REDERIORGANISATION EFTER KLIMAPOLITISK ANALYSE:
Skibsfarten er et globalt erhverv, som bør klimareguleres på internationalt planTirsdag 3. december 2024 kl: 12:09 Af: RedaktionenKlimarådet offentliggjorde i sidste uge en ny rapport, som har fokus på Danmarks klimamål i 2035. Rederiorganisationen Danske Rederier ønsker, at man i Danmark vedtager et ambitiøst mål for nedbringelsen af udledningen af drivhusgasser i 2035. Samtidig peger organisationen på, at det er vigtigt, at den internationale skibsfart klimareguleres på internationalt niveau fremfor på nationalt plan Senest til næste år skal SVM-Regeringen fremsætte et klimamål for 2035. Det uafhængige organ, Klimarådet, der løbende vurderer og analyserer den danske klimaindsats, har i en ny analyse set på forskellige perspektiver for et dansk klimamål på henholdsvis 80, 85 og 90 procent. Klimarådet fremhæver i analysen, at Danmark med et ambitiøst klimamål for 2035 kan vise vejen for andre lande. Den pointe er man i Danske Rederier fuldstændig enig i og håber derfor på et dansk klimamål i den høje ende af det nævnte spektrum. I den sammenhæng peger Danske Rederier på, at EU-Kommissionen anbefaler et reduktionsmål på 90 procent i 2040, som Danske Rederier også bakker fuldtonet op om. I forlængelse heraf giver det bedst mening med et så ambitiøst dansk reduktionsmål som muligt i 2035. - Det er vigtigt med et ambitiøst dansk reduktionsmål. Men mål gør det selvsagt ikke alene. I forhold til skibsfartens grønne omstilling kan der ikke være tvivl om, at den absolut største udfordring lige nu er manglen på grønne brændstoffer, som hverken produceres i noget nær tilstrækkeligt omfang eller til tilstrækkeligt konkurrencedygtige priser, siger Nina Porst, der er direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier. Klimarådet fremhæver endvidere, at det er vigtigt at huske den globale dimension i dansk klimapolitik. Det er også et synspunkt, der vinder gehør hos Danske Rederier, som fremhæver, at der er vigtigt, at den danske regering også på globalt plan arbejder for at fremme den grønne omstilling. Det er derfor helt på sin plads, at Klimarådet blandt andet har fokus på skibsfarten, som er en industri, der på verdensplan står for ca. 3 procent af CO2-udledningen. Når det kommer til den grønne omstilling på verdenshavene, peger rederiorganisationen på, at det er værd at huske, at skibsfart er et globalt erhverv. - Danske skibe sejler over alt i verden. Det samme gør sig selvfølgelig gældende for vores konkurrenter. Der er brug for global klimaregulering, der sænker udledningen af drivhusgasser og kraftigt mindsker prisforskellen mellem grønne og fossile brændstoffer. Derfor vil det mest effektive, som den danske regering kan gøre for den grønne omstilling på verdenshavene, være at arbejde for ambitiøs global klimaregulering i Den Internationale Søfartsorganisation IMO. Vil man sætte relaterede mål, kan det for eksempel gøres på produktion af grønne brændstoffer, siger Nina Porst. Global klimaregulering, der gør grøn sejlads mere konkurrencedygtig, og som gælder uanset, hvor man sejler, vil være afgørende for at skubbe til skaleringen af produktionen af de nødvendige grønne brændstoffer. I forvejen er skibsfarten reguleret i EU med emissionshandelssystemet ETS og FuelEU Maritime-reguleringen, der gradvis sænker drivhusgasintensiteten i det brændstof, der anvendes. Derfor er det ifølge Danske Rederier ikke vejen frem med særskilt national regulering af skibsfartens udledninger, da det - udover at virke konkurrenceforvridende - sandsynligvis blot vil resultere i ændrede sejlruter. I sidste ende kan det være med til at bremse den grønne omstilling af dansk skibsfart. Stik imod intentionerne. Interesserede kan finde en kort sammenfatning her: Interesserede kan finde Klimarådets samlede analyse "Danmarks klimamål i 2035" her: Om Klimarådet: Klimarådet er et uafhængigt organ, der rådgiver regeringen om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske, så befolkningen i Danmark i fremtiden kan med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde blandt andet velfærd og udvikling. Klimarådet skal årligt vurdere, om den siddende regerings klimaindsats anskueliggør, at de danske klimamål nås. Klimarådet skal desuden bidrage til den offentlige debat og løbende udarbejde analyser og anbefalinger til klimaindsatsen. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |