Narkohund opsnusede 7.500 pregabalin-piller i forsendelseOnsdag 27. november 2024 kl: 13:33 Af: RedaktionenToldstyrelsen har beslaglagt et parti af det smertestillende lægemiddel pregabalin, som en af Toldstyrelsens narkohunde fandt, da Toldstyrelsen fornyligt gennemførte en narkokontrol af forsendelser. Narkohundene er trænet til at finde opioider - eksempelvis heroin, opium og morfin - men ved kontrollen opsnusede en af Toldstyrelsens narkohunde også på et beslægtet stof i en forsendelse Da den pågældende forsendelse blev åbnet, kunne tolderne konstatere, at den indeholdt 7.500 pregabalin-piller. Pregabalin er registreret som lægemiddel i Danmark, og det er ikke klassificeret som narkotika, ligesom det er i Norge og Sverige. Studier peger på, at pregabalin muligvis bruges som et alternativ til opioider, og det konkluderes også, at der blandt personer med misbrug, især af opioider, er en større risiko for pregabalin-misbrug. - Toldstyrelsen har et stort fokus på beslag af opioider og stoffer, der kan bruges som alternativer. I år har Toldstyrelsen haft 26 sager med indsmugling af pregabalin i stigende mængder, og vi reagerer løbende på risikovurderinger og de efterretninger, vi får, så vi kan lave den bedst mulige kontrol på området, siger Jeppe Kjærgaard, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen. Toldstyrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for narkotika for at begrænse ulovlig import og handel i Danmark. Sagerne bliver overdraget til politiet, der som ansvarlig myndighed står for den videre efterforskning. Den aktuelle sag er overdraget til Københavns Politi. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |