AFLYSTE TOG I SIDSTE UGE:
Fejl på signalsystem undersøges af leverandørenTorsdag 5. december 2024 kl: 12:03 Af: RedaktionenI torsdags blev det nye digitale signalsystem ramt af en fejl, som påvirkede flere strækninger i Jylland. Fejlen blev rettet, så signalsystemet kørte stabilt fredag aften, men trafikken var fortsat påvirket hen over weekenden. Banedanmark, der sammen med leverandørerne har undersøgt den grundlæggende årsag til fejlen, peger på, at der ikke er noget, som tyder på eksternt påvirkning af systemet Banedanmark oplyser, at fejlen opstod som følge af en synkroniseringsfejl mellem Traffic Management Systemet og en tidsserver. - Vi er meget kede af, at mange passagerer blev påvirket af driftsforstyrrelser. Jeg er dog samtidig glad for at kunne konstatere, at Banedanmarks beredskab for større nedbrud og eventueller cyberangreb fungerede, som det skulle, siger direktør for digitale signaler, Kirsten Winther Jørgensen, og fortsætter: - Det var en kompleks fejlsøgning, som involverede flere leverandører og mange eksperter på tværs af Europa, og hvor en effektiv koordination mellem leverandører og systematisk opfølgning på deres arbejde med fejlsøgning var væsentlig. Vores leverandør af det digitale signalsystem er nu i gang med at analysere de bagvedliggende årsager til fejlen. Vi vil samtidig som altid gennemgå læringspunkter fra håndteringen af denne driftsforstyrrelse, så vi sammen med vores leverandører kan blive endnu bedre til at håndtere den slags hændelser. Analysearbejdet af de bagvedliggende årsager til fejlen er stadig i gang. Der er ifølge Banedanmark ikke noget, der tyder på, at fejlen skyldes påvirkning udefra, eller at driftsforstyrrelsen har sammenhæng med de udfordringer, TDC samtidig oplevede med sit netværk. Banedanmark påpeger videre, at der ikke har været nogen sikkerhedsmæssige risici forbundet med fejlen, og at det har været sikkert at genoptage og afvikle trafikken under hele forløbet. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |