Transportorganisation venter på svar i 5.000 indsigelsessager

Fredag 4. september 2026 kl: 11:31
Af: Redaktionen

I løbet af de kommende uger forventer transportorganisationen ITD at få en afklaring i de omkring 5.000 indsigelsessager, som organisationen varetager på vegne af medlemmer og kunder. ITD fastholder, at svaret bliver afgørende for den sag, som ITD har indledt mod Transportministeriet og Skatteministeriet.

ITD oplyser, at Kammeradvokaten i forbindelse med sagen mod Transportministeriet og Skatteministeriet har oplyst, at ministerierne i midten af september vil komme med en udmelding om håndteringen af de bøder, der hidtil er udstedt.


- Ministerierne har selv anerkendt, at den tidligere bødepraksis ikke var forenelig med EU-rettens proportionalitetsprincip. Derfor må konsekvensen også være klar: Bøder, der er udstedt efter den ulovlige praksis, skal annulleres, siger Stefan K. Schou, der er administrerende direktør i ITD.


Som et resultat af ITD’s retssag slog ministerierne før sommerferien fast, at den hidtidige bødepraksis var ulovlig. Det fremgik både af en skriftlig orientering til Folketingets Transportudvalg og Skatteudvalg torsdag 25. juni 2026 og efterfølgende af et skriftligt svar fra By-, Land- og Transportministeriet til Transportmagasinet. Praksissen blev derfor ændret.


I orienteringen til Folketingets Transportudvalg står der blandt andet:

"By-, Land- og Transportministeriet og Skatte- og Vækstministeriet har vurderet, at den hidtidige praksis med et fast bødeniveau i alle overtrædelsessager ikke er forenelig med det EU-retlige proportionalitetsprincip. Den administrative praksis skal derfor ændres, så det sikres, at der i hver bødesag er et proportionalt forhold mellem straffens størrelse (bøden) og karakteren af den lovovertrædelse, der er begået".


ITD: Vognmænd skal ikke betale for statens fejl
Udstedelsen af vejafgiftsbøder blev sat midlertidigt i bero 18. december 2025. I perioden frem mod den nye bødepraksis, der trådte i kraft 26. juni 2026, blev der kun udstedt bøder i særlige tilfælde - eksempelvis i sager, hvor der ikke var en aktiv vejafgiftsboks eller rutebillet tilknyttet køretøjet.


- Vi kan ikke acceptere, at staten først erkender, at bødepraksissen var ulovlig, og derefter lader vognmændene betale prisen for det. Vi står derfor parate til at føre vores stævning videre, hvis ministerierne ikke rydder op og annullerer de bøder, der er udstedt efter den ulovlige praksis, siger Stefan K. Schou.


Ministerierne oplyste før sommerferien, at de arbejdede på en løsning for de bøder, der blev udstedt fra vejafgiftens indførelse 1. januar 2025 og frem til 18. december. ITD afventer ministeriernes udmelding.


Den nævnte orientering til Folketingets Transportudvalg kan læses i sin helhed her:

Cirkulære om udstedelse af administrative bødeforelæg i medfør af § 17,
stk. 1, jf. § 16, stk. 1, i lov om vejafgift (Til Færdselsstyrelsen), der gælder fra 26. juni 2026, kan læses her:






Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.