Tog kørte 22.143 containere til og fra terminal i GöteborgTirsdag 18. februar 2025 kl: 14:00 Af: RedaktionenHos APM Terminals Gothenburg i Sveriges største havn, Göteborg, har man fået en god start på året målt på antal håndterede containere, der blev transporteret til og fra havnen med tog Samlet håndterede APM Terminals Gothenburg i januar 22.143 containere, der blev transporteret med tog til og fra terminalen. I forhold til samme måned sidste år var der tale om en stigning på 30 procent. - Stigningen drives frem af en fortsat stærk udvikling hos vores eksisterende partnerterminaler samt af tilkommende trafik fra nye destinationer som Malungsfors og Haparanda, siger Mathias Weismann Poulsen, der er CCO hos APM Terminals Gothenburg. Han peger på, at jernbanen i Sverige fortsætter med at være en central transportløsning for det svenske erhvervsliv, selvom der er udfordringer med jernbaneninfrastrukturen og forhøjede banebidrag. - Jernbanen er både effektiv og bæredygtig, hvilket gør den til en fordelagtig transportmåde til Nordens største containerterminal. Det er glædeligt at efterspørgslen fortsætter med at stige, siger Mathias Weismann Poulsen. I januar 2025 steg importvolumenerne med knap 52 procent på jernbanen sammenlignet med samme måned året før. Ifølge APM Terminals markedsanalytiker Per Wahlström skyldes den kraftige vækst først og fremmest en stærk stigning i importen på flere varetyper plus, at at mange virksomheder har fremskyndet deres indkøb for at sikre leverancer i en usikker værdikæde. - Vi skal også huske, at importvolumenerne i 2024 var betydeligt lavere end normalt på grund af konjunkturerne, påpeger han. Den kraftige stigning i importvolumenerne har bidraget til at genoprette balancen mellem import og eksport på APM Terminals Gothenburg. - Jernbanens kapacitet sammen med de balancerede strømme og det brede udvalg af skibsruter skaber store konkurrencefordele for det svenske erhvervsliv. Vi glæder os til at møde den positive udvikling og fortsætte med at være det bæredygtige led mellem Sverige og det globale marked, siger Mathias Weismann Poulsen.
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |