LASTBILKONTROL I NORDHAVNEN I KØBENHAVN:

Lastbilchauffører måtte skifte dæk

Fredag 7. marts 2025 kl: 10:33
Af: Redaktionen

Onsdag var Tungvognscenter Øst, der har hjemsted hos Midt- og Vestsjællands Politi, på lastbilkontrol på Oceankaj i København. I alt kontrollerede betjentene fra Tungvognscenteret 37 lastbiler og optog rapport på otte af dem

Politiet oplyser, at der var tale om sager vedrørende Godskørselsloven, brud på reglerne om køre- og hviletid, forkert brug af takograf samt forskellige fejl og mangler. 


Ifølge politiet havde nogle af de kontrollerede lastbiler og vogntog problemer med dårlige dæk - i flere tilfælde så grelle, at de var sikkerhedskritiske. På et tidspunkt stod der fem lastbiler på politiets kontrolplads, som alle skulle have skiftet dæk, før de måtte køre videre. 


På dagens sidste køretøj - et sættevognstog - var der ikke mindre end fem dæk, der skulle skiftes på stedet. Desuden fjernede politiet nummerpladen på sættevognen, da en test havde vist, at bremserne ikke levede op til kravene. 



Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.