Logistik-selskab modtager årets Arbejdsmiljøpris

Tirsdag 26. november 2024 kl: 20:54
Af: Redaktionen

Logistik-selskab modtager årets Arbejdsmiljøpris

Takket være en intensiv og fokuseret indsats har Dagrofa Logistik, er Dagrofa-koncernens logistik-selskab, reduceret antallet af arbejdsulykker de senere år. Arbejdsmiljørådet har belønnet indsatsen med Arbejdsmiljøprisen 2024

Siden 2017 har Dagrofa Logistik, der er logistikselskab for Dagrofa's købmænd samt en række selvstændige kæder, løbende styrket sit fokus på arbejdsmiljø. Tirsdag modtog Dagrofa Logistik modtog Arbejdsmiljøprisen - Arbejdsulykker 2024 på den store temadag om arbejdsmiljø, der fandt sted i DGI Byen i København.


- Vi er helt utroligt stolte og glade for at modtage denne pris, som er et kæmpestort skulderklap oven på den indsats, vi har gjort over de senere år. Samtidig er vi dog også ydmyge. Sikkerhed er ikke til at spøge med. Vi ved godt, at selv om dette virker som et højdepunkt for os, så er kulminationen jo netop det lave antal arbejdsulykker på vores lager. Derfor må vi aldrig svigte det fokus, vi har på netop reduktion af arbejdsulykker, siger Dan Kolding, der er administrerende direktør i Dagrofa Logistik.


I kraft af et målrettet fokus på at skabe en stærk sikkerhedskultur på tværs af Dagrofa Logistiks store lagre, er det lykkedes at sikre en markant reduktion i antallet af arbejdsulykker. Fra 18 arbejdsulykker, der gav fravær i 2017 til fem i 2023.


Formand for Arbejdsmiljørådet, Louise Høst, fremhæver, at udviklingen hos Dagrofa Logistik understreger, at virksomhedens langvarige og målrettede indsats for at styrke sikkerhedskulturen, har en gennemgribende effekt.


- Det er stærkt at se, hvordan virksomheden arbejder med at fremelske en stærk sikkerhedskultur,” sagde hun.


En hjørnesten i sikkerhedsarbejdet er det, man i Dagrofa Logistik kalder forebyggende sikkerhedshandlinger, hvor medarbejderne indberetter mulige risici og sikkerhedsobservationer. Der er blandt andet indført ugentlige ”safety walks”, hvor der udarbejdes handlingsplaner baseret på observationer fra medarbejderne.


- Alle byder ind, og folk ser, at de kan påvirke deres egne forhold. De føler sig hørt og taget seriøst. Vi kan mærke i det daglige, at alle har fokus på sikkerhed og siger til, hvis der er noget, de mener kan gøres bedre, siger Christina Olesen, der er terminalchef i Vejle.


Dagrofa Logistik er et logistikselskab i Dagrofa koncernen. Selskabet leverer varer til Dagrofas købmænd i kæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb -samt til en række eksterne kunder i både ind- og udland.


Tekst til billedet øverst:

En langvarig og målrettet indsats sikrer Dagrofa Logistik Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Arbejdsulykker. Terminalchef Christina Olesen modtog prisen. Med på scenen var også Jens Nikolaisen, Magnus Svensson, Nexhemedin Elshani og Lasse Schrøder.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.