Ny EU-plan skal styrke kon­kur­ren­ce­ev­ne og skubbe den grønne omstilling frem

Torsdag 27. februar 2025 kl: 13:04
Af: Redaktionen

EU-Kommissionen har lanceret en plan - Clean Industrial Deal - der skal styrke Europas kon­kur­ren­ce­ev­ne og den grønne omstilling. Hos rederi-organisationen Danske Rederier glæder man sig over, at planen har fokus på mere og billigere vedvarende energi. Samtidig peger Danske Rederier på, at der efter organisationens mening er brug for en meget stærkere indsats fra EU i forhold til at opskalere produktionen af grønne brændstoffer til eksempelvis skibsfarten

EU-Kommissionen lancerede i denne uge den ventede Clean Industrial Deal, sætter en ramme for godt 40 nye tiltag, som blandt andet skal styrke Europas kon­kur­ren­ce­ev­ne og accelerere den grønne omstilling.


- EU-Kommissionen har fokus på de helt rigtige ting - Kon­kur­ren­ce­ev­ne og grøn omstilling. Det er områder, hvor der er et stort uforløst europæisk potentiale, men hvor vi også risikerer at blive efterladt på perronen af USA og Kina, hvis vi ikke handler nu, siger administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.


Hun peger på at planen har gode tiltag som et stærkt fokus på massiv udrulning af vedvarende energi og lavere energipriser. 


- Og det er rigtig godt, at der er fokus på produktion af grøn teknologi og grønne brændstoffer i EU. Jeg har dog brug for at se de helt konkrete planer for en massiv opskalering af produktionen af grønne brændstoffer. Uden grønne brændstoffer til at putte i tanken på vores skibe, kommer vi aldrig i mål med målsætningen om klimaneutral skibsfart, siger hun videre.


Anne H. Steffensen fremhæver andre tiltag, der har særlig betydning for skibsfarten - eksempelvis bedre muligheder for EU-finansiering inklusiv national statsstøtte af investeringer i grønne brændstoffer, nye kontraktformer mellem aftager og producent, internationale handels- og in­ve­ste­rings­part­ner­ska­ber som for eksempel kan sikre grønne korridorer globalt samt give en større efterspørgsel af brint til blandt andet produktion af lavemissions brændstoffer til skibsfarten.


- Dansk og europæisk skibsfart er en vigtig styrkeposition i en usikker og omskiftelig verden. Og der er brug for, at danske og europæiske rederier går forrest i den grønne omstilling på verdenshavene. En stærk og grøn europæisk shippingsektor, der også i årene fremover vil være kon­kur­ren­ce­dyg­tig på ver­dens­mar­ke­det, vil gøre Europa sikrere, grønnere og rigere, siger Anne H. Steffensen og fortsætter:


- Men lige nu står vi i et vadested. Vi har ganske enkelt ikke nok grønne brændstoffer til vores skibe. EU skal være med til at rykke på denne dagsorden, når en Clean Industrial Deal skal gøres til virkelighed.


Interesserede kan læse mere om Europa-Kommissionens Clean Industrial Deal her (engelsk):








Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.