Tysk transportkoncern kørte omsætning og resultat frem i andet kvartalOnsdag 5. august 2026 kl: 10:01 Af: RedaktionenDHL Group opnåede i andet kvartal en omsætning på 22,4 milliarder euro, hvilket var en fremgang på 13 procent i forhold til andet kvartal sidste år, hvor omsætningen var på 19,8 milliarder euro. Driftsresultatet (EBIT) steg med 30 procent til 1,9 milliarder euro mod 1,4 milliarder euro i samme kvartal sidste år På baggrund af resultatet for årets andet kvartal forventer DHL Group et driftsresultat på over 6,5 milliarder euro i 2026 mod tidligere over 6,2 milliarder euro. - Den stærke udvikling i omsætning og resultat i andet kvartal viser, at den konsekvente implementering af vores strategiske initiativer bærer frugt. Forbedringen af produktivitet og effektivitet samt styrken i vores globale netværk gør det muligt for os at udnytte vækstmulighederne og omdanne omsætningsvækst til en overproportionel resultatvækst, siger Tobias Meyer, der er administrerende direktør og koncernchef i DHL Group. Hos DHL Group peger man på, at omsætningsvæksten især skyldes stigningen i det transporterede forsendelsesvolumen hos DHL Express, kapacitetsmangel på det internationale luftfragtsmarked samt viderefakturering af stigende brændstofomkostninger. Når det gælder driftsresultatet har konsekvent indtjenings- og kapacitetsstyring samt de strukturelle omkostningsforbedringer, som DHL Group har opnået gennem programmet „Fit for Growth“, haft en positiv effekt. ![]() © Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |