DIREKTØR FOR VOGNMANDSORGANISATION:
Drop vejafgiften og sæt benzin- og dieselafgiften opMandag 7. april 2025 kl: 10:06 Af: RedaktionenPå en af de debatter, der fandt sted under transportmessen i Herning i sidste uge, gentog administrerende direktør for vognmandsorganisationen DTL, at det ville have været bedre at sætte benzin- og dieselafgiften op i stedet for at indføre den kilometerbaserede og CO2-afhængige vejafgift ved årsskiftet - Vejafgiften er en dyr måde at opkræve skat på, Erik Østergaard under åbningsdebatten på Transport 2025 i torsdags. Erik Østergaard pegede på, at vejafgiften ligger på 3,7 milliarder kroner, som bliver opkrævet hos vognmændene, som så skal sende regningen videre til kunderne. Når regnestykket er gået op med indtægter fratrukket udgifter, bliver der 1,5 milliarder kroner tilbage, som kan lægges direkte i Statens kasse. - Det er en bindegal og sindssygt dyr måde at opkræve skat på, lød det fra DTL - et budskab, som vognmandsorganisationen er kommet med mage gange tidligere. Erik Østergaard pegede også på, at vejafgiften efter hans og DTL's opfattelse ikke fremmer en mere klimavenlig transport i modsætning til det, der fra politisk side har været fremført. - Der er ingen grøn omstilling indbygget i vejafgiften. Vi har ca. to procent af den tunge transport, der kører på el, men vejafgiften skubber ikke den udvikling på vej, sagde han og pegede på et af de indbyggede problemer - bureaukrati. - Transporterhvervet er et af de mest gennemregulerede erhverv, vi har i Danmark - for eksempel arbejdstid, køre-hviletid, vægt- og dimensioner og hele det grønne område. Det er altsammen reguleret hver gang, vognmandens lastbil kører ud af garagen, hvor man så er omfattet af både EU-regler og danske regler. Det lægger en dyne af bureaukrati ud over erhvervet, som det kræver ressourcer at kunne leve op til, sagde han. - Bureaukrati presser konkurrencedygtigheden, og branchen skal blive mere produktiv. Lad os nu få nogle regler, der er tidssvarende - for eksempel i forhold til vægt og akseltryk. Det ville gøre vognmandens hverdag enklere, og så vi kan transportere gods mere effektivt, tilføjede Erik Østergaard. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |