|
TRANSPORTORGANISATION TIL NY TRANSPORTMINISTER:
Godstransporten skal højere op på den politiske dagsordenTorsdag 4. juni 2026 kl: 10:43 Af: RedaktionenTransportorgansaitionen ITD ønsker som andre organisationer på området den nye transportminister Signe Munk (SF) tillykke med udnævnelsen. ITD har samtidig et ønske til Signe Munk, der også er blevet minsiter for By og Land. Ønsket er, at godstransporten kommer højere op på den politiske dagsorden - ITD ser frem til et konstruktivt samarbejde med Signe Munk, der som ny minister får ansvar for både transportområdet og ressortområdet land og by, siger administrerende i ITD, direktør Stefan K. Schou. Han fremhæver godstransport som en afgørende faktor i at sikre forsyningssikkerheden og sammenhængskraften i hele landet. Samtidig roser ITD-direktøren den nye SSFMR-Regering for et regeringsgrundlag med mange gode intentioner om eksempelvis at styrke elnettet og nedbringe erhvervslivets administrative byrder. Han vurderer dog, at de konkrete løsninger for vejgodstransporten fortsat mangler at blive foldet ud. - Først og fremmest vil jeg gerne sige tillykke til hele den nye regering og tak for et regeringsgrundlag med mange potentielt positive elementer. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at vi mener, at transportområdet burde have fået en mere fremtrædende plads. For selv om transport er en grundlæggende forudsætning for vækst og velfærd, fylder den overraskende lidt i regeringens politiske kurs, siger Stefan K. Schou. I forhold til den grønne omstilling af vejgodstransporten glæder han sig over tiltag som en akutplan for elnettet, men understreger, at ambitionerne skal følges op af løsninger, der virker i praksis. - Det er positivt, at regeringen har fokus på elnettet, konkurrenceevnen og færre byrder for erhvervslivet. Det er vigtige dagsordener for danske vognmænd. Nu er opgaven at sikre reel effekt ude i virkeligheden, siger han. Godstransport får Danmark til at hænge sammen Som minister for både transport og for land og by får Signe Munk ansvar for at sikre, at mobilitet ikke kun handler om persontransport og kollektiv trafik. Godstransporten er en forudsætning for, at både byer og landdistrikter kan fungere. Derfor bør SSFMR-Regeringens serviceeftersyn af Infrastrukturplan 2035, som nævnes som et punkt i grundlaget for den nye regering, også have blik for den tunge trafik, mener Stefan K. Schou. - Hvis Danmark skal hænge sammen, skal godstransporten også hænge sammen. Fokus i forbindelse med Infrastrukturplan 2035 bør derfor være på at sikre fremkommelighed for den tunge trafik, rastepladser, godskorridorer og adgang til havne, terminaler og andre centrale transportknudepunkter, påpeger han. Nye afgifter må ikke blive svaret I regeringsgrundlaget står der blandt andet. At SSFMR-Regeringen vil bede ekspertgruppen for omlægning af bilafgifter komme med anbefalinger til, hvordan elektrificeringen af lastbiler og varebiler kan fremskyndes. Ifølge Stefan K. Schou kan det være et skridt i den rigtige retning, hvis arbejdet fører til bedre rammer for ladeinfrastruktur, depotladning og investeringer i el-lastbiler. Samtidig advarer han imod at pålægge vognmandsbranchen yderligere afgifter. - Den grønne omstilling kræver investeringer og praktiske løsninger - ikke mindst tilstrækkelig strøm og ladeinfrastruktur dér, hvor vognmændene har brug for det. Ikke bare nye regninger til et i forvejen presset erhverv. Hvis regeringen vil have flere el-lastbiler på vejene, skal den sikre de rammer, der gør det muligt at investere i dem, siger Stefan K. Schou og understreger, at den nye SSFMR-Regering også overtager ansvaret for at sikre en lovlig og proportional bødemodel for den kilometerbaserede vejafgift, som den tidligere SVM-Regering fik vedtaget og indført 1. januar 2025. ITD har tidligere klaget til EU-Kommissionen og lagt sag an mod Transportministeriet og Skatteministeriet, fordi bødemodellen efter ITD’s opfattelse ikke skelner tilstrækkeligt mellem fejl og bevidst snyd. Beredskab kræver transport Regeringsgrundlaget lægger også op til, at Danmarks nye "totalberedskab" skal udvikles i tæt samarbejde mellem myndigheder, kommuner, virksomheder og civilorganisationer. Her bør vejgodstransporten ifølge ITD's direktør tænkes tydeligt ind. - Transportbranchen er en væsentlig del af Danmarks beredskab. Det gælder i hverdagen, og det gælder i kriser. Derfor ser vi frem til dialogen med Signe Munk og resten af den nye regering om, hvordan danske vognmænd får bedre og mere konkurrencedygtige rammevilkår, siger ITD's administrerende direktør. ![]() © Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |