Politiet undlader at tiltale i en større sag om dyretransporterMandag 16. december 2024 kl: 12:58 Af: RedaktionenAnklagemyndigheden ved Fyns Politi har mandag truffet afgørelse om at "påtaleopgive" i store dele af en sag, hvor flere vognmænd har været tiltalt for overtrædelse af reglerne om transport af dyr til andre lande i Europa i årene 2016 og 2017. Der verserer fortsat 31 forhold, som Anklagemyndigheden særskilt vil træffe afgørelse Påtaleopgivelse betyder ifølge lex.dk at undlade at tiltale for et strafbart forhold, fordi anklagemyndigheden ikke mener, at der er tilstrækkeligt bevis til, at den sigtede kan blive dømt. Overtrædelserne har ifølge Fyns Politi specielt drejet sig om reglerne om grænserne for transporttid af levende dyr, samt reglerne om vognmændenes efterfølgende indsendelse af logbøger og GPS-udskrifter. Baggrunden for, at Anklagemyndigheden nu påtaleopgiver sagen, er i det væsentligste, at der er sket frifindelse i en lignende sag ved Vestre Landsret, ligesom der i dag gælder en anden anmeldelses- og sanktioneringspraksis, end ved anmeldelserne i sagen til Fyns Politi i 2018 og 2019. Som følge heraf har Anklagemyndigheden genovervejet tiltalespørgsmålet, hvilket har medført, at store dele af sagen påtaleopgives. Der er ved den fornyede gennemgang af sagen foretaget en konkret og individuel vurdering af forholdene. På baggrund heraf verserer der fortsat 31 forhold, som der særskilt vil blive truffet afgørelse om. Sagen har haft en længere sagsbehandlingstid, idet der har været tale om et særligt kompliceret fagområde, et særligt omfattende sagsmateriale samt, undervejs, en ændring i retspraksis og anmeldelses- og sanktioneringspraksis. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |