Politisk parti vil skærpe kravene til taxichauffører

Mandag 20. januar 2025 kl: 10:07
Af: Redaktionen

Det Konservative Folkeparti foreslår, at der indføres en taxaattest, som skal sikre, at personer, der er dømt for seksualforbrydelser, ikke kan blive godkendt som chauffør under taxiloven. Taxaattesten skal være ren for at erhverve og beholde sit chaufførkort i henhold til taxiloven, lyder det fra partiet

Konkret foreslår de Konservative, at alle domme i straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser, skal indgå i attesten - eksempelvis domme for voldtægt, overgreb mod mindreårige og blufærdighedskrænkelser - og attesten skal som udgangspunkt gå 10 år tilbage.


Ifølge Det Konservative Folkepartis forslag, skal en ren taxaattest være en betingelse for at få et chaufførkort, der giver adgang til erhvervsmæssig persontransport, udstedt af Færdselsstyrelsen. 
Hvis en chauffør får en dom, skal han automatisk have frataget sit chaufførkort, hvilket ikke nødvendigvis sker i dag. Forslaget har ifølge partiet til formål at styrke passagertrygheden.


Trine Wollenberg, der er vicedirektør i Dansk PersonTransport, tager positivt mod forslaget.


- Vi synes, det er et godt forslag, fordi det skærper de nuværende regler, hvilket også er noget, vi tidligere har efterlyst hos politikerne, siger hun og fortsætter:


- Hos Dansk PersonTransport lægger vi stor vægt på, at kunderne føler sig trygge, når de tager en taxi. Det kommer blandt andet til udtryk i kodekset “tryg.taxi”, som blev lanceret i november 2024, og som flere taxiselskaber har tilsluttet sig. Et af de krav, som taxiselskaber under kodekset skal leve op til, er en ren straffeattest. Det harmonerer på mange måder med Det Konservative Folkepartis forslag om etablering af en “taxaattest”.


Det Konservative Folkeparti planlægger at tage forslaget med til bordet, når taxiloven skal evalueres i det kommende år. Dansk PersonTransport fremhæver, at transportminister Thomas Danielsen (V) også har givet udtryk for, at han ønsker at finde løsninger, der sikrer, at taxikunderne føler sig trygge, når de sætter sig ind i en taxi.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.