VEJAFGIFT:

Kontrolpunkt i Nordjylland registrerer lastbiler, der er andre steder

Mandag 17. marts 2025 kl: 12:39
Af: Redaktionen

Transportorganisationen ITD registrerer i øjeblikket et stort antal vejafgiftsbøder, hvor et kontrolpunkt i Nordjylland udsteder bøder til køretøjer, der på det påståede tidspunkt har befundet sig et andet sted. Bøderne, der er udskrevet på baggrund af den fejlagtige registrering, får ITD's formand, John Agervig Skovrup til at sætte spørgsmålstegn ved, om vognmændene kan stole på kontrolsystemet

Siden den nye kilometerbaserede og CO2-afhængige vejafgift trådte blev indført ved årsskiftet, har vognmænd modtaget uretmæssige bødeforlæg. Derfor har transportorganisationen ITD, siden slutningen af januar, opfordret alle sine medlemmer og Vialtis-kunder til at indsende deres vejafgiftsbøder til juridisk vurdering. Onsdag i sidste uge havde ITD modtaget over 900 bøder, hvor der bliver gjort indsigelser imod


I den sammenhæng har ITD opdaget en ny bødetype, som alle medlemmer og VIALTIS-kunder nu opfordres til at være opmærksomme på. Ved et specifikt kontrolpunkt i Nordjylland udstedes der vejafgiftsbøder til lastbiler, der beviseligt har holdt stille eller opholdt sig i et andet land på tidspunktet for den påståede overtrædelse. 


- Efter Sund & Bælts oplysninger er der tale om 647 vejafgiftsbøder udstedt i tidsrummet 4. februar til 11. marts 2025. Alligevel har de først nu meldt ud, at de bøder, hvor tidsstemplet er forkert, vil blive annulleret. Jeg er dybt forarget over, at fejl af denne karakter opstår - og fortsætter i så lang tid, uden at blive rettet, siger John Agervig Skovrup.


ITD frygter, at flere kontrolpunkter udsteder fejlagtige bøder
Ifølge ITD peger den nye fejltype på, at der kan være fejl ved andre kontrolpunkter rundt om i landet. Det får John Agervig Skovrup til at efterspørge mere åbenhed, så ansvaret for at identificere fejlbehæftede kontrolpunkter ikke alene ligger hos vognmændene.


- Det kan da ikke passe, at vi vognmænd gøres ansvarlige for at opdage et defekt kontrolpunkt, og dernæst skal bruge vores ressourcer på at få annulleret bøder, der er givet på et fuldstændig uforklarligt grundlag. Det ville være på sin plads, hvis Sund & Bælt påtog sig sit ansvar og reagerede hurtigere, når der er fejl i deres system. Systemfejl skal ikke være vognmændenes problem, siger han.


John Agervig Skovrup opfordrer i denne sammenhæng alle medlemmer og Vialtis-kunder til at være opmærksomme på, om udstedte bøder stemmer overens med køretøjets kørsel. 




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.