Ombygning af sikkerhedskontrol skal være færdig i 2026Torsdag 14. november 2024 kl: 15:05 Af: RedaktionenFremtidens sikkerhedskontrol i Københavns Lufthavn. (Illustration: Københavns Lufthavn) Sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn er under ombygning. Arbejdet vil stå på frem til sommeren 2026, hvor 20 nye sikkerhedsspor skal passagererne i Københavns Lufthavn en mere smidig og effektiv gang gennem sikkerhedskontrollen med nye scannere, udstyr og teknologi. Under ombygningen vil der i kortere perioder på særligt travle dage kunne forekomme længere ventetid i sikkerhedskontrollen Lufthavnen har efter flere år med test af forskellige nye typer scannere, security-udstyr og teknologi fundet den rette sammensætning af sikkerhedssporene og sat ombygningen i gang. Ombygningen sker i etaper frem mod sommeren 2026, hvor 20 nye sikkerhedsspor vil stå klar til at give passagererne en mere effektiv gang gennem sikkerhedskontrollen og samtidig fortsat opretholde flysikkerheden. - Det har været afgørende for os at vælge udstyr, teknologi og design af sikkerhedssporene, som passer bedst til netop vores lufthavn og vores sammensætning af passagerer, siger security-direktør Johnnie Müller og fortsætter: - Vi har skullet skabe et nyt set up helt fra bunden, og derfor har vi også testet live med passagerer i flere år, så vi sikrer, at vi får den mest effektive løsning, som samtidig garanterer, at vi også i fremtiden kan opretholde flysikkerheden. Mens ombygningen af sikkerhedskontrollen står på, kan der på særligt travle dage være kortere perioder med længere ventetid, end passagererne er vant til. Det skyldes, at en række af de nuværende sikkerhedsspor vil være ude af drift, mens der bygges om. Ombygningen af sikkerhedskontrollen er en del af den digitale udvikling, som Københavns Lufthavn satser på for at gøre besøget i lufthavnens så effektivt og let for passagererne som muligt. Med nye CT-scannere, der benytter 3D-teknologi bliver det lettere at identificere indholdet af passagerernes håndbagage og dermed sikre, at eventuelle forbudte genstande ikke kommer med ud at flyve. Når sikkerhedskontrollen står klar op til sommeren 2026, kan passagererne derfor lade alt indhold blive i deres håndbagage. Passagererne skal møde op til sædvanlig tid Mens ombygningen står på, opfordres passagererne, der rejser ud af København Lufthavn, til fortsat at møde op til sædvanlig tid. Det vil sige to timer før, hvis man rejser inden for Schengen, og tre timer før, hvis man rejser ud af Schengen. - Passagerer, der er vant til at rejse fra Københavns Lufthavn, vil i den kommende tid opleve, at sikkerhedskontrollen ser anderledes ud, end den plejer. Der vil være byggevægge oppe og midlertidige sikkerhedsspor tæt på Terminal 3, men det ændrer ikke på, at man som passager skal gøre, som man plejer. På den måde sikrer vi, at vi i højest mulig grad kan forudsige passagerernes fremmøde og dermed også på bedst mulig vis kan undgå længere ventetider, siger Johnnie Müller. De nye sikkerhedsspor åbner i takt med, at de er klar til brug. De første fem forventes at være i drift inden sommeren 2025. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |