Nye køreplaner kører ud på søndag

Torsdag 12. december 2024 kl: 13:35
Af: Redaktionen

Passagerer, der skal ud at rejse med tog - og busser - får søndag 15. december nye planer at køre efter. Hos DSB betyder køreplanskiftet nye minuttal på flere strækninger - blandt andet som følge af de kommende års arbejde med sporfornyelse og etablering af eldrift på Aarhus H

I 2025 og 2026 udfører Banedanmark sporfornyelse og etablerer eldrift på Aarhus H. Det betyder ændringer i trafikken.


- Vi har tilpasset køreplanen for InterCity- og InterCityLyn-togene, så den er afstemt med Banedanmarks arbejder, siger Tony Bispeskov.


Hvor der indtil nu har været togskift på hvert andet InterCity-tog i Fredericia, kommer der nu til at være togskift på stort set alle DSB's InterCity-tog. Skiftet får ingen indflydelse på rejsetiden, da der i forvejen er indlagt et kort ophold i Fredericia. DSB's InterCityLyn-tog er fortsat gennemkørende i Fredericia. Desuden kommer der i perioder til at køre færre regionaltog og i kortere perioder togbusser.


Flere siddepladser mellem Holbæk og København
I Nordvestsjælland begynder Banedanmark og DSB fra søndag 15. december at køre elektrisk  på strækningen mellem Holbæk og Roskilde.


- Det giver os nogle nye muligheder, som vi ikke har haft hidtil. Vi indsætter el-lokomotiver med dobbeltdækkervogne og flere siddepladser på de strækninger, hvor efterspørgslen er størst - eksempelvis mellem Holbæk, Roskilde og København, siger Tony Bispeskov.


I morgenmyldretiden mellem klokken 7  og 8 planlægger DSB med 39 procent flere siddepladser mellem Holbæk, Roskilde og København.


Om eftermiddagen mellem klokken 15 og 17, hvor myldretiden er spredt ud på flere timer, planlægger DSB med 10-15 procent flere siddepladser mellem København, Roskilde og Holbæk.


Flere og tidligere tog til udlandet
DSB har også tilrettelagt en ny køreplan for EuroCity-togene med flere daglige afgange og nye afgangstider. Blandt andet introducerer DSB en ny tidlig afgang fra København klokken 6.22 og med ankomst i Hamborg klokken 10.59.


- Med den nye tidlige morgenafgang opnår kunderne endnu flere forbindelser i Hamborg med mulighed for at rejse længere ud i Europa og nå frem inden for samme døgn, siger Tony Bispeskov.


DSB indsætter også en ekstra afgang dagligt i perioderne forud for og efter højsæsonen. Fra 11. april til den 22. maj og igen fra 1. september til 2. november, hvor der kører seks tog dagligt i hver retning.


- Vi forlænger højsæsonen, så den starter tidligere og slutter senere og udbyder ekstra 450 siddepladser i hver retning. Det er små 50.000 flere siddepladser om året, siger Tony Bispeskov. 


Tony Bispeskov peger på, at Rejseplanen er opdateret med ændringerne.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.