Teori- og køreprøver kan gennemføres på fire sprog - plus et mere

Onsdag 13. november 2024 kl: 16:00
Af: Redaktionen

Fra onsdag 1. januar 2025 gælder nye regler om de sprog, en køreprøve kan gennemføres på. Reglerne gælder for både teoretiske og praktiske prøver og for elever i alle kørekortkategorier. Teoriprøver og køreprøver kan gennemføres på fire sprog - og et femte, hvis man bor i Sønderjylland

Fra onsdag 1. januar 2025 kan elever tage en køreprøve på følgende sprog:
  • Dansk
  • Engelsk
  • Færøsk
  • Grønlandsk
  • Tysk (for personer med bopæl i Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg kommuner)
De nye regler betyder, at elever fra årsskiftet ikke længere kan tage en teoretisk eller praktisk prøve med tolk.


Reglerne gælder også for elever, der har et aktivt køreuddannelsesforløb hen over årsskiftet. Som eksempel kan elever, der har bestået teoriprøven med tolk på eksempelvis persisk inden 1. januar 2025, ikke tage den praktiske prøve med tolk på persisk efter 1. januar 2025.


Færdselsstyrelsen oplyser, at der i uge 1 og 2 næste år kun afvikles praktiske prøver på dansk.


Kørelærere skal være opmærksomme på at ombooke køreprøver, der er booket til uge 1 og 2 til elever, der ønsker køreprøver på engelsk, til uge 3 og frem, eller afbestille prøverne.


Prøver, der er booket på engelsk med afvikling i uge 1 og 2, aflyses.


De nye regler er en udmøntning af initiativ nummer 8 i den initiativpakke, som transportministeren indgik med kørelærerbranchen i december 2023.




Interesserede kan læse mere om initiativpakken her:



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.