Økonomisk fremgang i Sverige smitter af på færgeruter

Onsdag 23. oktober 2024 kl: 11:39
Af: Redaktionen

Den svenske rederi-koncern, Stena Line, oplevede i september en mærkbar fremgang i bookingtallene på sine ruter mellem Sverige og Danmark. Rederiet peger på, at det både skyldes målrettede investeringer i at forbedre passageroplevelsen og en bredere økonomisk fremgang i Sverige, der det seneste år har oplevet en stagnation

Stena Line fremhæver, at den svenske økonomi viser tegn på stabilitet efter en væsentlig rentenedsættelse fra Sveriges Nationalbank. Med den forbedrede købekraft hos de svenske forbrugere ser Stena Line positive resultater, hvor antallet af bookinger i Danmarksregionen i september kom op på at ligge 5 procent under niveauet fra samme måned i 2023, der var et rekordår for ruterne mellem Sverige og Danmark.


- Vi har i lang tid ventet på et økonomisk opsving, og nu ser vi, at lavere renter og en mere positiv økonomisk udsigt begynder at gøre en forskel. Det styrker forbrugernes købekraft og lyst til at rejse, hvilket vi tydeligt kan mærke i vores bookingtal, siger Ulf Staaff, der er Travel Commercial Manager hos Stena Line. 


Han understreger, at det dog ikke kun er forbedringen af Sveriges økonomi, der trækker flere svenskere til Danmark.


- Vores kontinuerlige arbejde med at forbedre kundeoplevelsen spiller også en væsentlig rolle. Et eksempel er vores nye, optimerede bookingsystem, der gør det endnu nemmere og hurtigere for kunderne at booke deres rejse med Stena Line. Vi ser allerede nu stærke bookingtal for de første måneder af 2025, og vi ser frem til at byde endnu flere rejsende velkommen ombord, siger Ulf Staaff videre.


Lidt om Stena Line:
  • Stena Line er et af Europas førende færgerederier med omkring 40 skibe og 20 ruter i Nordeuropa og Middelhavet
  • Stena Line, der er familieejet, blev grundlagt i 1962, og hovedkontoret ligger i Göteborg
  • Stena Line har 6.300 ansatte




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.