Dansk tankskibsrederi udvider sin flåde med skib på 130 meterTirsdag 7. oktober 2025 kl: 13:34 Af: Redaktionen![]() Det danske rederi, Uni-Tankers, der er en del af USTC-koncernen, har udvidet sin flåde med et nyt skib »Marex Mia«, som er opkaldt efter Uni-Tankers medejer Mia Østergaard Rechnitzer. Skibet er ejet af Uni-Tanksers japanske forretningspartner, Marex Maritime, som havde valgt at navngive skibet »Marex Mia« til ære for Mia Østergaard Rechnitzer Det nye skib blev søsat i Japan, hvor Mia Østergaard Rechnitzer ved en formel ceremoni efter japansk tradition kunne navngive skibet. - Det er helt særligt at medvirke til en traditionel ceremoni i Japan, og at navngive et skib, der skal bære mit navn, er en stor ære. Jeg er meget taknemmelig for at kunne være med til at søsætte skibet, der er endnu et vigtigt skridt i Uni-Tankers strategi om at forny og modernisere flåden, siger Mia Østergaard Rechnitzer. »Marex Mia«, der er 130 meter langt og kan laste 12.500 ton, er opgraderet for forbedret energieffektivitet og vil derfor bidrage til Uni-Tankers’ fortsatte arbejde for at reducere miljøpåvirkningen fra rederiets skibe. - Med denne tilføjelse styrker vi vores engagement i at reducere vores miljøpåvirkning gennem moderniseringen af flåden med moderne, energieffektiv tonnage. Vi er stolte over at markere dette øjeblik med et skib, der er navngivet af en af vores ejere og nu sejler under hendes navn, siger Per Ekmann, der er administrerende direktør i Uni-Tankers. Navngivningsceremonien var et traditionelt ritual, der følger Japans oprindelige religion, shintoismen, og som skal rense og velsigne skibet og sikre held, sikkerhed og gode rejser. Et symbol på respekt for mennesker, natur og hav. - Jeg er meget taknemmelig for at deltage i navngivningsceremonien og at modtage den respekt, der er forbundet med traditionen, er helt særligt. Respekten er gengældt fra mig og min familie, og vi er stolte over at have et stærkt forhold til vores tætte forretningsforbindelser i Japan, siger Mia Østergaard Rechnitzer. Sidste år deltog Mia Østergaard Rechnitzers storesøster og medejer af USTC-koncernen, Nina Østergaard i en lignende ceremoni, da søsterskibet til »Marex Mia« - »Marex Nina« - blev søsat. Det er USTC-koncernens japanske tonnagepartner, Marex Maritime, der ejer skibet, og samarbejdet med Uni-Tankers begyndte for fem år siden med købet af » Jutlandia Swan«. Siden er »Marex Nina« og nu »Marex Mia« blevet leveret, og et tredje skib forventes leveret i 2027. ![]() ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |