ARBEJDSGIVERORGANISATION:
Aftale om udenlandsk arbejdskraft er et vigtigt skridt for transportbranchenOnsdag 2. juli 2025 kl: 09:53 Af: RedaktionenArbejdsgiverorganisationen på transportområdet - ATL - forventer, at danske transportvirksomheder snart vil kunne hente chauffører fra 16 udvalgte lande uden for EU, hvis de ansættes på dansk overenskomst. Lars William Wesch, der er branchedirektør i ATL hilser muligheden velkommen Fredag i sidste uge nikkede arbejdsgivere og fagbevægelse ja til SVM-Regeringens udspil om udenlandsk arbejdskraft i danske virksomheder. SVM-Regeringen vil med udspillet give danske virksomheder lov til at hente arbejdskraft i 16 lande uden for EU. - Aftalen er rigtig godt nyt for transportbranchen, der i mange år har haft udfordringer med at finde tilstrækkeligt med chauffører, og som hidtil har været stort set afskåret fra at bruge de eksisterende ordninger på området, siger Lars William Wesch. For at virksomheder kan benytte den nye ordning, er det et krav, at medarbejderen ansættes på fuld tid på en overenskomst under Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) eller det offentlige. ATL’s medlemmer er derfor dækket af ordningen, der samtidig rummer et krav om, at medarbejderen får en årsløn på minimum 300.000 kroner. Samtidig vil ordningen kun være gyldig, når ledigheden er under 3,75 procent. Lars William Wesch tør endnu ikke spå om, hvor mange virksomheder, der vil bruge ordningen, men tror den kan blive et vigtigt supplement. - Regeringen har selv meldt meget forsigtigt ud, hvor mange udlændinge, de tror, vil komme til landet via den nye ordning, så vi må jo vente og se. Men ordningen vil give vores medlemmer nogle helt andre muligheder for at hente både faglært og ufaglært arbejdskraft i lande, der tilsammen har ca. to milliarder lønmodtagere, når ledigheden er lav i Danmark. Jeg tør ikke sætte konkrete tal på, men synes absolut ordningen rummer et stort potentiale for branchen, siger Lars William Wesch. Samtidig afviser han, at den kommende ordning bliver en sovepude for det nuværende arbejde med blandt andet at få flere danske unge til at vælge transportbranchen til. - Vi vil fortsætte som hidtil med at søge at øge antallet af lærlinge og få flere kvinder og andre til at vælge et job i transport. Men når det er sagt, må vi også se i øjnene, at vi står foran små ungdomsårgange og stigende konkurrence om de unges gunst, så lige nu er forventningen, at efterspørgslen på chauffører vil stige både i Danmark og EU, så den nye ordning kan vise sig at blive et nødvendigt supplement, siger Lars William Wesch. Ordningen ventes behandlet i Folketinget til efteråret. De 16 lande, der ventes omfattet af den nye erhvervsordning:
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |