Mandag var logistikkens dag i OdenseTirsdag 4. februar 2025 kl: 15:03 Af: Redaktionen![]() For tredje år i træk løb Logistikkens Dag af stablen mandag. I år var det i Odense og interessen var større end nogensinde før. Det skaber optimisme for uddannelser og virksomheder inden for logistik og transport i forhold til at få flere til at vælge branchen som levevej, lyder det fra Transportens Udviklingsfond, der står bag Job i Transport, som var med på dagen 14 af de største transport- og logistikvirksomheder på Fyn og Syddansk Erhvervsskole slog mandag dørene op til Logistikkens Dag i Odense. Ambitionen var at vise bredden af karrieremuligheder inden for logistik og transport, som har stort behov for nye medarbejder. De mange nysgerrige deltagere prøvede kræfter med en virtuel lastbil-simulator, elløfter, kraner og kodning og alt derimellem. Arrangørerne oplyser, at interessen for Logistikkens Dag er vokset markant, siden den blev afholdt første gang i 2023. I 2023 gæstede fire virksomheder og omkring 75 deltagere arrangementet, mens arrangementet mandag havde besøg af 14 virksomheder og over 300 unge mennesker. - Formålet med Logistikkens Dag har fra starten været at skabe en fed dag for de unge mennesker, hvor de får en på opleveren og får øjnene op for, hvor mange muligheder og sjove arbejdsopgaver der er i vores branche. Og det må man bare sige, at de har taget fantastisk imod, siger Jens Hansen, der er HR-chef i transportvirksomheden Alex Andersen Ølund A/S og formand for det lokale uddannelsesudvalg. Langt de fleste deltagere var elever fra skoler på Fyn, men der kom også elever fra Ørstedskolen på Langeland. Oplevelser giver mere end ord Kampagnen Job i Transport deltog også på Logistikkens Dag med deres lastbil-simulator, der gennem tiden har gæstet over 1.000 skoler og uddannelsesinstitutioner og givet mulighed for at sidde bag rattet på en lastbil. - Dagen igennem havde vi rigtig mange elever forbi lastbilen, som var nysgerrige efter at høre mere om uddannelses- og arbejdsforholdene i branchen og selv prøve at sidde bag rattet i en lastbil, siger Heiko Bjørn, der er udviklings- og driftschef i Job i Transport, som 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL (Dansk Industri) og DTL-A (Dansk Erhverv) står bag. Heiko Bjørn fremhæver, at de mange deltagere og store smil på Logistikkens Dag viser, at man har fat i den lange ende på Fyn, og Heiko Bjørn sender også store roser til arrangørerne. - Os, der kender branchen, kan tale og skrive nok så meget om, hvorfor unge bør vælge karrierevej inden for transporten. Men hvis det virkelig skal batte noget, er vi nødt til at give de unge mulighed for selv at se, høre og mærke, hvad et job i branchen er for noget. Og på det felt er Logistikkens Dag noget ganske særligt, siger han. Om logistikkens dag:
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |