Sjællandsk transportvirksomhed køber bornholmsk virksomhed

Tirsdag 6. januar 2026 kl: 11:35
Af: Redaktionen

TJW Fragt A/S, der har hjemsted i Karlslunde sydvest for København, overtog torsdag 1. januar det fulde ejerskab af Ole Holm Transport ApS, der har hjemsted i Rønne på Bornholm. Opkøbet markerer et generationsskifte, hvor direktør i Ole Holm Transport ApS, Erik Jørgensen, træder tilbage efter mere end 50 år i virksomheden. TJW Fragt A/S oplyser, at Ole Holm Transport ApS fortsætter under eget navn og med uændret bornholmsk forankring, inklusiv al personale

TJW Fragt A/S og Ole Holm Transport ApS har i over 25 år kørt tæt parløb - først i Transportgruppen og de seneste 10 år i Dansk Distribution. I forbindelse med overtagelsen indtræder Johnny Weygaard, der i dag er direktør i TJW, som direktør i Ole Holm Transport ApS.


Det seneste har TJW Fragt A7S har varetaget en stigende del af Ole Holm Transport ApS’ aktiviteter uden for Bornholm - især på Sjælland i spidsbelastninger og ferieperioder. Hos TJW Fragt A/S handler overtagelsen om at bygge videre på et solidt fundament, og selskabet har ingen planer om at skifte betræk på de bornholmske lastbiler.


- Opkøbet af OHT er et naturligt skridt i vores ønske om at styrke vores position inden for dag-til-dag-godstransport i hele Danmark. Her ligger OHT suverænt for os. Det er et stærkt brand og et kvalitetsstempel i sig selv, som har leveret flotte resultater i mange år, siger Johnny Weygaard.

For den afgående direktør, Erik Jørgensen, markerer salget afslutningen på en epoke.


- Efter 50 år er det tid til at overlade driften til nye kræfter. Det har været afgørende for mig at finde en ejer, der vil bevare virksomhedens identitet, rødderne på Bornholm og de lokale arbejdspladser, siger Erik Jørgensen og understreger, at valget af TJW ikke er tilfældigt.


- Vi har haft en god dialog, og det står klart for os, at TJW er den rigtige ejer, både strategisk og værdimæssigt. Med Johnny som ny direktør er virksomheden i de bedst tænkelige hænder. Det er en glæde at kunne overdrage nøglerne til en partner, vi kender og stoler på.


Erik Jørgensen vil i en overgangsperiode fortsat have sin gang i virksomheden for at sikre en god overlevering i forhold til kunder og medarbejdere.


Ole Holm Transport blev grundlagt i 1941.


Interesserede kan læse mere om firmaets historie her:




Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.