AUTOMATISKE BØDER FOR MANGLEDE BETALING AF VEJAFGIFT:
Vognmandsorganisation roser transportministeren for sin imødekommenhedFredag 21. februar 2025 kl: 10:07 Af: Redaktionen- Jeg vil gerne rose transportministeren for sin forståelse og imødekommelse af branchens indvendinger, selvom det jo havde været nok så fornuftigt, hvis man havde sørget for en bedre forberedelse af vejafgiftsystemet og procedurerne. Sådan siger administrerende direktør i vognmandsorganisationen DTL efter, at transportminister Thomas Danielsen (V) onsdag kom vognmændene i møde, hvad angår bøder for manglende betaling af vejafgift, der er udskrevet automatisk, men baseret på fejl - Indtil nu har vognmændene ageret prøvekaniner for et system, der - som så mange andre komplicerede systemer - har visse børnesygdomme, men som kunne være afværget ved en reel testperiode før ikrafttrædelsen, siger Erik Østergaard videre. DTL's direktør fremhæver problemet ved, at vognmændene først har fået bøderne to til tre uger efter overtrædelsen. Derefter har de skullet bruge ressourcer på at undersøge årsagen og efterfølgende gøre indsigelse. DTL oplyser, videre, at transportminister Tomas Danielsen torsdag bekræftede og uddybede løftet over for DTL. Det betyder blandt andet, at en stribe bøder som følge af tastefejl i registreringsnumre vil blive eftergivet, og at Sund & Bælt ikke fremover vil oversende denne type bøder til Færdselsstyrelsen. Det samme gælder for tekniske udfald på vejbokse, hvor EETS-leverandøren i stedet vil blive holdt ansvarlig efter de kontraktmæssige betingelser. Selv om myndighederne juridisk set har ret til at udsende de nævnte typer bøder, vælger man altså pr. kulance ikke at gøre det, hvilket glæder Erik Østergaard. - Det giver et pusterum for vognmændene, der har i flere uger har stået model til bødestraf for menneskelige og tekniske fejl, der kunne være elimineret før opstarten. Men vi har fortsat et stort ønske om, at de indsigelser, der måtte være rejst i de verserende bødesager, behandles hurtigst muligt, så de kan blive eftergivet. Samtidig bør Sund & Bælt omgående få standset strømmen af denne type bøder, der måtte være på vej ud til vognmændene. DTL søger i øjeblikket at indhente informationer fra Færdselsstyrelsen om deres proces med svar på indsigelser og tilbagebetaling af bøder. Desuden er DTL løbende i dialog med Sund & Bælt, hvor fejl og procedurer drøftes. Transportministerens løfte blev afgivet onsdag 19. februar i Folketingssalen under 1. behandlingen af SVM-Regeringens lovforslag - L131 - om bødesatser og mulighed for standsning af lastbiler med forfaldne bøder ved Storebælt. Interesserede kan høre, hvad Thomas Danielsen sagde under førstebehandlingen af Lovforslag 131 her: Behandling af lovforslaget begynder ved klokkeslet 19.08.10 (Optagelsen begynder ved 6.08.46 og slutter ved 6.38.14) ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |