blive produceret op til 40 GWh pr. år. Med den nye tilgang opnås der bedre stordriftsfordele, og produktionskompleksiteten reduceres. Begge fabrikker skal drives med strøm fra bæredygtige energikilder. Mulige placeringer og samarbejdspartnere til de øvrige fabrikker er i øjeblikket ved at blive undersøgt.


Omkostningerne falder med ny standardcelle fra 2023
Volkswagen sigter mod at gøre store fremskridt inden for batterisystemer med alle deres komponenter inklusive cellerne. 


- Vores målsætning er at sænke batteriernes omkostninger og kompleksitet og samtidig øge deres rækkevidde og effekt, siger Thomas Schmall og fortsætter:


- Det gør endegyldigt den elektriske mobilitet økonomisk overkommelig og til den primære drivlinjeteknologi.


Ud over den planlagte egenproduktion vil der især komme omkostningsfordele fra den nye standardcelle. Den bliver lanceret i 2023 og vil i 2030 blive monteret i op til 80 procent af alle koncernens elbiler på tværs af mærkerne. Der opnås yderligere besparelser ved hjælp af en optimering af celletypen, innovative produktionsmetoder samt konsekvent genanvendelse. Dermed vil Volkswagen trinvist reducere omkostningerne til batterier i indstigningssegmentet med op til 50 procent og i volumensegmentet med op til 30 procent.


- Også når det gælder batterier, vil vi udnytte vores stordriftsfordele til gavn for kunderne. I gennemsnit vil vi dermed sænke omkostningerne til batterisystemer til markant under 100 euro pr. kWh. Det gør endegyldigt den elektriske mobilitet økonomisk overkommelig og til den primære drivlinjeteknologi, siger Thomas Schmall.


Ud over standardcellerne og opbygning af egenproduktionen omfatter den nye teknologikøreplan fra VW-koncernen også integrationen af flere trin i værdiskabelseskæden inklusive industriel genanvendelse. I samarbejde med udvalgte strategiske partnere vil Volkswagen på langt sigt sikre dækning af behovet for celler til koncernens elektriske offensiv. 


Volkswagens batterioffensiv flankeres af en stort anlagt udbygning af netværket af lynopladere. Frem mod 2025 vil koncernen i samarbejde med forskellige partnere sætte ca. 18.000 offentlige opladningspunkter med lynopladere i Europa i drift. Det svarer til en femdobling i forhold til i dag og ca. en tredjedel af det forventede samlede behov på kontinentet i 2025.


Det vil ske gennem joint venture-selskabet IONITY og en række andre strategiske partnerskaber. Sammen med BP vil Volkswagen opbygge ca. 8.000 ladepunkter med lynopladere over hele Europa. Lynopladerne med en ladeeffekt på 150 kW vil blive opstillet ved i alt 4.000 tankstationer fra BP og ARAL - en stor del af dem i Tyskland og Storbritannien. I Spanien er der i samarbejde med Iberdrola først og fremmest planer om at opbygge et netværk langs hovedfærdselsårerne. I Italien vil Volkswagen samarbejde med Enel for at udbygge netværket af lynopladere både langs motorvejene og i byerne. Frem mod 2025 vil Volkswagen afsætte ca. 400 millioner euro til det samlede program i Europa. Yderligere andele dækkes af eksterne partnere.


Volkswagen udbygger også det offentlige lynopladningsnetværk i USA og Kina. Electrify America har planer om opsætning af ca. 3.500 lynopladningspunkter i Nordamerika frem mod slutningen af året. I Kina har Volkswagen via joint venture-selskabet CAMS planer om i alt 17.000 punkter med lynopladere frem mod 2025.


Elbiler bliver en del af energiforsyningen
Volkswagen vil fremover integrere elbilen i private, erhvervsmæssige og offentlige energiforsyningssystemer. Vedvarende strøm fra solcelleanlægget kan således lagres i bilen og efter behov sendes tilbage til elnettet. Det gør ikke bare kunderne mere uafhængige af det offentlige elnet, men sparer også omkostninger og CO2. Modeller baseret på Volkswagens egen elektriske platform MEB vil understøtte denne teknologi fra 2022. Volkswagen vil derudover tilbyde en samlet pakke med alle moduler og digitale tjenester - lige fra en dobbeltrettet wallbox til energistyringen. Teknologien skal desuden snart lanceres i større målestok - eksempelvis i boligblokke, virksomheder eller i det generelle elnet.








Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Chaufførmangel blokerer for udvidelser hos halvdelen af Europas vognmænd
- Dårlige bremser førte til betinget frakendelse af førerretten
- Sværlasttraileren tog en med som let last
- Vognmand fik sin nye vogn leveret på Lundevej
- Frederikshavn Havn kommer under kommunens ledelse
- Fire-akslet trailer kan tage to containere på en gang
- Vognmand fra Stenlille har fået en stor Volvo
- Transportvirksomhed i Horsens er kørt i Skifteretten
- Konkursramt transportvirksomhed i Glostrup havde 30 medarbejdere
- Transportfirma i Tilst kørte i knap tre år
- Ny elektrisk motor er en del af større batteri-elektrisk lastbilprogram
- Politiet tilbageholdt lastbil i Kalundborg

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst