Sensorer skal mærke og registrere forandringer på og under jernbanestrækninger

Fredag 7. marts 2025 kl: 12:02
Af: Redaktionen

Klimaforandringerne er tiltagende, og skybrud rammer Danmark hyppigere og hyppigere, hvilket også kan påvirke jernbanen - eksempelvis med underminering eller brud på dæmninger. Med en ny teknologi med sensorer kan Banedanmark fremover en digitalt følere, hvordan banestrækningernes øjeblikketlige tilstand er

Det er cirka 1.200 sensorer, der fremover skal fungere, som banens sladrehanke. Sensorerne sender realtidsdata, hvilket styrker Banedanmarks mulighed for at navigere og handle, når banen bliver ramt af store mængder regn.


- Det er vigtigt, at vi klimasikrer jernbanen, og med den nye teknologi har vi bedre mulighed for at overvåge jernbanen digitalt og tilpasse driften, når uvejr rammer jernbanen. Tidligere var lokomotivførerne vores eneste øjne og ører ude på skinnerne, men med sensorerne kan vi informere lokomotivførerne om forholdende, når de kører ind på områder, hvor det regner kraftigt, siger Lene Bøgebjerg Bøgvad, der er klimatilpasningsleder i Banedanmark.


Fokus på sikkerhed
Sensorernes placering er nøje udvalgt på baggrund af dataanalyser, der peger på de steder, hvor der er størst risiko for, at store mængder regn kan udfordre driften af jernbanen.


De steder, som kan være kritiske, er blandt andet der, hvor vand krydser jernbanen, eller hvor der er en form for badekarseffekt, fordi vand kan hobe sig op i sporet.


- Via sensorerne modtager vi lokale informationer, når vandstanden i de ledninger, der har til formål at føre vandet væk, overstiger det tilladte niveau. Sensorerne gør det dermed muligt for os at håndtere sikkerheden lokalt på et mere oplyst grundlag, fordi vi kan informere trafikken om de observerede forhold, og de vil så kunne tage en rettidig beslutning om den fortsatte togtrafik i det pågældende område, siger Lene Bøgebjerg Bøgvad.


Banedanmark monterer og installerer de 1.200 sensorer i løbet af foråret og fremefter.
  • Antal sensorer på Fyn: ca. 150
  • Antal sensorer på den jyske hovedstrækning: ca. 650
  • Antal sensorer på Sjælland: ca. 400

Indtil sensorerne er fuldt installeret på jernbanen, retter Banedanmark sig efter vejrmeldinger fra DMI som hidtil.



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.