Containerterminal får landstrøm med 50 procents støtte fra EU

Torsdag 23. januar 2025 kl: 10:27
Af: Redaktionen

Containerterminal får landstrøm med 50 procents støtte fra EU

I løbet af 2026 vil containerskibe, der anløber Aarhus Havn, kunne få strøm fra landstrøm i stedet for fra skibenes egne generatoreranlæg, der som regel er dieseldrevne. Halvdelen af anlægudgifterne på omkring 10,6 millioner euro skal Aarhus Havn betale, mens den anden halvdel kommer som støtte fra EU, som i samme anledning også støtter havnene i Goteborg, Stockholm og Bremerhaven

Landstrømsanlægget på containerterminalen i Aarhus, der bliver det første af sin slags i Danmark, skal leveres af danske PowerCon.


- Vi er glade for, at vi endnu en gang kan samarbejde med PowerCon om at opføre et landstrømsanlæg. Det vil reducere både støj og den lokale partikelforurening, der opstår, når skibene bruger dieselgeneratorer. Og det er til gavn for både beboerne i det omkringliggende område og medarbejderne på havnen, siger Anne Zachariassen, der er COO hos Aarhus Havn og har fokus på bæredygtig drift.


Hos Aarhus Havn fremhæver man, at 2024 markerede første hele år med landstrømsanlægget på havnens krydstogtsterminal, hvor 68 procent af de krydstogtskibe, der har anløbet kajen, fik strøm fra land, mens de lå ved kaj.


Det kommende anlæg til containerskibe bliver dog en smule anderledes.


Et avanceret projekt
PowerCon leverer transformerstationen og styring af strømmen til det nye anlæg, mens ShibataFenderTeam og Igus leverer et fleksibelt kabelsystem, der kan flyttes rundt på kajen efter skibenes behov. På den måde vil anlægget kunne benyttes af op til fire containerskibe på samme tid, når det er fuldt udbygget.


- Landstrømsanlægget til containerterminalen er et af de mest avancerede projekter i Europa. Vi er stolte over, at PowerCons teknologi og ekspertise bidrager til en vision, der sætter nye standarder for grøn havnedrift, siger Jacob Bjarkam, der er Head of Sales hos PowerCon.


Havnene i Aarhus, Göteborg, Bremerhaven og Stockholm vil alle tilbyde landstrøm til containerskibe inden 2030 som en del af projektet "OPS Network". Projektet bliver støttet af EU-fonden "Connecting Europa Facilities" med 18,8 millioner euro.


- Vi er meget glade for, at EU-Kommissionen og CEF-udvalget anerkender vores høje ambitioner for den grønne omstilling. Som nogle af Nordeuropas vigtigste havne er det fantastisk, at vi kan samarbejde om at reducere skibsfartens klimaaftryk, som er en global udfordring, vi står sammen om. Landstrøm til containerskibe er en afgørende del for alle de involverede havne, siger Anne Zachariassen.


Landstrømsanlægget til containerskibe forventes at være færdigt i 2026.


Lidt fakta:
  • Anlægget i Aarhus vil samlet kunne levere 16 MW
  • Aarhus Havn har modtaget 5,29 millioner euro fra EU til projektet. Det dækker 50 procent af udgifterne




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.