Havneselskab fra Fredericia kan blive medejer af havn i ThyFredag 20. december 2024 kl: 18:33 Af: RedaktionenI januar næste år skal byrådene i Thisted og Fredericia kommuner ifølge TV2 Nord tage stilling til, om Thisted Kommune skal afhænde godt halvdelen af ejerskabet af Hanstholm Havn til havneselskabet ADP A/S, som har Fredericia Kommune som hovedaktionær Spørgsmålet er en udløber af de økonomiske vanskeligheder, Hanstholm Havn kom ud i for et par år siden på grund af investeringer i udvidelse af havnen for omkring 600 millioner kroner. Den gang i 2022 var Hanstholm Havn en kommunal selvstyrehavn - siden har havnen været en kommunal havn og en direkte del af kommunens økonomi. I øjeblikket har Thisted Kommune ifølge TV2 Nord afdragsfrihed på havnens lån. Men hvis ikke økonomien hænger sammen, så havnen har overskud til at afdrage på lånene i 2028, hvor afdragsfriheden ophører, skal Thisted Kommune finde penge i sit eget budget - og dermed bliver det borgerne i kommunen, der kommer til at bidrage til at nedbringe gælden. Ifølge TV2 Nord vil en aftale med ADP A/S betyde, at Thisted Kommune skal bidrage med 60 millioner kroner og ADP A/S med 63 millioner kroner. TV2 Nord har talt med Niels Jørgen Pedersen (V), der er borgmester i Thisted Kommune, men han har ingen kommentarer til de planer, som TV2 Nord beskriver. Interesserede kan læse mere om Hanstholm Havn i følgende artikler fra transportnyhederne.dk: ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |