CHAUFFØRER HOLDT UGEHVIL I DERES LASTBILER:

Contrailertransportør indrømmer lovbrud og betaler bøde på 400.000 kroner

Søndag 23. november 2025 kl: 13:08
Af: Redaktionen

Ancotrans A/S, der blev grundlagt i København i 1882 og i dag har en dansk afdeling i Aarhus og afdelinger i Tyskland, Sverige og Holland med fokus på transport af skibscontainere, har erkendt medvirken til et brud på reglerne om lastbilchaufførers ugehvil og betalt en bøde på 400.000 kroner

Sagen startede, da Tungvogncenter Syd under Sydøstjyllands Politi mandag 9. september 2024 kontrollerede en række lastbilchauffører, der havde overnattet på en lukket plads i Erritsø ved Fredericia, som Ancotrans havde asfalteret og indrettet specifikt til lastbilparkering. Politiet konstaterede, at 32 lastbilchauffører fra blandt andet Rumænien overnattede i deres lastbiler på pladsen, selvom køre- og hviltidsreglerne foreskriver, at chauffører ikke må holde deres lovpligtige ugehvil i deres lastbiler.


Medvirken til lovbrud kan udløse bøde
Ved kontrollen udskrev politiet bøder til chauffører og vognmænd for 960.000 kroner - og en bøde på 400.000 kroner til Ancotrans for at have medvirket til lovovertrædelserne ved at lægge plads til.


I første omgang afviste Ancotrans at have medvirket til lovbruddet og var derfor indkaldt til at møde i Retten i Kolding, der havde afsat seks retsmøder til sagen. Men inden første retsmøde ændrede Ancotrans holdning og betalte bøden på de 400.000 kroner.


Hos Ancotrans beklager man, at have været medvirkende til lovbruddet. Ancotrans peger på, at selskabet ikke har den direkte har indflydelse på chaufførerne og hvor, de skal holde deres hvil. Det har chaufførernes vognmænd, der kører for Ancotrans.


Ancotrans har udtalt til flere medier, at selskabet tager sin del af ansvaret for, at selskabets pladser ikke bruges i strid med lovgivningen.



Lidt om reglerne for chaufførers hvil:
  • Chauffører skal have daglig og ugentlig hvil for at sikre trafiksikkerheden og forhindre overarbejde.
  • Daglig hvile: Mindst 11 timers sammenhængende hvile inden for hver 24-timers periode. Hvilet kan reduceres til 9 timer højst tre gange mellem to ugentlige hvileperioder
  • Ugentlig hvile: Mindst 45 timers sammenhængende hvile inden for hver seks-dages periode. Ugehvilet kan reduceres til 24 timer, hvis det udsatte hvil tages i forbindelse med en anden hvileperiode
  • Hvilefaciliteter: Chauffører skal have adgang til egnede hvilefaciliteter, der opfylder visse standarder for komfort og sikkerhed. Overnatning i lastbilen eller på en lukket plads uden de rette faciliteter er ikke tilladt

Formålet med reglerne er at sikre, at chauffører ikke kører trætte, og at de har ordentlige forhold under hvileperioder. Overtrædelse af reglerne kan medføre bøder både for chaufføren og den virksomhed, de er ansat i.

(Kilde: EU-forordning 561/2006)


Interesserede kan læse mere om kontrollen mandag 9. september 2024 her:








Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.