Onsdag 18. januar 2017 kl: 17:51

Vi var så ubeskedne at gå frem i forreste række og som første bil køre ud på ruten, der bare gik nedad bakke de første mange kilometer. Efter knap en halv snes kilometer ad hovedvejen, hvor der var en smule fastkørt sne, der nærmest var blevet til is, drejede vi af over en bro. Her fik vi for første gang brug for at fordele vægten på bagakslerne, så der kom mere tryk på de trækkende hjul. Men så gik det også fint hen over den snedækkede bro, rundt i en rundkørsel og tilbage op ad bakken.

Hvor er det fedt at have 730 veltrimmede heste at hundse med, når det går op ad bakke. Næsten oppe på bakken skulle vi til højre ad glasmestervejen, der var en snedækket vej gennem en skov. Det hele var hvidt og meget smukt. Men det var også ret let af få trækhjulene til at spinde, for motorens moment på er så stort, at selv et let tryk på speederen er for meget til at holde fast i vejgrebet. Her skal der køres med følelse - og gerne med brug af muligheden for at fordele lasten, så trækakslen får lidt mere at arbejde med, når hjulene skal gribe fast i vejen.

Og sådan var det faktisk på hele turen gennem skoven og tilbage til udgangspunktet. Bare lidt for meget tryk på speederen - og hjulene begyndte at snurre.

Godt at der er noget, der hedder trackin-control, når vejen er hvid….

Næste testbil var en tre-akslet Scania S 520 V8 forvogn med påhængsvogn opbygget med kølekasser og lastet til 50 ton. Motorens drejningsmoment var på 2.750 Nm. Samme testrute - men her var det betydeligt lettere at fornemme, hvor meget man kunne trykke på speederen, før hjulene begyndte at slippe taget i vejen. Jo, det kunne godt lade sige gøre - det handlede blot om at bevidst at trykke lidt hårdere.

Den tredje testbil ar en tre-akslet Scania R 500 med en seks-cylindret rækkemotor med et maksimalt drejningsmoment på 2.550 Nm. Selvom den havde 230 heste færre end den store, ville den også fremad. Vel - det gik lidt langsomere op ad bakken, men ellers var den lige så let at håndtere, som de to V8’ere. Faktisk var den endnu mere enkelt og ubesværet at køre med på turen gennem skoven.




En seks-cylindret rækkemotor med 500 heste passer godt til en totalvægt på 50 ton - både med hensyn til moment og effekt. Det var næsten umuligt at få hjulene til at spinde, når man trykkede på speederen - også selvom vejen dækket med fastkørt sne.

Den fjerde testbil var igen en V8’er - en tre-akslet Scania R 580 med et maksimalt drejningsmoment på 2.950 Nm. Samme tur og samme indtryk. Det er en fornøjelse af køre i den nye modeller fra Scania. Uden at gå i detaljer - for Scania har inviteret til test af nogle tilsvarende biler hjemme i Danmark i løbet af foråret - fungerer det bare, når ma sidder bag rattet. Knapper, instrumenter, rat og ratbetjening er lige ved hånden - og man sidder godt i sædet, der kan indstilles, så det må passe langt de fleste chauffører uanset størrelse.

Det var i hvert fald let at drømme sig tilbage til tiden som eksportchauffør på Europas landeveje tilbage i forrige århundrede i Scania’er, Volvo’er, MAN’er og Mercedes-Benz’er.

Nå, men nutiden kalder. Konklusionen efter onsdagens test af de fire nye Scania’er er herfra transportnyhederne.dk’s sæde klar.

Det handler om moment og fornemmelse, når man skal køre bil - og især på vinterveje. Her vil valget være testbil nummer tre - en tre-akslet Scania R 500 - når totalvægten skal op på 50 ton for et seksakslet vogntog.

Ok. Der er selvfølgelig gode argumenter for at vælge større motorer, men det må være argumenter om større totalvægt og meget kørsel i bjerge med mange og lange bakker med store stigninger og fald.

Under alle fire testkørsler prøvede vi også bremserne af. Selvom vejgrebet var betydeligt mindre end på tør asfaltvej, var det uproblematisk at bremse sikkert ned på vejen gennem skoven.

Godt at der er noget, der hedder ABS og ESP, når vejen er hvid.