Onsdag 23. november 2016 kl: 13:08

Baggrunden for sagen var, at et firma som fremstillede og forhandlede eksklusiv vodka havde indgået en transportaftale med en fragtfører om transport af en tankfuld ethanol ad landevej fra Sverige til Tyskland. Ved ankomsten til modtageren i Tyskland viste det sig dog, at ethanolen indeholdt fedtpartikler fra fragtførerens foregående transport, hvorfor ethanolen ikke længere kunne anvendes til fremstilling af den eksklusive vodka.


Et forsikringsselskab dækkede umiddelbart firmaets tab ved, at ethanolen under transporten var blevet beskadiget. Forsikringsselskabet indtrådte herefter i firmaets eventuelle krav mod fragtføreren. 


Forsikringsselskabet anlagde ved Tingsrätten, som svarer til en dansk byret, retssag mod fragtføreren med en påstand om, at fragtføreren skulle betale erstatning for den beskadigede ethanol. Forsikringsselskabet var af den opfattelse, at ethanolen var blevet beskadiget under transporten, og derfor under fragtførerens ansvarsperiode, hvorfor fragtføreren måtte bære ansvaret for den indtrådte skade. 


Fragtføreren var dog ikke enig i, at skaden var sket under fragtførerens ansvarsperiode. Endvidere blev det af fragtføreren fremhævet, at køretøjets tank var blevet rengjort på sædvanlig vis og derfor i overensstemmelse med, hvad man som afsender kan forvente. Af aftalegrundlaget fremgik heller ikke, at anden særlig rengøring var aftalt mellem parterne. Derfor var fragtføreren af den opfattelse, at der ikke var sket noget aftalebrud fra fragtførerens side. Endeligt blev det af fragtføreren gjort gældende, at skaden hidrørte fra de særlige risici, som var forbundet med godsets beskaffenhed, lastning af godset og andre lignende risici. Fragtføreren påberåbte sig på den baggrund ansvarsfrihed. 


Tingsrätten afviste forsikringsselskabets påstand om erstatning, da det ifølge Tingsrätten ikke var blevet påvist, at skaden skete under ansvarsperioden.   


Sagen kom efterfølgende for Hovrätten, som svarer til en dansk landsret. I modsætning til Tingsrätten nåede Hovrätten frem til, at den indtrådte skade skete under fragtførerens ansvarsperiode. Men det forhold, at afsenderen havde forsømt at oplyse fragtføreren om ethanolens specielle karakter, blev dog betragtet som en sådan forsømmelse, som begrundede at fragtføreren blev betragtet som værende ansvarsfri. Hovrätten stadfæstede på den baggrund Tingsrättens afgørelse.  


Sagen kom herefter for Sveriges Högsta Domstol, hvor der blev taget udgangspunkt i Hovrättens antagelse om, at den indtrådte skade var sket i fragtførerens ansvarsperiode. Fragtføreren var derfor som udgangspunkt ansvarlig for beskadigelsen af ethanolen. Derfor kom sagen for Högsta Domstolen hovedsageligt til at dreje sig om, hvorvidt fragtføreren kunne påberåbe sig ansvarsfrihed i medfør af de særlige bestemmelser i CMR-loven, om fejl og forsømmelse udvist af afsenderen eller anvisninger fra denne, godsets egen beskaffenhed etc. 


Et af de helt centrale spørgsmål i retssagen var, hvorvidt den ovenfor omtalte bestemmelse i CMR-lovens § 24, stk. 3, fandt anvendelse i de situationer, hvor et køretøj konkret viser sig uegnet til at foretage transport af den type gods, som parterne indgår transportaftale om, uden dog at have nogle mekaniske/tekniske mangler. Högsta Domstolen slog fast, at bestemmelsen også fandt anvendelse i sådanne tilfælde.
 
Högsta Domstolen skulle herefter tage stilling til, hvorvidt det af fragtføreren anvendte køretøj reelt var uegnet til tranporten af ethanolen for at finde ud af, om den pågældende bestemmelse også i dette konkrete tilfælde skulle finde anvendelse. Ved vurderingen af om køretøjet var uegnet, lagde Högsta Domstolen afgørende vægt på, hvad parterne havde aftalt om transportens udførelse og fragtførerens viden om godset.


Fragtføreren havde ikke forinden tranporten af ethanolen fået besked om, at tranporten drejede sig om en ethanol, som skulle behandles på en særlig måde. Tranportøren havde således ikke fået oplyst, at der gjaldt særlige forudsætninger for transporten. Af dommen følger også, at fragtføreren heller ikke havde haft anledning til at tro, at ethanolen skulle behandles på en særlig måde. Det var først efter skadens indtræden, at fragtføreren fik kendskab til den foreliggende skadesrisiko. 


Da afsenderen således ikke havde oplyst fragtføreren om, at ethanolen skulle anvendes til fødevarer, og derfor krævede en særlig vask af køretøjets tankbeholdere, fandt domstolen ikke, at lastbilen var uegnet. CMR-lovens § 24, stk. 3, blev derfor ikke aktuel i denne sag, idet køretøjets konkrete manglende egnethed til transport af den pågældende ethanol ikke udgjorde en ”mangel” ved køretøjet i CMR-lovens forstand. Eller sagt med andre ord: årsagen til, at køretøjet konkret ikke var egnet til transport af ethanolen, kunne ikke tilskrives fragtføreren som fejl eller forsømmelse. Han havde handlet korrekt i forhold til rengøringen af køretøjet i lyset af de informationer om godset og transporten, som han havde fået af afsenderen.


Afslutningsvis skulle domstolen tage stilling til, om skadens opståen kunne tilskrives afsenderens mangelfulde anvisninger ved indgåelsen af transportaftalen og i givet fald, om fragtføreren på den baggrund var ansvarsfri efter CMR-loven. 


Skulle den indtrufne skade på ethanolen havde været undgået, skulle fragtføreren have haft kendskab til ethanolens særlige karakter og til, at ethanolen krævede særlige foranstaltninger. Dette havde fragtføreren ikke fået besked om, og da parterne derfor blot havde aftalt en almindelig transport af ethanol, havde fragtføreren berettiget rengjort køretøjets tankbeholdere efter de almindeligt gældende forskrifter. På den baggrund og som følge af sagens konkrete omstændigheder fandt Högsta Domstolen derfor, at fragtføreren var ansvarsfri i medfør af CMR-lovens § 24, stk. 2, på grund af afsenderens mangelfulde anvisninger, på trods af at det ikke kunne tilskrives afsenderen som en forsømmelse, at denne havde givet mangelfulde anvisninger til fragtføreren.


Konklusion

Dommen fra Högsta Domstolen slår fast, at indholdet af parternes aftale og fragtførerens viden om godsets art kan spille en afgørende rolle ved vurderingen af, om et køretøj skal anses for mangelfuldt i medfør af CMR-loven. Bliver køretøjet således betragtet som værende mangelfuldt i CMR-lovens forstand, vil fragtføreren vanskeligt kunne blive ansvarsfri for bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse af godset, som opstår, mens godset befinder sig i fragtførerens varetægt. 

Dommen må forventes også at ville blive lagt til grund af de danske domstole ved afgørelse af lignende sagsforhold, idet de danske domstole er forpligtet til at fortolke CMR-loven i overensstemmelse med CMR-konventionen, hvorfor retspraksis fra de øvrige lande, der har tiltrådt CMR-konventionen, også tillægges betydning herhjemme.