Bølgelaboratorium på Aalborg Universitet har en model af havneudvidelsen i Hanstholm
Onsdag 7. februar 2018 kl: 10:52
Af: RedaktionenHanstholm Havn har sat gang i en omfattende havneudvidelse til godt 500 millioner kroner. I disse dage testes en kopi af havnens nye mole i det nye bølgelaboratorium på Aalborg Universitet. Testen skal blandt andet sikre, at konstruktionen holder til en 100-års-storm
Havneudvidelsen i Hanstholm indebærer blandt andet to nye moler - heraf en ny ydermole mod vest på et af de mest udfordrende havnemiljøer i verden. Denne mole, der har til formål at beskytte indsejlingen, er den mest udsatte overfor de skrappe vejr- og bølgeforhold, der forekommer i Hanstholm. Derfor tester man i disse dage en fysisk 3D-model af molen i Aalborg Universitets bølgelaboratorium.
På Aalborg Universitet har forskerne konstrueret en tro kopi af molen - det vil sige, at alle materialer er de samme som i fuldskalamodellen - i størrelsesforholdet 1:45, der i løbet af testene skal udsættes for forskellige storme. Heri blandt bølger, der svarer til en 100-års-storm:
- Når man tester konstruktioner her i bølgelaboratoriet, inden man igangsætter selve byggeriet, er det for at sikre sig, at ingeniørernes beregninger holder i virkeligheden. Vores erfaringer viser, at testene i bølgelaboratoriet er det tætteste, vi kommer på virkeligheden, siger lektor på Institut for Byggeri og Anlæg på AAU, Thomas Lykke Andersen og uddyber:
- Vi ved, at den nye mole i Hanstholm Havn vil blive udsat for en række forskellige storme, og for at sikre at konstruktionen er holdbar i ekstremt vejr, så simulerer vi det, man kalder en 100-års-storm i testbassinet.
Normalt tester forskerne nye havneanlæg fra hele verden, men det er første gang i over 10 år, at forskerne har en model til en dansk havn i laboratoriet, og hos Hanstholm Havn følger man processen med stor interesse.
- Da den nuværende havn i Hanstholm blev bygget for 50 år siden, blev det anerkendt som en af de største ingeniørmæssige bedrifter inden for havnebyggeri nogensinde. Det skyldes de ekstreme blæst- og strømforhold og nogle særdeles kraftige bølger. Det skal vores nye mole jo selvfølgelig kunne modstå, og derfor er vi naturligvis meget glade for, at vi her har mulighed for at komme så tæt på virkeligheden, som det er tilfældet, siger havnedirektør i Hanstholm Havn, Niels Clemensen.
Rambøll er Hanstholms Havns rådgiver på havneudvidelsen og har derfor været med til at udforme udbudsmaterialet. Heri har Rambøll blandt andet fastlagt forskellige krav til projektet, og et af dem er beliggenheden af den vestlige ydermole:
- I et projekt som havneudvidelsen i Hanstholm bliver der foretaget en masse beregninger, der danner udgangspunktet for, hvordan molen skal konstrueres, så den lever op til de forhold, den udsættes for. Designformlerne vil dog ikke passe 100 procent, og der vil altid være en mindre variation, når man går fra teori til praksis, siger senior specialist Jørgen Nørgaard fra Rambøll og fortsætter:
- Betydningerne af de variationer bliver tydelige i bølgelaboratoriet, og dermed kan vi i samarbejde med entreprenøren Aarsleff, vurdere, om designet nu også kan holde til de designbølger, som den skal kunne holde til og foretage eventuelle korrektioner og tilpasninger, så man får det optimale design inden den bygges i virkeligheden. Testen bidrager til at sikre os mod dyre overraskelser. Det er langt billigere at lave eventuelle korrektioner nu, inden molen er bygget.
Vandstanden i testbassinet svarer til 1,7 meter over normal vandstand, og bølgerne svarer til bølger af 8,2 meters højde. Undersøgelsen forløber ved, at man tester fra flere forskellige bølgeretninger. Forskerne tager billeder af hele konstruktionen inden testen og efter testen. Efter testen sammenligner de billederne for at se, hvilke sten eller betonblokke der har flyttet sig. Herefter tilpasser man og optimerer løbende.
Fakta:
- Det har taget fem mand omkring toenhalv uge at bygge testmodellen op
- 30 bølgegeneratorer med hver deres motor sikrer, at bølgeforhold er så tro mod virkeligheden som muligt
- Den software, som styrer motorerne, er udviklet af forskerne på AAU og bliver brugt i hele verden. Den er meget brugervenlig og benytter nyeste teknik på området
- Modellen af den nye mole i Hanstholm Havn er bygget i størrelsesforholdet 1:45
Fakta om havneudvidelsen
- Hanstholm Havn vil være Europas førende havn for håndtering af konsumfisk i Europa
- Havnen har været inde i en meget positiv udvikling de seneste år med tocifrede vækstrater. Det betyder, at kapaciteten for store dele af havnen er opbrugt, og at havneudvidelsen er tiltrængt.
- Ny ydermole mod vest, der beskytter indsejlingen og give en mere rolig indsejling
- Ny mole, der giver adgang til et nyt havneareal nordøst for den eksisterende havn
- 130.000 kvadratmeter nye baglandsarealer
- 30.000 kvadratmeter arbejdshavn, der efterfølgende omdannes til baglandsareal
- Øget vanddybde på 11 meter i indsejlingen og 10 meter i havnebassinet samt mulighed for yderligere en meters dybde i havnebassinet
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden
- Havneselskab fra Fredericia kan blive medejer af havn i Thy
- Havnen i Aarhus bliver til et aktieselskab
- Tidligere havnedirektør bliver ny direktør for fragtmænd
- En del af havnen i Esbjerg bliver militært område i fire dage
- Fragtmængder og passagertal steg hos rederikoncern
- Dansk skibsfart står fortsat for en stor andel af den samlede danske eksport
- Limfjordshavn får militært område - midlertidigt
- Dansk-svensk havneselskab får støtte til CO2-infrastruktur
- Træsprit havner på Djurslands største havn
- En menneskelig fejl var årsag til sammenstød mellem hurtigfærge og havnekaj i Rønne
- Skibsfarten er et globalt erhverv, som bør klimareguleres på internationalt plan
- Klimaråd udforsker konsekvenser og valg for Danmarks næste klimamål
Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |