Nye elektriske og lette varebiler er udviklet til alle typer bytrafik

Torsdag 19. juni 2025 kl: 12:18
Af: Redaktionen

Nye elektriske og lette varebiler er udviklet til alle typer bytrafik

Iveco følger op på Hedin Nordic Truck lancering af den tunge Iveco S-eWay på det nordiske marked. Det sker med introduktionen af to helt nye elektriske varebiler - eJolly og eSuperJolly - som Iveco betegner som fleksible og lette varebiler, der er udviklet til at kunne klare sig i alle typer bytrafik

Det er frugten af det strategiske samarbejde med Stellantis Pro One, som Iveco indgik i marts, der nu bliver plukket og vist frem i form af de to nye elektriske varebiler - eJolly og eSuperJolly - med en tilladt totalvægt på henholdsvis 2,8 til 3,2 ton samt 3,5 til 4,25 ton. 


De nye modeller henvender sig til virksomheder og kommuner, der har brug for alsidige, bæredygtige og brugervenlige køretøjer til bykørsel. Den officielle salgsstart i Norden vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt, men hos Hedin Nordic Truck, der også forhandler de mindste erhvervskøretøjer fra Iveco, ser man et stort potentiale i de nye køretøjer.


- Vi mærker en voksende interesse for elektrificering blandt nordiske vognmænd, men behovet for de rette produkter, god rækkevidde og stærk lokal support er afgørende. Med eJolly-familien i porteføljen står vi klar til at levere på alle tre punkter, siger Kåre Neergaard, der er Head of Product & Marketing hos Hedin Nordic Truck.


- Det her er den mest betydningsfulde produktnyhed fra Iveco i et årti. Samarbejdet med Stellantis giver os en enestående mulighed for at tilbyde et bredere produktsortiment og servicere nye kundegrupper. Med vores service- og forhandlernetværk, som er 100 procent fokuseret på erhvervskunder, kan vi levere en mere specialiseret og effektiv service end mange traditionelle forhandlere. Det åbner helt nye muligheder for vores nordiske kunder, siger Kåre Neergaard.


Iveco lægger med to nye varebiler i kombination med særlige app-løsninger - Easy eJolly App og Iveco ON - til chauffører og kørselsplanlæggere op til smidig planlægning, fuld opfølgning af batteristatus og aktiv optimering af køretøjerne.


- Tidligere kunne vi ikke tilbyde alternativer til Daily-serien. Med eJolly og eSuperJolly kan vi nu imødekomme behovene hos både mindre håndværkere og større kunder med blandede vognparker, siger Kåre Neergaard og fortsætter:


- De nye varebiler er skræddersyet til hverdagen i byen - lette at køre, hurtige at oplade og stærke nok til at bære tunge læs. De er designet til at fungere i virkeligheden, ikke kun på papiret.


Lanceringen er en milepæl i Iveco's elektrificeringsstrategi og viser, at Iveco nu kan møde fremtiden med en hel paletten af el-drevne transportløsninger fra de mindre varebiler til de tunge lastvogne.


- For vores nordiske kunder betyder det, at de kan elektrificere deres vognparker uden at gå på kompromis med rækkevidde, lastekapacitet eller driftssikkerhed, siger Kåre Neergaard.


Lidt om de to nye varebiler:
eJolly (2,8-3,2 ton totalvægt) er kompakt, lav (under 1,9 m) og rummer op til 1.175 kg last. Den fås med to batterimuligheder: 49 kWh (224 kilometer rækkevidde) og 75 kWh (op til 352 kilometer).
  • Totalvægt: 2,8-3,2 ton
  • Højde under 1,9 m - ideel til p-kældre
  • Lastekapacitet: op til 1.175 kg
  • Batteri: 49 eller 75 kWh (224-352 kilometer rækkevidde)

eSuperJolly (3,5-4,25 ton totalvægt) er med en 200 kW motor, har op til 1,4 ton lasteevne, et 110 kWh batteri og 420 kilometer i rækkevidde
  • Totalvægt: 3,5-4,25 ton
  • Lastekapacitet: op til 1,4 ton
  • Batteri: 110 kWh - op til 420 kilometer rækkevidde
  • Motor: 200 kW/410 Nm

Lidt om Stellantis:
  • Stellantis er en multinationel bilkoncern, der blev grundlagt 16. januar 2021 ved en fusion mellem franske Groupe PSA og italienske Fiat Chrysler Automobiles
  • Stellantiskoncernen driver og markedsfører fjorten bilmærker, heraf fem fra PSA Group (Citroën, DS Automobiles, Opel, Peugeot og Vauxhall) og ni fra FCA (Abarth, Alfa Romeo, Chrysler, Dodge, Fiat, Jeep, Lancia og Maserati)
  • Den italienske Agnelli-familie har via sin private virksomhed Giovanni Agnelli B.V. investeret i både Stellantiskoncernen og Iveco



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.