Nyt distributionscenter i Storkøbenhavn skal styrke logistikken for byggemarkedskøde

Tirsdag 16. september 2025 kl: 10:53
Af: Redaktionen

Nyt distributionscenter i Storkøbenhavn skal styrke logistikken for byggemarkedskøde

Stark Group har nået en milepæl i byggeriet af koncernens kommende nationale distributionscenter i Storkøbenhavn. Anlægget er en central del af koncernens strategiske arbejde med at styrke logistikken og sætte nye standarder for distribution af byggematerialer i Danmark. Milepælen blev fejret med et traditionelt rejsegilde seks måneder efter første spadestik

Med 24.000 kvadratmeter vil distributionscentret sikre dag-til-dag-levering af 50.000 varenumre, primært lette byggematerialer til byggepladser og Stark-forretninger landet over. 


Når distributionscentret står færdigt, vil det sikre hurtigere leveringer og minimere spildtid for håndværkere i hele Danmark.


Placeringen i Storkøbenhavn giver Stark adgang til 35 procent af virksomhedens kunder inden for én times kørsel. Det styrker koncernens effektivitet, kundeservice og tilstedeværelse i vækstområder, særligt omkring storbyer, hvor byggeaktiviteten er størst.


- Vores distributionsservice er rygraden i at betjene vores kunder på den bedst mulige og hurtigste måde. Det nye distributionscenter vil styrke vores logistiske kapacitet og gøre det muligt at forbedre både sortiment og tilgængelighed af produkter, samt sikre en mere effektiv og fleksibel arbejdsdag for håndværkerne, siger administrerende direktør i Stark Group, Søren P. Olesen.


Byggeriet opføres med miljøvenlige materialer og designprincipper, der markant reducerer distributionscenterets CO2-aftryk. Målet er at opnå DGNB Guld-certificering, der markerer Stark Group's mål om at nedbringe udledningerne og indfri koncernens klimamål, der er godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi), herunder målsætningen om net zero i 2050.


Det nye distributionscenter forventes at stå færdigt i sommeren 2026.



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.