VEJDIREKTORATET EFTER RUNDSPØRGE:
Bilister holder alt for kort afstand på motorvejenOnsdag 8. oktober 2025 kl: 11:51 Af: Redaktionen![]() Vejdirektoratets nye kampagne bruger AI-genererede billeder af dramatiske situationer for at minde trafikanterne om at holde afstand på motorvejen. (Grafik: Vejdirektoratet) Op mod halvdelen af bilisterne på motorvejene i Danmark holder alt for kort afstand til de forankørende. En rundspørge, som Vejdirektoratet har gennemført, viser, at over halvdelen af bilisterne slet ikke ved, hvad den korrekte afstand er. Derfor lancerer Vejdirektoratet en ny kampagne, der skal sætte fokus på afstanden til forankørende biler I rundspørgen, som Verian har gennemført for Vejdirektoratet, svarede 36 procent af de adspurgte bilister, at de holder mellem 20 og 40 meters afstand til den forankørende bil, når de kører 130 km/t på motorvejen. Otte procent svarede, at de holder under 20 meters afstand. Vejdirektoratet lancerer med det udgangspunkt en kampagne, der skal minde bilisterne om at holde tilstrækkelig afstand på motorvejen. En kampagne som transportminister Thomas Danielsen (V) støtter op om. - Det kan skabe farlige situationer, når der ikke er afstand nok mellem bilerne, og Vejdirektoratets undersøgelse viser, at der er alt for mange, der kører for tæt på den forankørende. Derfor er det vigtigt løbende at lave kampagner, der minder bilisterne om, hvorfor det er en god ide at holde afstand, siger Thomas Danielsen. Den anbefalede afstand til forankørende ved 130 km/t er 65 meter, og de 44 procent af bilisterne holder med udgangspunkt i rubdspørgen langt mindre afstand, end de burde. Samtidig svarede 57 procent af bilisterne, at de ikke vidste, hvad den anbefalede afstand til den forankørende bil er ved 130 km/t. Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet, mener, at de tal er alt for høje. - Der kan være mange grunde til, at man ikke lige får holdt nok afstand til bilen foran, men ingen af dem er gode. Der er tværtimod nogle rigtig gode og vigtige grunde til altid at holde tilstrækkelig afstand på motorvejen, siger Marianne Foldberg Steffensen. Først og fremmest, at god afstand har stor betydning for at undgå ulykker. Den anbefalede afstand til bilen foran er fastlagt for at give tilstrækkelig tid til at reagere, hvis der sker noget uforudset. Afstanden til bilen foran har blandt andet stor betydning i forhold til at undgå bagendekollisioner - ulykker, hvor en bil køre bag op i en forankørende bil. Ifølge Vejdirektoratets ulykkesstatistik udgjorde bagendekollisioner i perioden 2020 til 2024 i alt 43 procent af det samlede antal ulykker på motorvejene, hvilket gør det til den hyppigste ulykkestype. I 2024 mistede tre mennesker livet, 51 kom alvorligt til skade, og 22 kom lettere til skade ved bagendekollisioner på motorvejene. Desuden viste en rundspørge, som Vejdirektoratet fik lavet sidste år, at manglende afstand til bilen foran er det, der irriterer trafikanterne næstmest ved andre trafikanter på motorvejen - kun overgået af trafikanter, der ikke holder til højre. Ny kampagne sætter fokus på at holde afstand Vejdirektoratet lancerer den nye kampagne onsdag. Kampagnen består af en række billeder, der er skabt med kunstig intelligens og billedbehandling. Billederne viser nogle ekstraordinært dramatiske situationer på motorvejen og skal illustrere, hvor hurtigt det kan gå galt, hvis man ligger for tæt på bilen foran. - Vi skal have mindet folk om, hvor vigtigt det er at holde afstand på motorvejen. Uanset hvor god en bilist, man selv er, skal man stadig have afstand nok til at kunne nå at reagere, for du ved aldrig, hvad der foregår i bilen foran, siger Marianne Foldberg Steffensen. Fakta om rundspørgen om afstand til forankørende Sådan fordelte bilisternes svar sig i rundspørgen på følgende spørgsmål: Hvor lang afstand holder du cirka i meter, når du kører 130 km/t på motorvejen?
Hvad er den anbefalede mindsteafstand til bilen foran, når du kører 130 km/t på motorvejen? Angiv tal i meter
Antal respondenter: 1.219. Undersøgelsen blev gennemført 27. august - 3. september 2025. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |