Trafikselskab og kommune har plantet træer langs busruteOnsdag 30. april 2025 kl: 12:36 Af: Jesper Christensen![]() Borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S), holdt tale ved skovrejsningen. (Foto: Adam Grønne) Et nyt samarbejde mellem trafikselskabet Movia og Klimaskovfonden skal give passagerer og borgere i Guldborgsund Kommune mulighed for at gøre en aktiv indsats for at få mere grønt at kigge på under busturen og i deres nærmiljø. De første træer til en ny skov i Horbelev blev plantet i begyndelsen af april Movia og Klimaskovfonden har med kampagnen "Plant skov langs busruten" inviteret buspassagerer og borgere i Guldborgsund Kommune til at donere et træ og på den måde bidrage til at rejse ny skov i deres lokalområde. Kampagnen er synlig i bybilledet og i de lokale busser. - Hos Movia arbejder vi på at bidrage til mindre CO2-udledning, og vi ser samarbejdet med Klimaskovfonden og Guldborgsund Kommune som en naturlig forlængelse af disse ambitioner. Vi er glade for at kunne invitere vores passagerer i kommunen, til at gøre en direkte forskel for klimaet, samtidig med at vi skaber en smukkere og grønnere udsigt fra passagersædet, siger Movias direktør for kunder og kommunikation, Stine Sander. Borgmester plantede træer med lokale børn I Horbelev i Guldborgsund blev de første træer til den nye skov plantet i begyndelsen af april. Planen er, at der i alt skal plantes 3,2 hektar skov med hjælp fra borgerne i kommunen. - Jeg er rigtig stolt over, at Guldborgsund er det første sted, hvor det her samarbejde mellem Movia og Klimaskovfonden bliver sat i søen. Det, at vi som borgere kan være med til at give et lille bitte bidrag til, at der bliver lidt grønnere der, hvor vi alle sammen bevæger os, og hvor den offentlige transport kører, giver rigtig god mening, siger borgmester Simon Hansen (S), som sammen med Movia og Klimaskovfonden var tilstede ved skovrejsningen, hvor han tog del i gravearbejdet i Horbelev sammen med børn fra den nærliggende børnehave, Æblehuset. For 25 kroner kan borgere og passagerer bidrage med et træ og dermed være med til at rejse den nye skov, der ikke kun skal optage CO2, men også skabe et nyt rekreativt område. Passagererne vil kunne følge træernes vækst fra busvinduet og se deres bidrag gøre en reel forskel i lokalområdet. Kampagnen er synlig i busserne, ved stoppestederne og på reklamesøjler i Guldborgsund Kommune, hvor plakater med en QR-kode gør det nemt at købe et træ. - Vi er glade for, at Movia på denne måde er klar til at bidrage til indsatsen for at få plantet mere skov i Horbelev. Vi glæder os meget til, at borgerne i Guldborgsund Kommune bidrager aktivt til skovrejsningen, så de får smukkere omgivelser, der tilmed bidrager til klimaindsatsen, Poul Erik Lauridsen, der er direktør i Klimaskovfonden. Interesserede kan læse mere om skovrejsningen og samarbejdet her: Fakta om skovrejsningen på Falster:
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |